Af Jørgen Gamst

Erindringer fra mit hjem i “Paradislejren”

Sammen med mine forældre og søskende flyttede jeg til Avedøre som 13-årig i 1933. Vi kom fra Vordingborg eller nærmere fra Masnedøfortet, hvor min far var fortmester. Men en ny hærlov, på grund af sparetider, rokerede rundt med mange militærfolk. Med 5 børn i alderen 2 til 13 år har det formentligt været vanskeligt at finde et passende nyt job.

Men oversergent Aage Gamst fik tilbudt en honorarlønnet stilling som tilsyn ved, som det hedder, ”Københavns nedlagte Landbefæstning” med tjenestebolig i “Paradisgården” på Vestre Strandvej, Avedøre.

Det var et dejligt sted at komme til at bo men ikke så spændende som hvor vi kom fra. På Masnedøfortet, som stadig eksisterer, og som jeg har beset både inde og ude for nyligt, var der f. eks. kanoner, som blev brugt ved efterårsmanøvrer, hvor vi fik lov at stå og se, hvordan der blev skudt efter slæbeskiver langt ude i Smålandshavet. Året rundt var det også stranden, der gav mange legemuligheder. Først som 8-årig fik jeg en cykel, og det var såmænd skildvagten som stillede sit gevær op ad skilderhuset og til afveksling løb og holdt mig på ret køl de første svære øvetimer. Storestrømsbroen blev påbegyndt kort efter vi fraflyttede men blandt forundersøgelserne indgik opmåling af højder på de skibe, der passerede stedet, hvor broen skulle bygges over til Falster. Her var det fortmesteren, der påtog sig opgaven fra fortets kikkertstation, og vi drenge skulle tilkalde vor far, når vi så der kom skib – oftest var det galeaser, som man kan sige var datidens lastbiler.

Skole i Glostrup

Avedøre hørte til Glostrup kommune – adskilt som en enklave, og det betød, at min skolegang foregik i Glostrup igennem 4 år indtil præliminæreksamen i 1937. Cykelturen ad voldgaden og over broen ved Brøndbyvestervej foregik i alt slags vejr. Jeg tror kun jeg forsømte 2 gange på grund af vejret, fordi der har ligget så meget sne, at det ikke var til at bære cyklen igennem. Det skulle jo også lige mangle, at en stor dreng ikke skulle kunne klare det – for det kunne postbudet jo. Han kom på cykel på sin daglige rute helt fra Glostrup..Med nutidens øjne var det beundringsværdigt, for han manglede alle fingre på venstrehånden og kunne kun holde rigtigt fast på cykelstyret med een hånd. Han havde dog den fordel at han i høj sne blev kørt i hestevogn.

På skolevejen var der nøgne marker, der hvor Brøndbyskoven nu er blev plantet. Et bestemt sted så jeg gennem et par uger en landskabsmaler stå og male kæmpehøjen, som ligger lidt før Glostrup, med møllen i baggrunden. Og hvor mærkværdigt – ved et besøg hos en moster i København nogen tid senere hængte billedet på hendes væg. Hun havde tilfældigvis købt det billede, jeg havde set blive malet uden at vide, hvor motivet var fra.

Møllen, som nu er restaureret, malede ofte korn for omkringboende gårde. De kørte med hestevognen med kornsække ind gennem møllen, og sækkene blev hejset op til kværnen. Det rumlede voldsomt, når jeg var inde at kigge på, især når det blæste kraftigt og mølleren endda havde rebet sejldugen på vingerne.

Når det var strid modvind på cykelturene, fik man ikke sjældent mulighed for at hægte sig fast bagefter en af de små langsomt kørende lastbiler. Hvis chaufføren var sur, kørte han tæt op ad grøftekanten, hvis han opdagede det, og man måtte slippe taget, men kunne i stedet cykle bagved i suget.

Min skole i Glostrup hed Nordvangsskolen, og den lå overfor kirkegården og kirken. Der var netop i 1937 bygget en ny fløj til, og her kom de 4 realklasser til at gå. Underskolen lå i de to gamle bygninger, og selvom vi havde een stor fælles skolegård legede vi ikke sammen. Jeg synes vi havde nogle gode lærere. Der var så vidt jeg husker ingen unge lærere. Overlærer Winther, som boede i den røde store villa (tjenestebolig) ved siden af indgangen, havde den gode tradition at invitere afgangsklassen til en lille privat fest den sidste skoledag, og det var her jeg smagte lidt rødvin for første gang. Skoleår sluttede dengang 31/3 (finansåret). Der var ingen af os 18 elever, der skulle videre til gymnasiet trods gode karakterer, og jeg var ulykkelig, da jeg afleverede mine skolebøger – især matematikbøgerne, men bestemt ikke tyskbøgerne, men det kan jeg nu se skyldes netop de to lærere.

Matematiklæreren Søndergaard var en god underviser, men tysklæreren var en hidsig person, som snart efter søgte væk fra skolevæsenet og blev bibliotekar. Eleverne i underskolen blev ofte korporligt revset, men i realklasserne var det sjældent, der faldt en lussing, jeg nåede dog at få een – velfortjent – af en vikar, som dermed straks fik sat sig i respekt.

I øvrigt havde vi sjældent vikarer, sammenlagt måske een måned i de 4 år. Der var ingen forældremøder. Første og sidste gang mine forældre så skolen, var ved afslutningshøjtideligheden med uddeling af eksamensbeviser med rødt laksegl på. De havde jo ikke noget at komme til Glostrup efter. Jo, for at indbetale skat, men det gjorde jeg for far. På rådhuset indførte kommunebogholdersken vor indbetaling i en kæmpestor sort protokol, hvor hver skatteyder havde sin folieside. Desuden skulle jeg en gang om ugen købe margarine i den store Irmaforretning midt på hovedgaden. Langs bagvæggen i den lange smalle forretning stod adskillige store margarinebøtter, og nogle smørdritler stillet på højkant. Der var 4-5 forskellige kvaliteter margarine, og priserne bevægede sig vist fra 30 øre pundet med 2 øres interval. Jeg kunne godt lide at se de raske Irmapiger grave margarinen ud af bøtten med den lange riflede træslev, som satte fine riller i margarinen, når den blev klasket i facon ved indpakningen i pergamentpapir.

Skolen i Avedøre

Avedøre skole tæt op ad landsbyen kender jeg kun fra mine yngre søskende. Der var 3 lærere. 1.lærer Jensen ( Aggernæs ), 2. lærer Henry Aabo ( senere inspektør ) og frk. Jensen. Her skal blot nævnes et par pudsigheder. Lærer Jensen havde to næsten jævnaldrende sønner på min og min 1½ år yngre bror Helges alder. De to lærersønner videreuddannede sig i København og anskaffede sig en tandemcykel til at køre frem og tilbage på. Når vi i en periode besøgte dem hjemme hos deres forældre, måtte vi ikke spille kort – kort var forbudt i hjemmet. Næ, vi måtte spille Domino! Lærer Aabo var næsten en modsætning – og boede i øvrigt i den anden ende af den lange tjenestebolig ved skolen. Det kunne ske, at han ikke havde nået at barbere sig når skolen begyndte kl. 8, men så fik han blot bragt varmt vand og barbersæbe over, så han kunne sidde ved katederet og barbere sig i første time. Han havde flere samfundsnyttige job, idet han bl.a. var Avedøres bibliotekar. Han sad en aften om ugen i skolens naturhistorielokale på 1. sal og udlånte bøger fra det sparsomme hyldeareal. Jeg erindrer endnu, skal vi sige, lugten, når man en vinteraften med godt fyr i kakkelovnen kom ind i lokalet med udstoppede dyr og fugle og gamle let slidte bøger.

Dr. Ellum

Doktor Ellum var vor huslæge i ordets forstand. Det står tydeligt i erindringen, når han sommer som vinter kom på sin høje cykel ( med påstigningspind ud ved baghjulet ). Han var iført cyklespænder men ingen frakke selv i frostvejr – så var det dog ørevarmere og stort halstørklæde. Han havde bil, som vist kun blev benyttet i regnvejr og ved nattebesøg. Han var et elskeligt menneske, og jeg husker ham også som praktisk. Da Helge og jeg skulle have certifikat til svæveflyvning omkring 1941, var vi i konsultationen på Gl. Køge Landevej, for at få den påkrævede lægeundersøgelse. Der skulle udfyldes 2 sæt omfangsrige blanketter og attester til os af lægen. “Det kan i sgu selv sidde og skrive, så dikterer jeg”.

Paradisgården

Som nævnt boede vi i en tjenestebolig. “Paradisgaarden” stod der malet på en hvid sten ude ved vejen. Da man skulle begynde at bygge Stationsbyen, blev huset samt nærliggende gartnerier og gårde revet ned og alt planeret. Vi var fraflyttet ved min fars død i 1947 og kom i 1949 til at bo i det helt nyopførte Lejerbo i Hvidovre. Det var mærkeligt at betragte det store jordområde ligge, som et stort sår i landskabet, indtil Stationsby-byggeriet begyndte. Også “Paradislejren”, som bestod af nogle træbarakker, forsvandt, men en del af træerne danner stadig en lille lund. Herfra og ned til Køgevejen var der et mindre engområde mellem voldgaden og Vestre Strandvej. Her levede der frøer og salamandre om foråret. Stedet er nu sprunget i skov. Vi havde en ret stor have med gamle frugttræer og et jordstykke op mod de store træer på nordsiden af Paradislejren”. Her blev dyrket lidt kartofler og almindelige grøntsager. Der var en del ribs- og solbærbuske samt en lang rabarberrække, som groede, som om de blev gødet grundigt. Det blev de vel også, for den såkaldte lokumsspand blev gravet ned tæt ved. Vore to kirsebærtræer blev flittigt besøgt om sommeren – også af de mange stære (solsorte var der ikke mange af dengang), som vi dog prøvede at dæmpe ædelysten på ved at nedlægge dem med salongevær.

I en periode havde vi et bur i haven med 8 ilderunger som min far havde fundet på terrænet. De var forladt af forældrene af en eller anden grund og skreg af sult. For disse rovdyrunger var stære en lækkerbisken. En dag havde de gnavet sig ud af buret og forsvundet. Vi havde en hønsegård og et år et par kalkuner gående frit omkring. Om aftenen var disse store fugle i stand til med afsæt fra en brændestabel at flyve op og sætte sig til hvile på en passende gren, så ræven ikke kunne nå dem. Til gengæld, må en af rævene have fået sig et festmåltid en nat, hvor vi havde glemt at lukke for en høne med kyllinger. Den boede i et af vore mange hundehuse, og ræven har formentlig siddet med hovedet ind ad hullet og nappet sig den ene kylling efter den anden. Hønemor overlevede men var halvnøgen i lang tid. En af de strenge krigsvintre havde vi en svane gående. Den havde vi fundet fastfrosset ude på stranden, hvor vi løb på skøjter. Den blev bundet om det ene ben med en snor til et træ midt på gårdspladsen. Efterhånden som den kom sig, blev den aggressiv og slog efter os med vingen, hvis vi kom for nær. Nogle dage havde vi også en ræveunge gående som en lænkehund. Da rævemor begyndte at komme og besøge den i skumringen, blev den selvfølgelig sluppet løs.

En overgang fandt vi drenge på at fiske skaller i voldgraven og opbevare dem i et cementbassin i haven og sælge dem for 10 øre til lystfiskerne, der havde fisketegn. Så slap de for at bruge tid til at fange levende madding til geddefiskeriet. Det minder mig om, at jeg engang fangede en stor gedde med en spadserestok. Der var et sted et udløb med lunt vand gennem et stort cementrør tæt ved bredden. Når voldgraven frøs til på strenge vintre var der et vågehul her. Der stod engang en sløv gedde, og den var lige til at stikke en fremskaffet spadserestok ned under og kaste op på isen med håndtaget. Den blev smidt ind til hønsene.

Og medens vi er ved lommepengesnakken så var der et år så mange moreller, at de lange grene ikke kunne bære. Det yderste af grenene blev så klippet af, og da vi ikke selv kunne spise alle de bær fik vi hos købmand Nielsen en stabel ½ og 1/1 kilos papirposer, som vi fyldte med kirsebær. Om søndagen sad vi så ved Køgevejen og solgte løs for 25 og 50 øre posen til den tætte strøm af cyklister, der på fine sommereftermiddage cyklede hjem til København fra badeturen.

Rævejagt

Vi havde to gravhunde, en sort han, der hed Rolle, og en brun hun, der hed Mussi. Der blev avlet 1-2 gange på dem hvert år, og der kom 6-8 hvalpe, hvoraf ca. halvdelen var sorte og halvdelen brune. I jagtsæsonen dvs. om vinteren kom de ofte med på jagt på fæstningsterrænet. Nogle gange sad ræven i gravet hule. Det var gerne en grævlingehule, som ræven havde annekteret ved at forurene stedet, mens grævlingen var ude. Når der var tegn på, at der var ræv i graven blev een af hundene hentet, hvis den ikke allerede var med i min fars rygsæk på hans gående patrulje visse steder. De gange hvor der virkelig sad ræv i hulen, kunne der høres rasende hundegøen og tummel . Når ræven kom farende ud, fik den sin bekomst, og en gang var hunden så tæt i halen på ræven, at et geværhagl strejfede dens pandeskal, og den faldt om sammen med den døde ræv. Til stor lettelse var den kun bedøvet af slaget og kom snart til sig selv og blev båret hjem i rygsækken, og nu havde den foruden forrevne ører også et langt ar i panden.

En anden måde der blev skudt ræve – og især grævlinger – på var, hvis de sad og gemte sig i et af afvandingsrørene, der løb under selve volden fra grøften langs voldgaden og ud nær voldgraven. Når far ved at kigge gennem røret ikke kunne se lys i den anden ende, betød det som regelen, at der sad et dyr i røret . Han stoppede det til i begge ender og kom hjem og hentede os drenge, for at vi kunne hjælpe med at ryge dyret ud. Først fandt vi ud af hvilken vej luften trak gennem røret, hvorefter vi af medbragte materialer byggede et passende røgbål. Et par stumper tagpap gav ekstra kvælende røg ind gennem røret. Vi osede løs, indtil vi hørte et eller to skud omme fra udgangssiden, hvor far stod placeret med sit gevær. Her lå så ofte en skudt ræv eller grævling, som blev bragt med hjem. Om vinteren evt. på medbragt kælk. Engang, da havde vi overtalt vor mor til at komme med og se jagten, var det uheldigvis blot en vild kat, der havde siddet i røret. Far afpelsede selv rævene og grævlingerne, garvede skindene ganske let, hvorefter de blev solgt for en pæn pris.

Hvordan boede vi?

“Paradisgården” lå i et område næsten udelukkende med gartnerier og 4 – 5 gårde. Vi havde næsten ingen kontakt med de nærmeste naboer. Måske passede en militærperson ikke rigtigt i selskabet. Vi var som sagt 5 børn hjemme, født i perioden 1920 til 1931. Vor mor var hjemmegående, men havde alligevel ofte en ung tjenestepige, som det hed, boende, Der var ret meget arbejde i huset i det daglige – vi var jo 7-8 mennesker. Der var komfur i køkkenet, men om sommeren dog aflastet af 2 primusapparater, 3 kakkelovne, der skulle fyres i, vand til husholdningen pumpes op ude ved brønden og bæres ind og stilles i køkkenet i 2 spande, som der blev øst op fra.

1 1946 fik vi dog sat en vingepumpe op inde på køkkenbordet og en stor tønde installeret oppe på loftet. Hver aften havde vi så på skift tjans med at pumpe vand op i tønden. Det var noget med 500 pumpeslag, og det varede godt 20 minutter at fylde tønden, så der var vand nok til vandhanen nede ved jernvasken hele næste dag.

Der blev som i de fleste hjem dengang lavet to retter mad hver dag. I jagtsæsonen var lørdag – søndagsretten ofte haresteg, agerhøne, fasan, skovdue eller vildænder med blyhagl i, som jægeren altid selv gjorde i stand. Den anden ret var ofte mælkemad, og vi hentede hver eftermiddag ved 5 tiden 2-3 liter mælk ved kostalden i den nærmeste gård. Om sommeren, når køerne gik på græs, var det dog lige udenfor på marken. Vi betalte vist 10 øre pr. liter for nymalket rå mælk. Med en ske kunne der skummes dejlig fed fløde af overkanten på mælkespanden når den havde stået i ro lidt tid.

Der kom bagervogn, ostevogn og andre handlende en gang om ugen. Om morgenen blev der kogt en stor gryde havregrød, så der også var til hundene. På et komfur med skiftende varme alt efter hvor kraftigt det blæste i skorstenen, var der dage med sveden grød. Det var desuden besværligt at rengøre en jerngryde, der var brændt på. I det hele taget var opvask et ubehageligt arbejde uden sulfosæbe og meget varmt vand.

Storvask var især noget, der tog tid og krævede kræfter. Jeg mener, det var en gang om måneden, der blev fyret op under gruekedlen i det fritliggende vaskehus. Når det meget tøj skulle skylles, foregik det ved pumpen, og der skulle pumpes mange gange, for der skulle også skylles op i det der hed blånelse, og om vinteren var det en kold omgang at stå og vride tøj op og hænge det på tørresnore – i frostvejr frøs tøjet hurtigt til stive figurer, men tørrede alligevel og kunne tages ned som pænt blødt tøj. Sengetøj og duge blev båret ind til rullen i udhuset. For at gøre den tung nok til at trække tøjet glat om valsetræet lå der mursten ovenpå. Hen på aftenen var det Store Badedag hvor vi efter tur kom i badekarret,
som der blev hældt noget vand i fra gruekedlen – men ikke til hver badegæst. Genbrug forekom. Der blev i de forskellige ildsteder fyret med koks og nøddekoks samt træ og brænde.

I perioden ca. 1942 til 1948 var brændsel rationeret, og der måtte købes brunkul og tørv som supplement. Især sidst på perioden kneb det, men vi var så heldige at have en stor have og bo lige ved en skov, så hver søndag formiddag fældede vi et mindre træ og savede det med en stor tomands skovsav op til brænde i ugens løb. Man kan sige, at på den måde giver brændet varme to gange. Om vinteren kunne vi ikke følge med at lægge brændet til tørring, så varmeværdien i døgnbrænderen var ringe med så frisk træ. Løbesod slap vi af en eller anden grund nogenlunde fri for i de to skorstene.

Vi 3 drenge beboede et af de to værelser på 1. sal, og her gik skorstenen fra døgnbrænderen nedenunder i stuen op gennem rummet. Den afgav så meget varme, at vi kun fyrede i vor lille søde kakkelovn når vi havde kammerater på besøg om vinteren. Der må nu have været koldt til tider, for en af de strenge krigsvintre var der konstant de flotteste isblomster på vinduet. Ovnen var forsynet med en lille tung støbejernshat, som kunne tages af, og på jernringene nedenunder kunne der kokkereres. Det gjorde vi nu ikke, men havde fundet ud af at stege æbler ude fra lønrummet. Det hændte engang, at vi i et spændende spil “66 med Piber og Trommer ” glemte at tage hatten af og se til æblerne, og pludselig eksploderede de og sendte jernhatten op i loftet. Telefonen var af den interessante model der hængte på væggen i entregangen. De store batterier sad i en smuk trækasse, der med sin skrå overdel dannede en lille skrivepult. Vi havde Avedøre nr. 60, og jeg husker, at købmand Nielsen havde nr. 54 men det behøvede man ikke at sige til centralen man sagde blot at man skulle have købmanden.

Om centralbestyrer overofficiant Markhøj denne lille erindring: En telefonopringning kostede en bestemt pris uanset samtalens længde. Det benyttede især min ene bror sig a,f da han som nyforlovet førte lange samtaler om aftenen med pigen i Valby. Engang Markhøj mødte min far gjorde han opmærksom på, at det var noget ubelejligt at han skulle holde sig vågen om aftenen for at afbryde telefonforbindelsen, når kærestefolkene langt om længe var færdige. Samme hyggelige Markhøj skaffede os lejlighed til at spille badminton i gymnastiksalen et par vintre. Enten med et par lokale gårdmandsdøtre eller med hr. og fru Markhøj. I øvrigt blev gymnastiksalen en gang om måneden i den periode brugt til filmforevisning. Det var i Nelson Eddy og Jeanene Mc.Donald perioden. Uforglemmelige sangstemmer og lange smægtende kys.

Lige efter 5. maj 1945 kunne vi igen færdes på volden, og vi havde skaffet os 2 af tyskernes geværer og en hel kasse ammunition, som vi fyrede af på en lille interimistisk skydebane i løbet af sommeren. Engang fandt vi godt skjult ved voldgraven en kano, som vi havde meget fornøjelse af i 2-3 somre. Den var formentligt “konfiskeret” af tyskerne. I stedet for at vade ud gennem den lave slimede bund, når vi badede ved skydevolden ude i strandkanten, kunne vi nu ro i kanoen ud til sandrevlerne, som normalt lå oven vande ca. en lille kilometer ude.

Jagthunde

Som nævnt var min far jæger og kunne forene sit arbejde med sin hobby. Han havde en del jagtvenner, der kom på besøg eller han var med ude på deres jagter. Der var nogle bagermestre iblandt, og da vi, som jeg skal fortælle om lidt, havde en del jagthunde, var de ofte flinke og havde en melsæk eller to med til hundene med brød og kage fra dagen før. Vi opdagede efterhånden, at der var gode ting imellem, som vi børn udmærket kunne spise! Fra omkring 1937 begyndte min far at have en lille hundepension samt modtage unge jagthunde til dressur. Vi havde jo god plads til 8 – 10 hundehuse og kunne ikke genere naboer. Halm til at lune i hundehusene hentede vi på cykel på den nærmeste gård. Et knippe halm kostede vist 10 øre. Om sommeren havde vi i begyndelsen pension for hunde, hvis forældre skulle på ferie (som ellers var en ret sjældent ting dengang). Det udviklede sig til at der også kom hunde, der skulle dresseres til jagtbrug. Hundene var ikke altid tilfredse med at komme hjemmefra og nogle gøede og hujede en eller to dage, indtil de var så hæse, at de ikke kunne mere. Det kunne godt tage noget af vor nattesøvn. Det hændte en sjælden gang, at en hund løb væk en af de første dage. Det var selvfølgeligt noget der blev passet meget på.

Et tilfælde huskes: En bagermester fra Amager kom i sin bil med hunden liggende i bagagerummet. Dagen efter løb hunden fra os, og nogle timer senere ringede bageren, at hans hund stod hjemme hos ham. Hvordan den har kunnet finde hjem over Langebro er tankevækkende. Det kostede 50 kr. om måneden at have hund i pension og 125 kr., når der også var dressur. En af vore egne jagthunde, “Dannevangs Maggi”, har stadig sit billede hængende oppe på skovbrugsmuseet i Hørsholm. Den blev nemlig champignon dvs. fik flere førstepræmier ved markprøver og hundeudstillinger. Den blev solgt til en amerikaner for 3.000 kr. men det skete desværre den 8. april 1940 så den kom aldrig af sted og handelen annulleret på grund af besættelsen den 9. april.

Besættelsen

Besættelsen mærkede vi selvfølgelig, men her skal kun nævnes to mindre episoder. Under folkestrejken. I Juni 1943 var vi drenge en dag cyklet til badeanstalten “Neptun” lidt udenfor fæstningsterrænet. Vi havde kun vort badetøj på. Da vi skulle hjem, havde tyskerne lavet spærring af Køgevejen ved fæstningen, og de forlangte legitimationskort for at slippe os indenfor, og det havde vi ikke med. Heldigvis opdagede vi, at der blandt de danske politibetjente, som var med ved afspærringen, var en gammel klassekammerat, og han sagde god for os, så vi slap for at skulle cykle til Glostrup i badetøj efter ny legitimation.

Den andenepisode var den 29. august samme år. Jeg var som sædvanlig i weekenden I Roskilde og svæveflyve. Da jeg kom hjem på cykel sent søndag eftermiddag, kunne jeg se, at der var noget galt. Birketræsbommen fra vejen Ind til gårdspladsen var sprængt. Tyskerne havde været der ved middagstid og hente min far, som sammen med andre militær personer blev interneret. Det havde været noget dramatisk, fordi de havde fundet en lille revolver i en skuffe. At det kun var en, der skød med løse patroner for at afrette jagthunde til ikke at være skudrædde, kunne de ikke straks forstå. Så efter at være kørt med far, blev der nogle bevæbnede soldater tilbage, for at gennemlede huset. Min ene søster fortalte, at da hun bad om at måtte gå ud til wc’et i gården, fulgte der en soldat med opplantet gevær. Familien var ret bange, og de anede ikke, hvor far var ført hen.

Et par dage senere ringede han, at han sad interneret på Frederiksberg slot, og 14 dage senere, at vi kunne prøve at komme ind og besøge ham. Han havde det godt, men det varede næsten en måned, inden han kom hjem. Han så en dag at vagterne var borte, og så tog han bare hjem, han var jo ikke aktiv militær, men gik i uniform. Godt at han kom hjem, for min bror Palle skulle konfirmeres den 4. oktober. Det skete jo fra kirken I Glostrup, og vi kørte dertil i en lånt jumbe. Min far havde haft hest og jumbe på Masnedøfortet. Om Palle en enkelt historie fra 12 års alderen: En dag ringede købmand Nielsen hjem blot for at orientere om, at Palle netop havde været inde i forretningen (som dengang var en lille petroleumsoplyst bygning), for at købe en bajer.

CB tjeneste

Under besættelsen blev unge mænd jo ikke soldater men i stedet indkaldt til at forrette tjeneste i deres fritid som CB (civilbeskyttelsen) indenfor politi, brand- eller sanitets- eller rednings- og rydningstjenesten. Jeg fik indkaldelse til det sløset og mødte på 2 ugers grundskole i Rødovre på Hendriksholmskolen Een af de instruktører vi havde glæde af, var den legendariske overbetjent Duelund. Han gav os lange rygepauser under den ensformige evaluering og så fortalte han historier. Det skal nok være sandt, når han berettede om, hvordan han kunne vågne op om natten og fornemme, at der var tyveknægte på spil et eller andet bestemt sted. Så stod han op og cyklede hen til stedet – og ganske rigtigt der var tyve på spil, som så blev anholdt på gerningsstedet. Hvis fornemmelsen ikke havde været rigtig, var natteturen ikke altid forgæves. Han benyttede lejligheden til at standse cyklister, der i den sene nayyetime kom kørende med en sæk på cyklen. Ofte var der tyvekoster I sækken, når han kiggede efter, og så var der bid.

Efter grundskolen skulle jeg møde til øvelse hver anden søndag formiddag I Glostrup. Vi var omkring 60-70 mand, og her genså jeg to gamle klassekammerater. Om vinteren mødte vi også til gymnastik om aftenen hver 14. dag. I rednings- og rydningstjenesten var det mest håndværkere der blev benyttet . Som kontormand kunne jeg Ikke gøre meget faglig gavn, men jeg blev snart efter sendt på videreuddannelse på undergruppeførerskolen i Lyngby. I 4 år var jeg så en af befalingsmændene I Glostrup. Jeg passede mit civile job men skulle dag og nat møde på kommandocentralen i Glostrup, når der blæstes luftalarm. Sidst på krigen skete det forholdsvist ofte, men heldigvis indførte man noget, der hed forvarsel når man skønnede, at der kun var tale om overflyvning af Danmark af krigsfly på vej fra England til bombardementer I Tyskland. Så skulle jeg ikke møde, for det var nu ikke sjovt alt for ofte at stå op om natten og cykle helt til Glostrup med alt udstyr på. Skal vi kalde det en pudsighed, at jeg ved luftalarm om dagen skulle begive mig af sted til Glostrup pr. gåben, fordi alt offentlig trafik ikke måtte køre – også de 2 år jeg midlertidigt var på kontor på Østerbro.

Nå, jeg nåede nu sjældent længere end til en bænk i Fælledparken, før der kom afblæsning. En af de få gange, der virkelig var brug for os, var efter Royal Airforces angreb på Shellhuset i marts 1945, som jeg I øvrigt var henne og se brænde lige efter bombardementet, men snart fortrække fra, fordi der blev skudt efter flygtende fanger. Ulykkeligvis strejfede stifindermaskinen en lysmast ved godsbaneterrænet og måtte kaste sine ledebomber, som faldt ved Den franske Skole ved Frederiksberg Alle. Det betød, at nogle af Mosquitomaskinerne bombede her i henhold til deres instrukser. Mange skolebørn omkom, og det ret nye store beboelseskvarter bagved blev næsten udslettet. Vi var et af de redningshold, der de næste 2-3 dage var med til at grave i ruinerne efter omkomne og vælte enligt stående mure, der var til fare for redningsmandskab.

Lige efter 5. maj 1945 blev jeg fast Indkaldt, først til at bevogte tyske flygtninge, der var anbragt på skolen på Vigerslevvej. Vi var nu blevet bevæbnet og var på et ganske kort skydekursus med gevær og pistol. Det jeg bedst husker fra den måned, jeg var med der, var lugten fra de sammenstuvede kvinder, børn og gamle. At de havde været frygtelige ting igennem, ved deres flugt fra Østtyskland, gjorde ikke indtryk. Vi syntes ikke de var rigtige mennesker, de var fjender. Dette sagt meget apropos den standende diskussion om danske lægers behandling eller mangel på samme overfor flygtningene. Derfra kom jeg til bevogtningen af fængslede tyskerhåndlangere på Herstedvester Forvaringsanstalt. Her var den samme lugt i cellerne, hvor der sad 4 mand i eenmands celler. To oplevelser herfra: En dag jeg som vagtkommandør skulle hente en tilfældig fange fra en tilfældig celle til at gøre rent i vort mandskabslokale indenfor murene, så jeg til stor forbløffelse en jævnaldrene kammerat, som jeg ellers kun kendte som modstandsmand. Han blev naturligvis udplukket til den eftertragtede tjans, for der vankede altid en levnet madpakke eller en avis.

Det var jo strengt forbudt at tale med ham, men om aftenen ringede jeg til en fælles bekendt og fortalte om mødet. Han forklarede, at: “Ole” en kort overgang var lokket i tysk militærtjeneste af sin nazibegejstrede far, men på sin første orlov i Danmark var flygtet til Sverige og derfra senere taget på undergrundsarbejde i Danmark. Han slap med ½ års fængsel. Den anden oplevelse var makaber: En eftermiddag jeg mødte til tjeneste, var der sammenstimlen af CB´ere i portindgangen. En af vore vagter lå død på jorden. Han var ramt af et vådeskud, idet han havde spurgt sin makker der bar maskinpistol om de skulle bytte våben en stund på vagtrunden. Han var kun oplært i gevær og fejlhåndterede den farlige maskinpistol.

Flyvepladsen ved Avedøre

Den gamle Avedøre flyveplads, som stadig kan ses fra Gl. Koge Landevej lige vest for fæstningsterrænet, så vi kun blive benyttet en enkelt gang. Det var lige før krigen, hvor John Tranum en februardag skulle forsøge at sætte verdensrekord i faldskærmsudspring fra stor højde. Som bekendt døde Tranum af iltmangel, da hans åbne tosædede militære maskine befandt sig i godt 8.000 meters højde over Sorø. Da piloten observerede, at Tranum ikke reagerede på hans vink om at springe satte han straks næsen nedad for at lande så hurtigt som muligt på Kløvermarken, hvor de var startet fra. Ledsagemaskinen fulgte med nedefter, men landede på pladsen her ved Avedøre. Vi havde set at der kredsede en lille todækker militærmaskine over pladsen og ind over vort hus, og at den tilsyneladende landede. Vi for af sted over voldgraven, og så netop de to piloter stige ud af deres åbne cockpit i deres store flyverdragter. Min far hjalp dem at gnide deres forfrysninger i hænderne med lidt af den smule sne der lå på græsset.

På flyvepladsen ses stadig de to fredede hangarer og de vist også fredede murstensbygninger tæt ved. Disse var opført af tyskerne til afprøvning af reparerede flymotorer. De larmede infernalsk, når portene i hver ende af de små prøvestande var åbne, og motoren afprøvedes på fulde omdrejninger. I det modsatte hjørne af flyvepladsen var der før krigen anlagt en slaggebane, der gennem to somre blev benyttet til dirttrackbane. Når Morian Hansen var med i løbene kom der et stort publikum.

Svæveflyvning

På Avedøre kassernes store øvelsesplads mellem kasernen og volden var der gennem 3-4 år træning i svæveflyvning for medlemmer af Polyteknisk Svæveflyvegruppe. Pladsen var ikke ideel, den lå for tæt på vandet til, at der kunne opstå god termisk opvind, som er nødvendig, hvis man virkelig skal tilvejrs. På det tidspunkt havde jeg taget certifikat og var medlem af Svæveflyveklubben “Ringen” i København. Vi fløj under krigen fra Roskilde eksercerplads, hvortil jeg cyklede hver weekend eller kørte med tog fra Glostrup. Oprindeligt havde vi fløjet fra Lundtofte flyveplads, men det blev forbudt af Værnemagten. Herfra mente man, det var for let at nå til Sverige under gunstige svæveflyveforhold. I Roskilde bestemte man, at der ikke måtte stiges højere til vejrs end 400 meter af samme årsag . Det skete nogle få gange, men resulterede da i at en tysk jagermaskine blev sendt op fra Værløse og runderede over pladsen i lige 400 meters højde til advarsel.

En episode skal fortælles: En kold efterårsdag med lavt skydække hørte vi under træningsflyvning kanontorden oppe over skyerne som fra en luftkamp. Det viste snart at være rigtigt, for nogle minutter senere så vi, at der steg sort røg op nogle få kilometer vest for os. Vi løb over markerne til stedet. På afstand kunne vi se, at der var mavelandet en maskine mellem en lille skov og et mindre husmandssted. Den var helt omspændt af flammer, og vi kunne se een af piloterne sidde i cockpittet med ild i flyverdragten. Til vor store lettelse viste det sig at være den tyske maskine, der var blevet skudt ned. Den anden pilot i JU 88eren havde forsøgt at redde sig i faldskærm, men fra den lave højde havde den ikke nået at folde sig helt ud så den hængte i en trækrone og piloten var faldet ned gennem grenene og lå på jorden. I den bløde skovbund lå han død i en fordybning. Han havde ramt jorden lige på ryggen, og flyverdragten var revnet i siden. Vi skyndte os tilbage, inden der kom tyske soldater, og vor flyveleder forlangte, at alle mand skulle en tur i luften for ikke at gå og få angst for at blive trukket til vejrs næste weekend.

Ture til København

Når vi skulle til København på cykel, var den korteste vej ind forbi kasernen og videre mod Brostykkevej. Men Brostykkevej sluttede hvor Phoenixhusene sluttede. Imidlertid havde de mange soldater fra kasernen på deres orlovsture til København trampet en fast sti gennem marken, der hvor der var skel mellem to ejeres marker. Den ene ejer hed Andreasen, og på hans marker dyrkede han ene hvidkål, og det var vist en rigtig god forretning. Vi cyklede ad Gl. Køge Landevej når vi skulle over at besøge vor fætter Svend-Erik og forældrene onkel Svend og moster Ellen. De “lå på landet” om sommeren i Hvidovre. Deres sommerhus lå på Langhøjvej ud til græsarealet og er først revet ned for få år siden, og nu ligger der et langt tofamilies-parcelhus.

Min onkel kørte hver dag i sommermånederne i sin bil til damekonfektionsforretningen på Nørrebrogade ved højbanen. Forretningen ejes nu af 4. generation. Sommerhuset var velbygget og rummede verandastue, 3 soverum (husassistenten var jo med), køkken og i et hjørne af haven, det lille hus med hjerte i døren og avispapir pænt skåret i passende stykker. Ud til vejen en ældre trægarage, som et almindeligt tilbehør. Når vi cyklede på besøg, eller jeg var på nogle dages ferieophold hos fætteren, var det mindeværdige dage. I sit køjerum havde han installeret elektrisk lys ved hjælp af en radioakkumulator og sengelampe med cykelpære i, tilstrækkeligt til at vi kunne ligge og læse den tids drengelæsning af bøger og blade, hovedsageligt med fortællinger fra det sorte Afrika. Vi svælgede i beretninger om menneskeædere, krigsdanse, løvejagter med spyd og selvfølgelig missionærer.

Ofte cyklede vi til stranden, hvor fætteren havde en lille robåd liggende ved den lange træbro, der førte over det lave vand med slimet bund ud til de to badehuse ved sandbunden et par hundrede meter ude. Her ude lå 3 – 4 elegante små sejlbåde for svaj. Mange år senere skulle en anden bror, Palle og jeg blive ejer af en af disse “Ryler” som var konstrueret og bygget i Hvidovre omkring 1930. I1948/49 havde vi den liggende i sejlklubben “Enighed” i Sydhavnen og gjorde spændende ture i alt slags vejr til Dragør, Køge, Hven og Landskrona. Herfra hjembragte vi de første bananer og den første pose rigtige kaffe, idet Sverige fik forsyninger hjem nogle år før Danmark.

Lidt om priser

Gennem 1930erne holdt de fleste priser på varer og ydelser sig nogenlunde på det samme niveau, men under krigen kom der stigninger (og især mangler), som dog blev holdt i ave ved hjælp af rationeringer og maksimalpriser. I gemte avissider fra krigens tid skal nævnes enkelte tiltag:”Tilbud om at sy Cottoncoat af 2 Lagener, vende Tøj så den pæne Habit/Frakke fik det luvslidte indad” Cykelhandleren tilbød:”Ovnlakering af den gamle Cykel, så den blev næsten som ny, påsætning af faste Dæk, som dog gjorde Cyklen tung at træde men punkterfri”. Bedre var det dog:” at få vulkaniseret ny Slidbane på de gamle Cykeldæk”, men så var der en meget stor risiko for at cyklen blev skrællet. Annoncer i avisen kunne lyde på:”at den lokale Biograf ikke spillede om Onsdagen på Grund af Brændselsmangel”, eller f. eks. offentlig bekendtgørelse den ¾ -1945 om:” at det tilladte Forbrug af Elektricitet øjeblikkeligt nedsættes til det Halve dvs. til 2 kWh pr. Husstand pr. Dag +1 kWh pr. Medlem af Husstanden”. Ved overforbrug blev der lukket for lys og gas et tidsrum svarende til overforbruget.

I de arbejdsløshedsplagede 30´ere gjaldt det for manges vedkommende om at komme i en fast stilling. Jeg blev pr. 1/8 -1937 ansat som assistentelev i Direktoratet for Københavns Skattevæsen, Gyldenløvesgade 15 i København, Rodeforvaltningen, og sluttede min embedsgerning, da jeg blev pensioneret som 70-årig i 1990. I dag forekommer det næsten utænkeligt at være i samme job over 50 år. Tro det eller ej, men det har været travle og spændende år. Mit liv efter pensioneringen blev snart optaget af frivilligt arbejde mest på det socialt betonede område.

Dette er skrevet i 1999, mindre end 200 dage før århundredet og årtusindet udrinder. Det er ejendommeligt, at tænke på hvor mange, mange generationer det vil vare inden, der næste gang skiftes årtusinde, og at vi var midt i vikingetiden sidste gang!

Til slut vil jeg håbe, at gennemlæsning af min beretning vil få en del læsere til at erindre sig flere scener fra tv serien MATADOR.