Erindringer: Arbejdsliv i Brøndby

Af Nina Meta Sørensen, 2007.

Da 2007 blev udnævnt til Industrikulturens år, deltog min daværende arbejdsplads, Brøndby Lokalarkiv, i projektet med udstillinger, flere foredrag samt forskellige byvandringer. Jeg gav mit eget bidrag ved at skrive den følgende historie om mit arbejde fra 1968 til 1973 på forskellige industriarbejdspladser i Brøndby.

Arbejdspladserne var Firestone, Kores A/S, Dansk Tufting, Dansk Aftapningscentral og Leo Hansens Polstermøbelfabrik.

Kontorassistent hos Firestone 1968

Der blev solgt bildæk i firmaet Firestone på Midtager 2-6, som var en del af folkevognsfirmaet Skandinavisk motor Co. A/S (SMC), på Banemarksvej 12-26. Firestones administration lå på hjørnet af Park Alle og Midtager, og her blev jeg ansat i januar måned 1968 som kontorassistent. Jeg havde udsigt fra mit vindue til kornmarkerne på den anden side af Park Alle, hvor Vesterled børnehave var under opførsel. Vesterledparken, som området kaldes for i dag, var dengang kornmarker.

Kontorarbejdet var blandt andet kontrol af ordresedler og udregninger, så her lærte jeg om de mange forskellige bildæk og slanger. Jeg husker, at dæk størrelserne var forskellige, og de kunne være med slanger eller de slangeløse, som var uden slanger. Slangerne fandtes også i forskellige udgaver til forskellige priser.

Jeg var flyttet til Vesterled i Brøndby kommune som nygift i sommeren 1967 og havde i december måned søgt en stilling i Brøndby kommune, uden at have modtaget noget svar. Jeg var derfor startet hos Firestone den 1. januar. En dag i januar blev jeg imidlertid ringet op fra Brøndby kommune og tilbudt en anden stilling, som jeg fik. Da jeg havde en måneds opsigelse, var jeg nødt til at fortsætte i hele februar måned, så derfor blev det kun til to måneder i firmaet Firestone.

Papirvarearbejderske 1970

Firmaet Kores A/S Engager 2-6 (ved hjørnet af Midtager 29-33) fremstillede bl.a carbonpapirer. De blev solgt i pæne papæsker, hvori carbonpapirene lå bundtet i læg. Carbonpapirene skulle behandles forsigtigt og måtte absolut ikke krølles eller foldes, for derved blev de ubrugelige. De blev brugt, til at lave kopier af fx breve, der blev skrevet på skrivemaskine. Et stykke carbonpapir blev lagt mellem hvert brevpapirer med blæksiden nedad, og der kunne skrives flere kopier ad gangen, dog allerhøjest fire kopier. Der skulle trykkes hårdt på tasterne på de gammeldags skrivemaskiner, for ellers blev den sidste kopi ulæselig. Det var også noget besværligt at rette, for hvis der kom en slåfejl, skulle alle lag efterfølgende rettes. Et stykke carbonpapir kunne bruges flere gange, før det måtte kasseres, for det skrevne stod også på carbonpapiret, som til sidst blev tyndslidt og gennemhullet.

Mit arbejde
Vi havde en lille datter, som jeg passede derhjemme om dagen, og i en forårs periode arbejdede jeg i firmaet om aftenen for at supplere familiens indtægt. Her arbejdede et hold af damer udelukkende med at bladre store bunker af carbonpapirer igennem, således at alle papirer med fejl blev pillet fra. Carbonpapirene smittede af og gav sorte fingre, så vi fik et smudstillæg oveni timelønnen. En af de andre damer fortalte, at hun havde taget aftenarbejdet, for at kunne ligge i solen hele dagen. Vi havde det hyggeligt og snakkede sammen, mens vi arbejdede. En værkfører og en dame styrede holdet, men desværre fandt de på et tidspunkt på at placere os, så vi ikke kunne snakke sammen, og så var det ikke så hyggeligt mere.

Kontorassistent hos DANSK TUFTING 1970 – 1972

Firmaet DANSK TUFTING Alfred Jørgensens Eftf. hed også Dantuft gulvtæpper, og lå Ringager 17-19. (nummeret blev senere ændret til 7-9). Firmaet vævede de såkaldte væg til væg gulvtæpper på store vævemaskiner, der stod og bankede hele dagen i de store haller. Personalet kunne købe en tæpperest billigt, og det gjorde jeg også. Jeg fik endda tæppet på de mål, jeg bad om, og det syntes jeg var lidt utroligt.

Jeg havde et halvdags kontorjob hver formiddag, som jeg havde fået via Arbejdsformidlingen på Hovedvejen i Glostrup, da jeg henvendte mig der. Dengang kunne man gå på arbejdsformidlingen og få et job.

Jeg sad i receptionen, hvor jeg tog imod besøgende, passede telefonen, skrev breve, lavede regnskab og andet forefaldent kontorarbejde. Receptionen var et åbent rum, der fortsatte i en lang gang, hvor alle de øvrige kontorer stødte op til. Alle kontor dørene stod åbne og bogholderen, der ellers var meget flink, lyttede med fra sit bageste kontor, når telefonen blev besvaret. Han kunne finde på at kommentere min besvarelse af telefonen. Hvis jeg uheldigvis kom til at sige, at jeg ikke kunne stille telefonen om, fordi vedkommende snakkede i telefon for øjeblikket, kom han straks farende: ”Det hedder taler og ikke snakker, det er kun papegøjer der snakker”.

Jeg husker, at en repræsentant, der henvendte sig ved receptionen, forærede mig en speciel kuglepen. Men dette vakte ingen glæde hos min forgænger, der havde været længe i firmaet og var startet som elev. Hun arbejdede nu i bogholderiet og udtalte med stor misundelse: ”Nu har jeg siddet i receptionen i så mange år, og der er aldrig nogen, der har givet mig noget”!

En dag skulle der ansættes en dame i salgsafdelingen, og der kom to ansøgere til stillingen. De ansatte damen med det bedste udseende, og hun startede allerede den næste dag. Men da dagen var gået, blev hun sendt hjem med en check og besked på ikke at komme mere. Det viste sig, at hun ikke kunne skrive på maskine. Så ansatte de den anden dame, der var dygtig og stadig ansat, da jeg rejste.

Sekretær hos Dansk Aftapningscentral 1972-73

Dansk Aftapningscentral, der lå på Industrisvinget 7, var i 1972 et nystartet firma i et nybygget hus, placeret lige overfor Hudecentralen, der netop var blevet lukket. Bygningen var fremstillet af beton-elementer, som var typisk for fabriksbyggeriet i 1970’erne.

Min ansættelse og arbejdet
Firmaet var endnu under opstart, og her skulle tappes vin til alle Irma forretningerne. Der blev annonceret efter medarbejdere i avisen, men ansættelsen foregik et andet sted. Jeg var blevet tilsagt på Siesta i Glostrup, og gik derfor først ind på Siesta, hvor der var højt til loftet og fine plysmøbler bag portierer. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg var gået forkert, og henvendte mig derfor i det nærliggende cafeteria, der vist også hed Siesta. Her fandt jeg Christian Toft, der var vinkyper og også firmaets leder. Han ansatte mig som firmaets kontordame. Jeg skulle sørge for telefonpasning, lønningsregnskab, korrespondance, optælling af varelager, fakturaskrivning og andet forefaldende kontorarbejde. Udover kontorarbejdet lavede jeg kaffe og klarede også opvasken. Jeg startede på fuld tid, dengang vistnok 40 timer, men jeg ønskede en kortere arbejdstid, og fik det snart ændret til 30 timer.

Sommerferie
Da jeg skulle holde min sommerferie, blev lederens datter, der gik i gymnasiet, ansat på kontoret som ferieafløser. Familien og jeg tilbragte for øvrigt en uge på ø-lejr på Møn i denne sommerferie. Ø-lejr var dengang en helt ny opfindelse. Da jeg nu mødte igen første dag efter sommerferien, var der til min overraskelse og glæde blevet installeret en opvaskemaskine. På denne dag fandt den eneste revision i min tid for øvrigt også sted. Mit regnskab var afsluttet og i orden, da jeg startede på sommerferien, men alle efterfølgende regninger lå nu i en stor rodet bunke, og intet var ført i kasserapporten. Så det var den værst tænkelige dag for en uanmeldt revision.

Øl og mælk
Fra ismejeriet på Kirkebjerg Torv organiserede jeg en daglig udbringning af mælk m.m. til de ansatte samt levering af øl og sodavand til firmaet. Dengang var det almindeligt, at de ansatte slukkede tørsten med en øl eller sodavand i arbejdstiden, og jeg blev også ansvarlig for salget til personalet. Dette øl regnskab blev mit største problem – for det stemte aldrig. En årsag var, at der var fri adgang til ølkassen og ingen steder at betale, når jeg ikke var der, så der var selvfølge altid underskud.

Personalet
Folkene, der skulle arbejde med aftapning af vinen, blev også antaget før alt var på plads, så vi havde ikke så meget at lave i den første tid. Derfor kom jeg til at kende de andre ansatte ret godt, men efter at transportbåndene til flaskerne var blevet etableret, og produktionen dermed startet, så jeg dem kun i deres frokost- og kaffepauser.

Nogle af de ansatte var timelønnede, mens andre var ansat som funktionærer og dermed på fast månedsløn. Kvinder og mænd fik den samme timeløn, og der var i det hele taget en god tone og et godt arbejdsklima i virksomheden. Mændenes arbejdstøj var bukser og jakke i blåt, mens damerne havde lyslilla kitler. Jeg fik også en kittel, der var hvid ligesom chefens.

Vinkyperen havde taget nogle af sine gode medarbejdere med fra den tidligere arbejdsplads. Der var fx et jugoslavisk ægtepar, der tjente penge i Danmark i en periode, mens de havde efterladt deres børn hos bedsteforældrene i Jugoslavien. De så sjældent deres børn og savnede dem meget, for perioden strakte sig over flere år. Manden var ansvarlig for propperne, der skulle sættes i flaskerne. Han sørgede for at fylde prop beholderen, så der hele tiden kunne sættes en prop i flaskerne, der kørte forbi på båndet. Han fik et tillæg på 100 kr. hver måned for dette og skulle også sørge for, at der blev bestilt propper. 100 kr. var mange penge dengang. Min brutto månedsløn var fx 2418,55 kr. med en trækprocent på 41%.

Fremstillingsprocessen
Vinen, der skulle tappes, ankom i store rustfri tankvogne fra Frankrig, Østrig, Tyskland eller Italien og chaufførerne, der henvendte sig på kontoret, talte som regel kun tysk.

Flaskerne til vinen blev kørt på lastbiler fra Holmegårds glasværk, hvor de blev fremstillet. De ansatte startede med at sætte flaskerne på transportbåndet, der kørte hele dagen og transporterede flaskerne gennem de forskellige rutiner. Flaskerne blev svovlet, før vinen blev fyldt i flasken, som blev proppet efter påfyldning og fik etikette på, som forinden var stemplet med ugens nummer. Derefter blev en hætte anbragt på toppen af flaske og prop og herover blev banderolen anbragt. Regnskabet med banderoleringen var vigtig, fordi antal af flasker og banderoler skulle stemme overfor toldvæsenet.

Alt foregik automatisk og maskinelt, nøje overvåget af folkene, der var placeret langs med båndet på strategiske steder. For at arbejdet ikke skulle blive for ensformigt, skiftede personalet ofte pladser. Fx blev flaskerne gennemlyst for urenheder, før vinen kom i, og dette sted var især trættende at overvåge.

Når vin processen var færdig, blev flaskerne anbragt i kasser, som blev stablet på paller, der blev flyttet med truck og kørt af sted til Irma butikkerne på lastbiler. Vinen blev solgt under forskellige navne som fx Præstetanker eller Okseblod.

Firmaet flyttede senere til Hørskætten 8-10 i Tåstrup, men da jeg prøvede at få mit tidligere job tilbage efter endt barsel, var min afløser desværre stadig glad for jobbet.

Kontorassistent på Leo Hansen Polstermøbelfabrik 1976-77

Leo Hansen Polstermøbelfabrik Sandager 6 var ejet af håndværksmesteren Leo Hansen, der fremstillede stole og sofaer til mange møbelforretninger i København og omegn. Jeg var den eneste kontoransatte i årene 1976-77, og jeg tog mig af firmaets regnskab, korrespondance og lønninger. Det havde tidligere været ejeren og hans kone, der selv havde gjort dette arbejde.

Arbejdsforhold
Jeg skrev på en gammel skrivemaskine, der ikke var elektrisk, som var placeret på skrivebordet. Hvis jeg klagede over den dårlige arbejdsstilling, fik jeg at vide: ”Du er jo ikke 20 år mere”. Jeg var omkring 30 år, og blev ved med at bede om at få et rigtigt skrivemaskinebord, og det lykkedes endelig til sidst.

Jeg sad bag en glasvæg i et mindre rum, der var indrettet i arbejdslokalet. Lige på den anden side stod svendene og fabrikerede sofaer og stole i stof og læder. Jeg sad næsten midt i produktionen, hvor de sprøjtede med lugtende limstoffer og klipsede sofa- og stolebetrækket på. Derudover brugte de en maskine til fx at køre henover læderet, så den nye sofa kom til at se slidt ud. Også gamle stole og sofaer blev ombetrukket her. Når betrækket var pillet af, dukkede der ting og sager frem, der var forsvundet ned mellem sæde og ryg. En gang fandt en af svendene således et sølvhalssmykke mellem ryg og sæde, da han fjernede betrækket fra en sofa.

Personalet
Der var også ansat en syerske, der syede alle puderne til møblerne. Hun og jeg fik besked på at sidde sammen på vores pladser og spise frokost. I frokoststuen sad alene mændene med deres mad og aviser og bredte sig. De røg også, mens de drak kaffen.

Da én af de tre ansatte svende rejste, dalede indtjeningen, for det var svært at få en ny svend. Derfor blev jeg straks fyret med fjorten dages varsel. Men jeg havde tre måneders opsigelse ifølge funktionærloven, fordi jeg netop havde været ansat et år, og jeg var desuden medlem af en fagforening. Én af svendene var meget forarget over, at jeg havde så lang opsigelse, men jeg var funktionær, i modsætning til svendene, som derfor kun havde 14 dages opsigelse. Jeg blev ikke inviteret med til julefrokosten det år, men sluttede ved årets udgang i december måned, efter tre lange måneder.