Johannes R. Holm åbnede Strandholm Bad den 13. maj 1915. Han var gift med Agathe Holm, der hjalp til i restauranten. Johannes R. Holm var tidligere løjtnant fra Næstved Dragoner og havde i et ukendt år fået tildelt ridderkorset.

Strandholm Bad – badeanstalt, restaurant og ”museum”

De to første år kørte stedet som afholdsrestaurant, men fra 1917 var det desuden muligt at købe spiritus på stedet. Holm fremhævede fra starten desuden, at det var muligt at spise sin medbragte mad, således, at man havde råd til at komme igen. Dette betød dog ikke, at man ikke kunne spise på Strandholm Bad, på menuen stod blandt andet smørrebrød, kaffe, kage, øl og vin. Holm kunne stolt erklære, at der ikke havde været hverken været øl eller kaffeindskrænkninger under 1. Verdenskrig og at kaffen aldrig havde været brygget på surrogater.

Trækplastret bag Holms etablissement var dog ikke alene forfriskningerne. Strandholm Bad kunne reklamere med en badeanstalt, der inkluderede Danmarks længste badebro, der var cirka 700 alen lang, hvilket svarer til godt 400 meter i dag. Under Sikringsstyrelsens indkaldelse benyttedes badeanstalten af Vestfrontkommandoen i morgentimerne, flere hundrede soldater fik deres daglige bad inden kl. 10.00 om formiddagen.

Badet blev ikke kun benyttet af soldaterne. På travle og varme søndage, var der godt 1600 besøgende, der nød godt af de 50 løvlysthuse der var i den skyggefulde have på vej ud til badebroen og badeanstalten. Holm ønskede at skabe en stemning af landlig idyl, hvor der var ro og orden og mente, at det var undladelsen af al slags spil og forlystelser, der var med til at sikre dette. Han opfattede først og fremmest Strandholm Bad som en gammel hyggelig bondegård med små vinduer og rørtag.

Holms ”museumssamling”

Det var denne opfattelse, som fik betydning som samlingen ved siden af Joh. R. Holms anden store interesse. På grund af hans fortid som løjtnant i Næstved Dragoner, lavede han en dragonsamling, hvor der fra alle landets dragoner blev sendt hilsener til i form af genstande til samlingen. Ved siden af de militære genstande, havde Holm en samling af ting, der beskrev bondelivet og gik i samspil med Strandholm Bads ydre. Der var kobber, messing og træting på væggene, der fortalte om hjemmets liv og kvindernes gerning på landet i gamle dage. En af de yndede genstande var en messingbeslået dragkiste fra 1801, der indeholdte ældre kvindeundertøj med skønne, gamle broderier, samt brudeskørter.

De besøgende til Strandholm Bad talte en del militærpersoner, lige fra menige til officerer, ligesom Kronpris Frederik og Prins Aage skulle have slået vejen forbi. Disse militære personer havde tilknytning til den førnævnte Vestfrontkommando, ligesom nogle kom efter bygningen af de store flyverhangere i 1916 på Avedøre Flyveplads. De besøgende inkluderede desuden en varietet af folk uden militær rang, heriblandt mange forfattere, kunstmalere, skuespiller, præster, læger og andre universitetsfolk, journalister, kontorfolk, handlende og industridrivende.

Busrute fra Valby til Strandholm Bad oprettes i sommerperioden

En anden kuriositet, der kan nævnes er, at J. P. Pedersen, Bilrutens stifter var på besøg den 14/6 1926. Han lå i flere år i en intens krig med J. C. Jensen, også kaldet Ekspres-Jensen, om rettighederne til at køre rutekørsel på Gammel Køge Landevej. I 1924 opretter J. P. Pedersen, også kaldet Busrute-Peter, Hvidovre Busselskab og i 1925 bliver Ekspres-Jensen en del af selskabet. På denne måde løses den interne strid. Ruten kørte dog ikke til Strandholm-Bad. Til gengæld kunne man fra Valby køre til Strandholm-Bad uden stop i sommerperioden 1926. I april, maj og september var der på hverdage fem afgange, på onsdage og lørdage syv, mens der på helligdagene var ikke mindre end 14 afgange. I juni, juli og august kørtes ruten “efter trafikken”, hvor man kunne få tiderne oplyst per telefon. Turen kostede 75 øre og understregede behovet for at komme fra byen og ud til Strandholm Bad.

Strandholm Bad skifter navn til De Gamle Stuer

Et interessant spørgsmål er, hvornår Strandholm Bad skiftede navn til De Gamle Stuer, som er det navn, vi forbinder stedet med i dag? Ved åbningen i 1915 hedder stedet Strandholm Bad og der findes billeder af Joh. R. Holm, der står under indgangsskiltet med dette navn. På et tidspunkt skifter stedet navn til De Gamle Stuer. Der findes et fotografi af en ældre Holm, der står under et andet indgangsskilt, hvorpå der nu står De Gamle Stuer. Vi ved desværre ikke noget om, hvornår det sker. En antagelse kunne være, at stedet i folkemunde er blevet kaldt De Gamle Stuer, og at Holm har synes så godt om navnet, at han har taget det til sig som det officielle navn. På postkort fra 1950 optræder både De Gamle Stuer og Strandholm, men med den forandring, at Strandholm synes at være betegnelse for selve bygningerne, hvorimod De Gamle Stuer er navnet på beværtningen.

Sigurd Harksen køber De Gamle Stuer i 1950

Joh. R. Holm dør i 1943. Det er uvist om stedet bliver drevet videre af hans enke og hans familie. I årene 1945 til 1948 har vi få og meget spredte optegnelser i gæstebogen; 15 i alt. Sikkert er det dog, at Sigurd Harksen køber ejendommen i 1950, hvor han får restaurationsbevilling. Sigurd Harksen stak til søs som 14-årig og kom til Amerika, hvor han startede som glasvasker, senere selvstændig malermester i Brooklyn. Under 1. verdenskrig tjente han i USA’s marine i kystvagtens tjeneste, og i 1937 vendte han atter tilbage til Danmark som pensioneret marineofficer. Han medbragte en samling af kuriositeter fra Amerika og samlede videre i Danmark.

I 1944 bliver Sigurd Harksen gift med Eva, der spillede piano i sin ungdom i et omrejsende restaurationsorkester og af denne grund kunne lokkes til at give et nummer, især på et gammelt opretstående fransk klaver fra rokoko-tiden bemalet med hyrdescener i krasse farver og med let barnlige streger. Fru Harksen samlede desuden på mottoer, ordsprog og lignende, hvilket fremgår af de gamle gæstebøger. Under et fotografi fra 1951, underskrevet Eva og S. Harksen står følgende skrevet: “Velkommen i de gamle stuer! Hyg jer blot ved arnens luer. Kommer du en anden gang – måske du får en lille sang! Tag med dit barn og viv så bliver her mere liv – lad kaffen dig smage – vend tilbage!”

Sigurd Harksen havde flere krav til en kommende kone. Han ønskede at få en dansk kone, der kunne spille, synge og lave en god æggekage. Æggekagen var Fru Harksen efter sigende så god til at lave, at den blev inkluderet i en tysk kogebog med billeder. Med hendes forkærlighed for mottoer, sagde hun desuden; “Det er med æggekage som med ægtemænd – behandles de forkert, bliver de flade og kedelige”. Sigurd Harksen kunne nu nok selv lave æggekage. Han betegnes i en avisartikel fra 1955 som europamester i tilberedning af æggekage.

Den berømte æggekage til trods, opfordrede ægteparret Harksens, ligesom deres forgænger Joh. R. Holm, folk til at medbringe madkurven og nyde maden enten i De Gamle Stuer eller i haven, der hørte til ejendommen. Ved siden af indgangsdøren til kroen, hang et skilt hvorpå der stod “Medbragt mad velset”. På dette tidspunkt eksisterer den lange badebro ikke længere, men derfor var stranden stadig et yndet badested.

Harksens ”museumssamling” af snurrepiberier fra hele verden

Johs. R. Holms samling var som nævnt delt op i to kategorier; nemlig Dragonsamlingen samt samlingen af ting, der vedrørte bondelivet. Efter hans død i 1943, blev den militære del af samlingen sendt til Næstved, hvor Holm havde været løjtnant i Dragonerne. Den anden del af samlingen forblev på stedet. De Gamle Stuer indeholdte i Harksens tid godt 10.000 genstande, heriblandt billeder, flag, skibsmodeller, almueredskaber, smykker, vaser, kobberting og meget andet. En af de vigtigste genstande, var en spilledåse fra cirka 1870, der ofte spillede sangen “Ridder Rap og Ridder Ro”. Denne var dog kun en ud af en større samling af snurrepiber. I en af de gamle gæstebøger er indklæbet et avisudklip, der reklamerer for udsendelsen “Snurrepiber fra hele verden. Besøg hos en samler” den 26. april 1952 kl. 16.20. At kalde Sigurd Harksen for en samler af snurrepiber kan siges at være en dækkende fortegnelse, da han på dette tidspunkt, havde fået samlet 7873 snurrepiber.

Gæstebøgerne

I gæstebøgerne fra ægteparret Harksens tid takkede gæsterne især for kaffe, æggekage og god musik. På grund af Sigurd Harksens mange år i USA, havde De Gamle Stuer besøg af folk fra mange egne i USA (blandt andet Mississippi, Californien, Texas, New York, Washington D.C, Virginia, Florida). Af denne grund flagede De Gamle Stuer både med dansk og amerikansk flag i Harksens tid, hvor Dannebrog var øverst, således som flagreglementet påbyder, når der flages med udenlandsk flag. Ud over de amerikanske besøgende, var der besøgende fra lang række andre lande så som Argentina, Belgien, Canada, England, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Mexico, Norge, Spanien, Sverige, Sydafrika, Tyskland, Uruguay, Østrig.

Foruden de udenlandske gæster, besøgte mange danskere selvfølgelig også stedet. Gæsterne kunne deles op i to hovedkategorier; stamkunderne samt de, der besøgte stedet for første gang hvor langt størstedelen skrev, at de bestemt ville komme igen. Blandt gæsterne var nybagte studenter, folk af forskellig militær rang fra menige til oberster, kunstnere, familier med børn og turister. Af berømte gæster kan nævnes Prins Viggo, skuespiller Kjeld Petersen, vise/revyforfatter Carl Viggo Meincke, forfatter Agnes Lyneborg samt sanger Eddie Russell.

Sigurd Harksen dør – Eva Harksen viderefører stedet

Sigurd Harksen døde i 1957.Fru Eva Harksen kørte De Gamle Stuer videre. Dog indskrænkede hun menukortet et par år senere, og ændrede profilen på De Gamle Stuer, der i diverse avisannoncer fik undertitlen Køgevejs Kro Museum. Hun lukkede det store køkken for at koncentrere sig om at servere øl, kaffe og brød. Gæsterne kunne derfor ikke længere få den berømte æggekage, men Fru Harksen lavede stadig en fortrinlig kaffe. Med sin forkærlighed for mottoer understreger hun, at “ingen sygdom, som en god kop kaffe ikke kan kurere, er værd at have”.

Eva Harksen står selv for serveringen efter sin mands død, men fra 1963 får hun hjælp om søndagen af en tjener. Dette på trods holder hun i årene 1965-1969 kun åbent i sommerhalvåret på grund af sin sygdom, indtil hun i 1970 sælger ejendommen og alt inventaret. Inventaret alene indbragte godt 22.000,- kr. Dette betyder samtidigt enden på en æra for en helt speciel, idyllisk og måske også lidt mærkelig kro. Igennem hele De Gamle Stuers levetid, er Fru Eva Harksen klædt i nationaldragt, og tjeneren som hun ansætter, iklæder hun butlertøj med henvisning til De Gamle Stuers funktion “ikke noget med bæverding her, så vil vi hellere være mærkelige”.

Man kan hævde, at ægteparret Harksens som ejere af De Gamle Stuer plejede det lidt mærkelige eller særegne. Ud over de mange tusinde genstande, der pryder hver plet på væggen, var der desuden tale om en virksomhed, som ikke ønskede flere kunder. Sigurd Harksen betakkede sig for flere kunder i en avisartikel i 1955, ligesom Eva Harksen i en avisartikel i 1964 understregede: “Jeg vil så nødig have reklame. Så risikerer jeg bare, at der kommer for mange gæster, og så får jeg for meget at bestille. Så tjener man for mange penge og vil have flere endnu og glemmer det egentlige, nemlig at gå og nyde livet”.

Det med for mange penge kan måske have sin rigtighed, men for mange gamle ting kan man ikke få! Forstadsmuseet tager med stor glæde imod materiale om De Gamle Stuer. Vi har åbent mandag-torsdag 10.00-15.00. Tlf. nr. 36 49 00 30 eller pr. e-mail forstadsmuseet@forstadsmuseet.dk.