Ingen ved, hvornår den første Brøndbygård blev bygget. Men da Brøndbyøster blev en by i slutningen af vikingetiden – for mere end tusind år siden – lå der sikkert også en gård hér. Vejene gennem byen gik næsten som i dag. Landevejen nordfra delte sig og blev til to, der løb ad hver sit spor til kirken, hvor de samledes igen. Flere steder var der smågader på tværs.

En lille bæk løb ned midt gennem det hele og blev til gadekær ved kirken. Landsbyens gårde lå langs gadernes krans rundt i byen. I 1600-tallet var der 23 af dem – foruden 13 mindre huse. Bønderne i Brøndbyøster var fæstebønder. De ejede ikke selv deres jord og bygninger, men betalte en afgift til ejeren for at drive gården. Brøndbygård tilhørte Vartov Hospital i København – en institution for fattige og syge.

Oprindeligt har gården nok tilhørt kongen, lige som landsbyens andre gårde gjorde det. De skiftende fæstebønder på Brøndbygård havde det ikke alle lige let. Køerne fik sygdomme, og høsten mislykkedes. Flere gange i 1700-tallet fik beboerne besked på at flytte, fordi de ikke kunne betale skatter og afgifter. I 1800-tallet gik det bedre. Bønderne kom til at eje deres gårde selv, og helt frem til midten af 1900-tallet var Brøndbygård i den samme slægts eje. I 1870 blev der bygget nyt stuehus med moderne skifertag. Huset står endnu som den ældste del af Børnehuset Brøndbygård. Og taget har holdt lige siden – men nu trænger det også til at blive skiftet!

Brøndbyøster får en børnehave

Allerede i begyndelsen af 1940’erne havde man planer om en bebyggelse af Brøndbygårds arealer syd for jernbanen. Det lå fast, at S-banen ville blive ført til Glostrup og dermed få en station ved Brøndbyøster. Sognerådet var dog ikke interesseret i, at området udviklede sig helt planløst. Man valgte derfor at lade almennyttige boligselskaber få retten til at bebygge de attraktive arealer.

I 1949 begyndte indflytningen i Brøndbyparkens første afsnit, Bredager og Gillesager. Dermed fik kommunen på én gang 1.000 ny beboere, og på en enkelt måned forøgedes indbyggertallet med 30%. I mange af de nyindflyttede familier havde mødrerne udearbejde, så behovet for børnepasning i dagtimerne var stort.

Det var i høj grad unge familier med børn, der flyttede ind. Arkitekten Kay Fisker lavede et forslag til en børnehave på arealet vest for Toftager, hvor der nu er garager. Det kunne dog foreløbig ikke lade sig gøre at bygge børnehaven, for der var endnu efter krigen mangel på byggematerialer. Senere viste det sig, at arealet var for lille til, at myndighederne kunne godkende det til at bygge børneinstitution på. Man måtte altså finde en anden løsning.

På Brøndbygård i Brøndbyøster landsby var der imidlertid i september 1949 etableret en mulighed for børnepasning. Nogen børnehave var det ikke, men en dame tog sig af børnene i dagtimerne og havde fået lov at bruge lokalerne gårdens stuehus. Ordningen var en nødløsning, men fuldt ud accepteret af myndighederne.

Kommunen betalte huslejen og sørgede for at købe legetøj og møbler. Desværre var ejeren af ejendommen ikke taget i ed. Brøndbygård var blevet købt af en sagfører, der regnede med at få en pæn fortjeneste ved at sælge ejendommen videre, når de næste byggerier i Brøndbyøster skulle i gang. Imens havde han lejet gården ud til en virksomhed i byen, der stillede den til rådighed for børnepasningsordningen. Enden på sagen blev, at Brøndby Kommune overtog hele Brøndbygård med bygninger, jord og det hele.

Man måtte nu hurtigt arbejde på at få skabt en egentlig børnehave til de mange børn i Brøndbyøster. Drift af børnehaver var imidlertid ikke en kommunal opgave – det var som regel overladt til privat initiativ. 1949 tog sognerådet initiativ til at danne en “asylforening” i Brøndbyøster efter samme model som i Brøndbyvester, hvor man helt tilbage til 1870 havde haft et børneasyl, der primært tog sig af børn fra husmands- og daglejerfamilier.

En forening må der til

Kommunens socialudvalg indkaldte til et møde på Brøndbyøster Kro i marts 1950. Man gik fra dør til dør i byen og tegnede medlemmer. Omkring 100 sluttede sig til foreningen. En del af dem har formentlig udelukkende meldt sig ind for at støtte sagen. Der var nemlig en hel del medlemmer, der slet ikke havde børn, og dermed ikke har haft en rent personlig interesse i oprettelsen af børnehaven.

Der blev valgt en bestyrelse, som skulle arbejde for at få børnehaven oprettet. Som formand valgtes byens læge, K. Smed Pedersen. Betegnelsen “asyl” lød nok lidt for gammeldags, og på sit første møde besluttede den nyvalgte bestyrelse, at navnet skulle være Brøndbyøster Børnehaveforening.

Selv om kommunen ikke formelt havde noget med oprettelsen af børnehave at gøre, blev der alligevel holdt tæt kontakt mellem børnehaveforening og kommunekontor. Sognerådet udpegede to repræsentanter til bestyrelsen, og da kommunen ejede Brøndbygård, var det klart, at gården ville være det rette sted at indrette børnehaven. Børnehaveforeningen magtede ikke økonomisk selv at stå for ombygning af Brøndbygård eller indkøb af inventar, som alt i alt kostede over 50.000 kr.

Det blev derfor aftalt, at kommunen stod for dette arbejde, og at foreningen derefter lejede sig ind i den færdige børnehave. I tæt samarbejde med Socialudvalget lavede man et indretningsforslag, der gik ud på, at hele stuehuset skulle inddrages til formålet.

Det blev også foreslået at indrette en vuggestue på gården, men dels ville det koste for mange penge, dels blev oprettelse af vuggestuer nærmest frarådet af Overinspektoratet for Børneforsorgen, der mente, at det ikke “var i spædbarnets interesse”.

I marts 1951 var man kommet så langt, at man kunne ansætte en leder af børnehaven. Af de fem ansøgere til stillingen valgte man frk. Karen Uhrskov Skrubbeltrang. Desuden tog man fat på at indkøbe inventar og udstyr.

Frk. Skrubbeltrang var med i forberedelserne og købte blandt andet stof, som hun i sin fritid gik i gang med at lave tæpper og håndklæder af.

I de første dage af december kunne man begynde at indtegne børn til børnehaven. Det foregik på frk Skrubbeltrangs private bopæl i Brøndbyøster. 42 børn blev meldt ind, og heraf ønskede halvdelen halvdagsplads.

Frk. Skrubbeltrang var betænkelig ved, at børnehaven skulle opvarmes med en kakkelovn. Ikke bare skulle personalet stå for fyringen. Man måtte også lade alle dørene stå åbne, så varmen kunne fordeles i hele huset. Der var dog foreløbig ikke råd til at installere centralvarme.

Brøndbygård tager imod de første børn

1. februar 1952 tog man imod 36 børn i alderen fra 2 år og opefter. Ca halvdelen var “halvdagsbørn”, der kom om formiddagen. De øvrige børn kunne kun blive indmeldt i børnehaven, hvis moderen havde arbejde udenfor hjemmet. Man opfordrede til, at børnene blev hentet så tidligt som muligt: “Lad ikke børnene blive unødigt længe i børnehaven. Kan moderen afkorte arbejdstiden – eventuelt til den halve dag – betyder det meget for børnene”, hed det i reglementet. Og så skulle man iøvrigt helst komme til samme tid hver dag: “…stadighed i besøget er af stor betydning for børnenes opdragelse og udvikling”.

Åbningstiden var fra kl. 6.30 til 17.00 seks dage om ugen. Om lørdag lukkede man dog kl. 14.00. Foruden frk. Skrubbeltrang, havde man ansat frk. Sejer som assistent, og desuden havde man en ung pige til hjælp. Senere på året blev endnu en assistent ansat.

For at have et barn i børnehaven, betalte man 8 kroner om ugen.

Bestyrelsen kunne bevilige friplads, f.eks. til enlige mødre. Betalingen skulle lægges om torsdagen mellem 16 og 17.

Børnehaveforeningen var ansvarlig for den daglige drift. Driften af børnehaven kostede naturligvis langt flere penge end foreningens økonomi kunne magte, men såvel kommunen som staten ydede tilskud, så i praksis var institutionen betalt af offentlige midler, men drevet af foreningen. Børnehaveforeningen kunne dog skaffe midler på anden vis. I 1953 afholdt man f.eks. en koncert til fordel for foreningen.

Bestyrelsen ansatte personale, bevilligede fripladser, stod for bygningernes drift m.m. Det forekom derimod aldrig, at pædagogiske emner blev drøftet. Det var overladt til børnehavens leder. I 1958 fik børnehaven dog en vedtægt, der antydede en overordnet pædagogisk målsætning: “Børnene sysselsættes med diverse frøbelske beskæftigelser, som f.eks. manuelt arbejde, sanglege og rytmik”, hed det i §8.

Man skulle altså på Brøndbygård efterleve den tyske pionér Friedrich Fröbels ideer om, at barnet udvikler sig gennem legen. Ikke alle børn brød sig om musiktimerne. Søren, der var barn i slutningen af 1950’erne, gjorde, hvad han kunne for at virke begejstret for at spille på den triangel, han fik i hånden. Så var frøkenerne i hvertfald glade, og tilfredse.

I 1953 holdt man for første gang en studiekreds blandt forældrene om børneopdragelse. Den blev ledet af en psykologistuderende og havde overskriften “Småbarnet i hjem og børnehave”. Studiekredsarbejdet fortsatte gennem flere år.

Hverdagen

For børnene var de pædagogiske principper underordnede. For dem var Brøndbygård den del af verden, hvor man tilbragte timerne, mens far og mor var på arbejde.

Jørn, der var barn i Brøndbygård i 1950’erne, husker tilbage: “Det var på mange måder en dejlig tid. Et personale, der helt grundlæggende kunne lide børn. En masse gode legekammerater. En enkelt kæreste. Samt plads til udfoldelse, både ude og inde.

Hverdagene havde sit faste mønster: Først hænge tøjet i garderoben, hvor hvert barn havde sit garderobemærke (mit var en nøgle) – Derefter lagde man sin madkasse i en ståltrådskurv, og så var det ind på stuen og lege.

Til frokosten, som vi spiste i den stue, der vender ud mod Brøndbyøstervej, fik vi nogle gange blødkogt æg. Om vinteren blev vi ind imellem stillet op på en lang række og fik en spiseskefuld levertran af “Skrubber”, der stod med en stor flaske og én ske, som vi alle brugte.

Efter frokosten var der middagslur i rummet ved siden af, hvor der var en masse små køjesenge, der kunne klappes ud af nogle skabe.

Om eftermiddagen var der mere leg ude eller inde. Det bedste var nok at være ude på den store legeplads. At lege på skibet eller at finde bog der var faldet ned fra bøgetræet om efteråret. Om sommeren kunne der nogle gange vanke en hjemmelavet saftevands-is.

Men måske var det bedste sted den lille del af haven ud mod Brøndbyøstervej. På varme sommerdage var der fyldt med blomster, der duftede. Nogle af blomsterne kunne man plukke og suge “honning” af. Hvis man lukkede øjnene, fornemmede man endnu stærkere varmen, biernes summen og blomsterduften.”

Gitte, der var “halvdagsbarn”, blev engang ikke hentet over middag, som hun plejede. Så hun måtte op i køjen med det ternede sengetøj, lige som de andre, indtil mor kom. For sove skulle man!

En dag manglede der et barn under middagssøvnen. Der var Søren, der havde fået hjemvé og åbnet lågen ud til Toftager. Heldigvis blev han fundet, for han var såmænd bare gået hjem til mor, der boede i rækkehusene lige bagved.

Traditioner grundlægges

Traditioner og ritualer blev efterhånden skabt på Brøndbygård. 1. maj fejrede man fødselsdag for det store bøgetræ på plænen. Børnene fik pandekager og saftevand, mens de sad under det nyudsprungne træ. Til mortensaften serveredes “gåsesteg” – i form af frikadeller, der var pyntet med næb og vinger af papir eller små stykker gulerod, så de skulle forestille mortensænder.

Til jul blev der sat risengrød og nisseøl oppe på loftet til nissen. Når børnene kiggede efter næste morgen, var grøden altid spist, og øllet drukket. Så det var ikke svært at forestille sig, at der måtte være nisser oppe på loftet på den gamle bondegård.

Engang fik Brøndbygård foræret et akvarium fra et forældrepar i byen. Fiskene var populære hos børnene, og det skete, at resten af en madpakke havnede i akvariet.

Om sommeren blev der sat en sprinkler på haveslangen, og alle børn smed tøjet og løb frem og tilbage gennem springvandet.

Når Brøndbyøster Skole opførte det årlige teaterstykke i gymnastiksalen, der lå blot få meter fra børnehaven, blev Brøndbygård-børnene inviteret med.

Behov for mere plads

De otteetages blokke på Brøndbyøster Torv var det næste byggeri i bydelen, og planerne for de omfattende boligbyggerier nord for jernbanen lå allerede midt i 1950’erne klar. Et stærk stigende børnetal kunne forudses indenfor en kortere årrække, og det stod klart for sognerådet, at der måtte etableres en børnehave i bydelen.

Lige fra starten på Brøndbygård havde man en venteliste. I efteråret 1952 stod der 10 børn på den – hvoraf de fleste endnu ikke var fyldt 2 år eller flyttet til kommunen. I 1953 var ventelisten på 38 børn, og foreningen henvendte sig til kommunen, med forslag om en udvidelse, som var “af vital betydning for de mange familier, der af tvingende grunde i dagtimerne må anbringe deres børn udenfor hjemmet”.

Samtidig opfordrede man kommunen til at etablere endnu en børnehave i området. Der var i de bebyggelsesplaner, som allerede midt i 1950’erne forelå for området nord for banen, planlagt to institutioner for børn.

Kommunalbestyrelsen (som sognerådet nu fik lov at kalde sig) besluttede udvidelsen af Brøndbygård, men der skulle gå en del år, inden den nye afdeling stod færdig. Projektet krævede endnu engang godkendelse og bevilling til anskaffelse af materialer. For dog at fremskynde sagen, mødte borgmesteren og socialudvalgsformanden i 1955 personligt op i ministeriet for at rykke for sagen. Ventelisten var nu oppe på 80 børn.

Udvidelsen af børnehaven gik i gang i 1957 og kunne tages i brug 1.2.1958. Dermed havde børnehaven plads til 84 børn. Personalestaben voksede tilsvarende og bestod nu, foruden lederen, af 5 assistenter og to aspiranter.

Den stadige tilflytning af unge familier til Brøndbyøster betød dog, at ventelisten fortsat eksisterede og endda voksede år for år. Årsagen var bl.a., at i flertallet af tilflytterfamilierne var begge forældre udearbejdende. Ud af de 89 indskrevne børn i børnehaven, havde 4 ud af 5 en mor, der arbejdede om dagen.

Fritidshjem og Ungdomsgård

Også behovet for et fritidshjem trængte sig på. Tanken om at etablere en pasningsordning for børnene efter skoletid, ligesom man havde i Kirkebjerg Børnehave, var opstået kort efter børnehavens åbning. Men også her støtte man på problemer med materialebevillingerne.

Planen var at lave en “Ungdomsgård” i Brøndbygårds sydlige længe. Det skulle være en mere bredt anlagt fritidsinstitution, hvor fritidshjemmet kunne have lokaler indrettet i loftsetagen. Fritidshjemmet blev taget i brug 1.2.1957, med plads til 28 børn. I stueetagen var der selskabslokaler, der blev drevet af en bestyrer.

Fritidshjemmet på Brøndbygård var egentlig en midlertidig foranstaltning, men selv efter åbningen af institutionen Nygård var der stadig behov for fritidshjemspladser. Derfor fortsatte det indtil 1966, hvor det blev flyttet til Højstensgård. De tre lokaler som fritidshjemmet havde disponeret over, blev i stedet indrettet til en kommunalt drevet halvdagsbørnehave. Den havde 28 pladser, så i alt 56 kunne gå her enten formiddag eller eftermiddag.

Lokalerne kunne dog i de første år stadig bruges af foreninger om aftenen, men det gav en del besvær med at rydde alt til side når børnene gik hjem om eftermiddagen, så denne ordning ophørte i 1971.

Halvdagsbørnehaven var en kommunal institution, som lå klos op ad den selvstændige børnehave Brøndbygård. De to institutioners legepladser stødte op til hinanden, og var adskilt af et ståltrådshegn. Børnene bekymrede sig ikke om de organisatoriske tilhørsforhold, men drillede hinanden ved at stikke pinde gennem hegnet, Da Brøndbygård bad kommunen om at sætte et mere lukket hegn op, lød svaret, at man “var af den opfattelse, at et fredeligt forhold børnene imellem må kunne opretholdes på grund af det bestandige personaletilsyn”.

Brøndbyøster vokser

I slutningen af 1950’erne var de store blokke på Brøndbyøster Torv bygget, og området nord for jernbanen var én stor byggeplads. Her flyttede folk ind i stort tal, i takt med at de 15 etagers højhuse stod færdige. Mange havde børn med, eller fik dem kort efter, at de var flyttet ind. Befolkningstallet var fordoblet fra 1955 til 1960. Alene syd for banen i Brøndbyøster boede næsten 5.000 mennesker i 1960.

Situationen for familier med børnepasningsbehov var temmelig håbløs. 105 børn stod på venteliste til en plads i Brøndbygård. Da den næste udbygning af Brøndbyøster-bydelens børneinstitutioner fandt sted i 1961, hvor institutionen Nygård åbnede med såvel vuggestue, børnehave og fritidshjem, blev ventelisten nedbragt med omkring halvdelen.

Fra 1963 begyndte også nytilflyttede i rækkehusene omkring Lundedammen at skrive deres børn op på ventelisten. Omkring 1965 åbnede nye institutioner i Kærdammen og Gillesager. I Brøndbygård mærkede man konkurrencen fra de nye institutioner. Det blev sværere og sværere at skaffe personale, for de potentielle ansøgere havde nu flere arbejdspladser at vælge imellem. Man var også tvunget til at overveje forældrebetalingen, og besluttede at den skulle afpasses efter taksterne i de kommunalt drevne børnehaver. Rent faktisk havde bestyrelsen ikke andet valg, for taksterne blev – i hvertfald fra 1970 – fastsat centralt i Socialministeriet.

Et andet krav fra oven var indførelse af forældrerepræsentanter i børnehavens bestyrelse. Hidtil havde bestyrelsen været valgt af børnehaveforeningens medlemmer, som ikke nødvendigvis var identisk med forældrekredsen. Der måtte nu holdes et særskilt forældremøde, som skulle vælge to repræsentanter til bestyrelsen, der på den måde blev noget større, end man havde været vant til. Problemet løste sig dog, idet formanden og sekretæren ønskede at nedlægge deres mandater, og én af de nyvalgte forældrerepræsentanter blev foreningens nye formand.

I slutningen af 1960’erne indførtes børnehaveklasser på Brøndbys skoler. Det førte til en diskussion i børnehavens bestyrelse, om forældrene kunne have et barn i børnehaveklasse og samtidig i børnehaven resten af dagen. Man besluttede at sige “bestemt nej” til de forældre der ønskede en sådan ordning. Indførslen af børnehaveklasser betød desuden, at alderssammensætningen i børnehaven ændrede sig, så man havde færre af de store børn og dermed plads til flere af de små. Og det krævede mere personale.

Nogle år senere, da man havde ledige pladser var holdningen dog blødt op, og man forsøgte ordningen i en periode.

En anden forandring var åbningstiden om lørdagen. Flere og flere havde lørdagsfri, og i børnehaven modtog man børnene om lørdagen, hvis der var givet besked senest fredag middag, om at de kom. Det skete dog jævnligt, at slet ingen børn meldte sig, så børnehaven holdt lukket lørdag.

Middagssøvn og havregrød

Hverdagen i Brøndbygård lå i faste rammer. Måltider, middagssøvn og leg fyldte timerne ud. “Børnene skulle møde senest kl. 9 af hensyn til dagens forløb. På stuerne, som var aldersopdelt, gik man i gang med beskæftigelserne, som nok ikke var meget anderledes end i dag. Børnene skulle helst have et selvlavet produkt med hjem hver dag.

Vi var meget ude på legepladsen og på ture rundt omkring. Efter frokosten skulle alle børn sove eller hvile sig i ca. 1½ time. Det kneb for de største børn, men der var ingen kære mor. Eftermiddagen var mere til fri leg. Flere af børnene blev allerede hentet efter frokost, så der var mere tid til at hygge om de børn, der blev hentet senere og det nød vi alle.” Sådan husker en af Brøndbygårds pædagoger, Ellen, hverdagen i 1960’erne.

Dorte, der var barn i Brøndbygård omkring 1960, husker hvordan legen foregik “efter reglementet”: “Vi måtte ikke lege på gulvet, men skulle sidde ved et bord og endelig ikke lege højlydt, da vi ikke måtte forstyrre hinandens leg. Dagen blev overvåget, og var der optræk til skænderier eller diskussioner, greb de voksne ind med det samme og stoppede legen.”

De børn der mødte tidligt, fik en portion havregrød. Der går flere historier om dette traktement, som åbenbart ikke altid har været lige veltillavet. Men havregrøden var indskrevet i vedtægten for børnehaven, som var godkendt på allerhøjeste sted, nemlig i Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen. Her stod der, at “børnene medbringer selv frokostpakke, men bespises derudover med havregrød kl. 8. Til frokosten serveres mælk, ligesom der serveres mælk efter hvilepausens ophør kl. 15”.

Måltidet midt på dagen skulle foregå under ordnede forhold. Blev der pjattet for meget med maden, eller fandt nogen på at spise om kap, blev ungerne sat ud i køkkenet. Og så var “straffen”, at der kun blev serveret kold havregrød næste morgen. På madpakkerne var pålægschokolade og rosiner forbudt. Havde man alligevel chokolade på brødet, skulle man vende klemmen om, så de andre børn ikke fik øje på det!

En fast del af børnenes hverdag var middagssøvnen. Den blev indledt med, at én af de voksne sang “Mester Jacob” – endda også på fransk. Alle skulle sove kl. 14.00 – enten de var trætte eller ej. I hvert fald skulle de ligge helt stille. Og de, der ikke kunne sove, fik hvisket en historie. Så blev de børn, der godt kunne falde i søvn ikke forstyrret.

For børnene i Brøndbyøster var Brøndbygård et hjem nummer to. Gert var i begyndelsen af 1960’erne flyttet ind på Brøndbyøster Torv: “Hver morgen tog jeg turen ned ad Toftager, med rækkehusene på Torvestien på højre hånd og græsplænen foran Brøndbyøster skole på venstre. Ned til lågen ved Brøndbygård, og de få skridt forbi legehus, sandkasse og græsplæne, indtil man trådte indenfor i huset, hvor små bænke på hver side af væggen i entreen gav plads til at vi kunne få tøj og støvler af og på.

Jesper, Torben og jeg legede meget sammen, og det helt store, var når vi stolte “red rundt” på vore gangere, mens vi udgjorde det ubrydelige triumvirat: “De tre musketerer”. Vi havde øjensynligt en del besvær med udtalen af denne trio – i hvertfald kaldte pædagogerne os for “de 3 måske fire”, hvilket vist nok var mere i tråd med det sprog vi drenge på daværende var i besiddelse af.

Gangerene, eller hestene om man vil, var fabrikeret af pædagogerne i børnehaven, og bestod af et kosteskaft. For enden af det var der syet et hæklet hoved, fyldt ud med skumfiduser. Den leg fik vi tre knægte megen glæde af.

Og så var der jo lige det med pigerne! Om de gik i børnehaven, er jeg ikke helt sikker på, så hvor de reele “scoretogter” fandt sted må stå hen i det uvisse. Men de sødeste, og vist også noget mere fremmelige end os drenge, hvad angik kysseteknik, det var Lisbeth og Ida. Jo, selv dengang forstod helte som De Tre Musketerer, at uden kvinder at beskytte i eventyret, så var det ikke et rigtigt eventyr.”

Personale uden bukser

“Når børnene kom om morgenen, sagde de pænt godmorgen til frk. Jensen eller fru Hansen, som pædagogerne blev tiltalt. Vi sagde De til lederen, som var De´s med alle. Indbyrdes var personalet ellers dus”, sige Ellen, der arbejdede som pædagog i 1960’erne.

Frk. Skrubbeltrang var den, der bestemte, både over børn og personale. Det var hendes børnehave, og hun lagde retningslinierne for alt det, der ikke stod i reglementer og vedtægter.

Hun blev en institution i institutionen, og lever stadig i mange gamle Brøndbygård-børns bevidsthed. “En mageløs kvinde, på samme tid stærk og kærlig, omsorgsfuld og indlevende. Jeg tror de fleste af os børn opfattede hende mere som en “reservemor” end en person, der blot passede sit job som børnehaveleder.” Sådan huskes hun af Gert, der var barn i Brøndbygård i starten af 1960’erne.

I 1950’erne og 1960’erne havde man ikke pædagogmedhjælpere, men i “unge piger”, der blandt andet hjalp til med de praktiske opgaver. Karin, der var ung pige i 1959, husker én af de sure pligter: “Det var jo før opvaskemaskinernes tid, og med ca. 40 børn i hver afdeling fyldte opvasken af jernporcelæn tre gange dagligt en hel del.”

De unge piger, der fik job i børnehaven, lyttede med en god portion ærefrygt, når “Skrubber” belærte dem om hvad arbejdet gik ud på. Og påklædningen var nederdel – man gik ikke i lange bukser på Brøndbygård.

Mangel på børn

Med byggeriet af de mange boliger i Brøndby Nord omkring 1970, var Brøndbyøsterområdet næsten fuldt udbygget. Og forsyningen med daginstitutioner var fuldt godt med. Bydelen havde nu omkring 1.000 pladser i vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Udbygningen betød, at ventelisterne var minimale.

På Brøndbygård havde man en overgang ledige pladser, og annoncerede i lokalavisen efter børn. “Gode lokaler og udendørs legemuligheder” var argumentet for at trække nye børn til. Iøvrigt blev ventelisten fra midten af 1970’erne adminstreret af den kommunale pladsanvisning.

De mange institutioner i kommunen gjorde det vanskeligt at skaffe personale. For dem, der var interesseret i et job i en børneinstitution, var der masser af valgmuligheder. Og holdningen til arbejdet havde sikkert også ændre sig. Det var ikke længere bare et “kald” at arbejde med børn, men også et lønarbejde. De ansattes organisationer stillede krav overfor arbejdsgiverne, og flere gange i 1970’erne var Brøndbys daginstitutioner ramt af strejker. På Brøndbygård holdt man sig i reglen udenfor. Arbejdsgiveren var nemlig her formelt set børnehaveforeningen.

Lovgivningen åbnede nu mulighed for, at kommunen kunne overtage børnehaven, men det var der ingen, der så nogen grund til. Samarbejdet med den kommunale forvaltning fungerede jo i det daglige, og foreningsarbejdet gav fordele i form af en tættere kontakt til forældrene. Når noget på legepladsen skulle repareres, rykkede børnenes fædre ud med værktøjet. Og når det var ens egen far, der havde repareret gyngestativet, så passede man lidt bedre på det.

Børn er altid søde

Brøndbygård var altså nu den eneste foreningsdrevne institution i Brøndby. Brøndbyvester Børnehaveforenings institution i Kirkebjerg havde allerede i slutningen af 1950’erne overladt driften til kommunen.

I 1975 bestod Brøndbygårds personale af tre heldags- og tre halvdagspædagoger. Hertil kom syv medhjælpere.

Aldersforskellen var stor i institutionen. De yngste børn var 2 år – de ældste 6. Børnene var fordelt efter alder på stuerne, og der var etableret særligt område på legepladsen for de mindste børn, med selvstændig udgang fra deres stue. Børnene så i det hele taget ikke meget til hinanden på tværs af stuerne – måske lige bortset fra først og sidst på dagen, hvor der ikke var så meget personale på arbejde. “Der var ringe samarbejde stuerne imellem.

Vi hjalp med at passe hinandens børn i ydertimerne, men ellers var dørene lukket ud til gangen, og hver stue passede sig selv. Hvis børnene ikke var delt og alle gået ind på egen stue lige efter de voksne var mødt ind, blev der delt reprimander ud”, siger Jette, der var pædagog i Brøndbygård i 1970’erne.

Jette husker også hverdagen for omkring 25 år siden: “Dagen begyndte med af de to “åbnere” tog mælk ind og låste huset op, og så blev der lavet morgenmad. Børnene havde selv frugt med, og det fik de halvdelen af kl. 9.30. Bagefter skulle alle ud og lege – hvis der var vejr til det. Efter at børnene havde spist madpakker ved middagstid, skulle alle børn sove til middag. Pædagogerne puttede og læste historie og medhjælperne ryddede op og gjorde rent imens. Efter at børnene var taget op og havde fået resten af frugten var der fri leg resten af dagen.

Da Brøndby Kommunes feriekoloni, Årbyhus, åbnede ved Kalundborg i, blev det en fast tradition, at børnene på Brøndbygård fik tilbud om et ferieophold her. Og alle børn var med – også de helt små. Senere blev der dog holdt endagsture for de 2-3 årige, i stedet for turen til Årbyhus.

Da Brøndbygård i 1977 fejrede sit 25 års jubilæum, brugte Karen Skrubbeltrang lejligheden til at se tilbage på sit kvarte århundrede sammen med børnene. “Børn er jo altid søde, men måske er der nok den forskel, at der i dag skal mere til for at fange børnenes interesse. Forholdene i hjemmene og i samfundet er anderledes i dag. Børnene bliver hele tiden fordret med en mængde interessante ting, og bliver derfor mere krævende”. På Brøndbygård holdt man fast i sine principper om, at børnene ikke måtte tage deres eget legetøj med. Det gjaldt dog ikke de uundværlige sovedyr til middagssøvnen, og et enkelt barn havde dispensation til at sove med egen, medbragt hovedpude.

På vej mod kommunal drift

Karen Skrubbeltrang havde efterhånden nået pensionalderen og sagde sin stilling op i sommeren 1979 efter næsten 30 års virke på Brøndbygård. Med det nye tiår fik institutionen dermed også ny leder, og det blev Judith Juul, der fungerede i syv år. Herefter var posten i et par år besat med Norma Hynne, hvorefter Marianne Rossil tiltrådte stillingen, og er altså i dag kun den fjerde leder af institutionen på 50 år.

Det adminstrative arbejde fyldte stadigt mere og mere. Netop fordi institutionen var selvstændig og ikke kommunal, måtte der forhandles en del frem og tilbage med forvaltningen på Rådhuset. Arbejdet med at føre regnskab er efterhånden blevet en så omfattende opgave, at man ansætter en regnskabsfører.

Samarbejdet med kommunen fungerede ikke altid lige gnidningsløst. F.eks. havde man en del diskussioner om kommunen på alle punkter overholdt den indgåede driftsoverenskomst. Overenskomsten lagde meget snævre rammer. F.eks. bestemte kommunalbestyrelsen alle forhold om normering og åbningstid, og godkendte budgettet. Forældrebetalingen blev opkrævet af kommunen, men det oplevede forældrene nok som en lettelse, så man ikke, som i starten, skulle møde op med pengene i børnehaven på en bestemt ugedag!

Det blev i 1981 foreslået, at man skulle gå over til kommunal drift, blandt andet for at løse problemet med regnskabsførelsen, men det afviste bestyrelsen.

Et argument kunne have været, at Brøndbygård i forhold til børnetallet havde 40 pædagogtimer færre end de kommunalt drevne institutioner. Men det måtte man altså løse gennem forhandlinger med Socialudvalget.

I efteråret 1982 nedlagde Brøndby Kommune skolefritidshjemmet på Brøndbyøster Skole, og Brøndbygård måtte tage mod 36 børn derfra. Det førte dels en strukturænding i institutionen med sig, dels nogle bygningsmæssige forandringer. Og så kunne Brøndbygård kalde sig en “integreret institution” med såvel vuggestue-, børnehave- og fritidshjemsbørn, på linie med f.eks. en del af institutionerne i Brøndby Strand.

Personalet var oppe på 17 personer – alle kvinder. Mange af de ansatte havde været på stedet igennem mange år, og Brøndbygård var i disse år netop kendetegnet ved en ringe udskiftning blandt personalet.

På et bestyrelsesmøde i 1987 blev spørgsmålet om den forsatte selvstændige status rejst igen. Et medlem spurgte, om det ikke ville være en fordel af overgå til kommunal drift. Spørgsmålet blev drøftet i personalegruppen, og der blev holdt møde med repræsentanter for Socialforvaltningen. Bestyrelsen traf derefter beslutningen, og den 1.1.1988 overtog Brøndby Kommune institutionen.

At sejle væk i fantasien

For børnene betød det administrative bøvl ikke noget. Og om det var en forældrevalgt bestyrelse eller et folkevalgt socialudvalg der bestemte, var nok ligegyldigt. Maria, der var barn i Brøndbygård midt i 1980’erne, husker institutionen som et godt og rigtig rart sted at være: “Eftermiddagsstunderne, hvor Jette læste højt for os børn på stuen, alt imens vi svandt ind i fantasiens verden, er noget som står ganske klart for mig.

Men de timer som vi børn tilbragte i hinandens selskab, er nok noget af det der står allerklarest for mig. Det var nemlig den tid, vi havde for os selv. F.eks. gav den store legeplads os enorme muligheder for at undslippe de voksnes skarpe og vågne blikke. Her kunne vi gemme os i træerne, eller gå ombord på det gamle træskib, som lå “i den fjerne ende af legepladsen”, og sejle langt langt væk.”

I dag er Brøndbygård en integreret institution med en vuggestueafdeling med 2 stuer og en børnehaveafdeling med 3 stuer. Spørger man børnene i dag, er der ingen tvivl om, at Brøndbygård har mange kvaliteter. Den store legeplads giver mulighed for at “forsvinde” i fantasien. Ligge i hængekøjen og drømme, at man er et andet sted. Og så blive kaldt tilbage til virkeligheden, når vennerne kommer og vil lege. De voksne er søde, men skal først og fremmest trøste og skælde ud. En gang imellem må de gerne holde sig væk, så man kan få fred til at lege. Jo, der er sket meget, siden dengang hvor det var reglementet, der foreskrev, hvordan børnene skulle “sysselsættes”.

Traditionerne holdes stadig i hævd. Som i frk. Skrubbeltrangs tid fejrer man “Bøgetræets fødselsdag” i maj. Tidligere tiders pandekager og saftevand er dog erstattet af en mindre personalekrævende is til børnene. Nissen bor stadigvæk på loftet over den gamle gårds stuehus, og ser frem til at få sin grød serveret i december.