Det begyndte på Storebæltsfærgen

Brøndby Pop Club blev stiftet 7. november 1966. Formålet var at “samle alle interesserede unge og for disse arrangere popkoncerter og/eller popballer”. Som medlemmer kunne optages “enhver ung person i alderen fra 2 til 77 år” (!) Kontingentet var 4 kroner pr. sæson. Det var i vedtægterne bestemt, at et overskud skulle anvendes af kommunalbestyrelsen til ungdomsarbejdet i Brøndbyernes Kommune.

Om stiftelsen af klubben, fortæller klubbladets første nummer: “Det har længe været en offentlig hemmelighed, at der absolut ikke har været noget sted her i kommunen, hvor unge, uanset alder, har kunnet more sig, og særligt hårdt mærkes det en lørdag aften. (…) I Gladsaxe er en kommunal pop-club blevet en stor succes, og den har nu over 8.000 medlemmer.”

Historien om, hvordan klubbens samarbejde med kommunen kom i stand, lyder i samme artikel:

“Det blev et tilfæligt møde på en storebæltsfærge, der gav stødet til Brøndby Pop Clubs oprettelse. Borgmester Kjeld Rasmussen mødte her Peter Isaksen, der bor i Brøndbyøster, og som var på turne med sit orkester “Eskimoerne”. Peter Isaksen spurgte frejdigt, om borgmesteren ikke gav en omgang øl, og i færgens cafeteria kom man så til at drøfte ungdom og popmusik. Resultatet af samtalen blev, at borgmesteren og Peter Isaksen blev enige om, at man ville forsøge at starte en kommunal pop-club, som dén i Gladsaxe.”

Der var i flere andre omegnskomuner oprettet popklubber, og især Gladsaxe Teen-Club blev i høj grad forbillede for Brøndbys. Ambitionerne i Brøndbyerne var mindst lige så høje. Koncerter hver uge, kombineret med modeopvisninger. Og måske foredrag i orkestrenes pauser.

Efter at være stiftet som forening, ansøgte Brøndby Pop Club i december 1966 om tilladelse til at bruge Brøndbyøster Skoles boldspilsal til arrangementer hver lørdag. Til særligt store arrangementer ville man bruge Nørregårdshallen. Imidlertid mente kommunalbestyrelsen, at koncerter hver 14. dag måtte være passende – og at de skulle finde sted i den nyåbnede hal på Nørregårdsskolen. Kommunalpolitikerne var dog ikke enige. Flere var bange for, at det nyanlagte gulv i hallen ville tage skade. Især ét medlem argumenterede kraftigt imod, og mente at de lokale forsamlingshuse måtte kunne bruges. Og var der ikke plads til de store orkestre dér, “kunne der vel danses efter båndoptager”, som hun udtrykte det. Et andet medlem så i stedet de unges behov for plads til popmusik som en udfordring: “Så må vi fremskynde udbygningen af de kommunale haller, så de unge kan “poppe” hver eneste aften”, mente han, til stor jubel for mange de unge, der var mødt op på Rådhuset for at overvære mødet.

Spørgsmålet om udlån af den kommunale hal måtte til afstemning, og da der ikke kunne opnås enighed, måtte der indkaldes til et nyt møde om sagen.

Man var dog enige om, at man ville stille Nørregårdshallen gratis til rådighed, og at man i samarbejde med klubben ordnede de praktiske problemer med rengøring, toiletforhold osv. Og afgørende var det, at Kjeld Rasmussen, der var blevet borgmester tidligere på året, gik ind for sagen. “Jeg har i min ungdom selv været langhåret, men det var i nakken, og da gik vi til swing og jitterbug. Således vil de unge til enhver tid have deres specielle facon, og det må vi acceptere”, sagde han og henviste til, at man i Herlev-Hallen havde holdt popballer uden problemer. Kommunalbestyrelsen udpegede en kommitteret til klubbens bestyrelse, og det blev Fru toldkontrollør Edith Andersen, der var formand for Kulturelt Udvalg, som fik fornøjelsen.

Popclubbens første bal

Planlægningen skete i tæt samarbejde med kommunen, og borgmesteren sørgede personligt for, at de mange praktiske spørgsmål blev løst. Han blev til gengæld inviteret til premierekoncerten, og fik et gratis medlemskort – naturligvis som medlem nr. 1. Kjeld Rasmussen blev desuden udnævnt som æresmedlem af popklubben.

Til det første arrangement havde bestyrelsen leveret en liste over medhjælpere, som fik nøje direktiver for, hvad deres opgaver var. Man forventede 1.200 deltagere. Der var mange praktiske ting, der skulle klares. Kommunen måtte etablere en garderobe og indkøbe 1.200 garderobemærker. Opstilling, nedtagning og rengøring blev organiseret efter en stram køreplan. Især var det vigtigt, at hallen var klar til badminton næste morgen kl. 9.00.

Lørdag den 7. januar 1967 var der lange køer uden for Nørregårdsskolen. “De unge var i yderst tvangfri påklædning. Rullekravebluser og stribede benklæder, lårkorte kjoler og lange støvler til konfirmationstøjet. Der var – for at bruge et ungt udtryk – “go på drengen””, skrev Rødovre Avis.

Mere end 800 unge betalte hver 6 kroner for en billet til koncerten, men måtte samtidig slippe 4 kroner for et medlemskort til Brøndby Pop Club. Programmet for denne første aften bestod af Nalle And The Big Sound, Lollipops, Les Miserables og Peter Isaksens band Eskimoerne. Inden de rigtige musikere indtog scenen, kunne publikum overvære borgmesteren give et nummer på trommerne, efter han sammen med Hans Otto Bisgaard havde budt velkommen. Koncerten sluttede ved midnatstid, og den forløb “uden episoder af nogen art”, som det hed i den lokale avis’ referat. Popklubben havde vist, at den var i stand til at stille et stort arrangement på benene, og at det kunne løbe rundt økonomisk. Aftenen gav et pænt overskud.

Man kunne ellers havde frygtet, at de unge havde søgt til Siesta i Glostrup, hvor der samtidig var koncert med gruppen Red Squares. Det var koncertarrangøren Eugen Tajmer, der igennem nogen tid havde lavet poparrangementer på kommerciel basis, med udgangspunkt i en musikforretning og musikskole han drev i byen. Men her var entréen 10 kroner pr. gang, så rent økonomisk var det en bedre forretning at gå i Brøndby Pop Club, hvor man for de samme penge ovenikøbet fik et medlemsskab for en hel sæson.

En stribe af succeser

Næste arrangement i Brøndby-Poppen, som klubben hurtigt blev kaldt i daglig tale, var den 28. januar. Her var hovednavnet det svenske orkester Tages. De spillede 20 minutter for 1.100 tilskuere. Rygtet om popkoncerterne var nået rundt i Brøndby, og mange forældre var mødt op for at se, hvordan sådan noget foregik. Også et par kommunalbestyrelsesmedlemmer var til stede, og de kunne med tilfredshed konstatere, at alt foregik i ro og orden. Et kvarter efter koncerten var slut, havde alle tilskuere forladt skolen.

Koncerten den 4. marts faldt uheldigvis sammen med Ungdomsskolens afslutningsaften, men man aftalte med klubben, at dens medlemmer havde adgang til Popklubbens arrangement, selv om de ikke var medlemmer dér.

I de første fem måneder af 1967 holdt man hele 10 baller. Programmet bød hver gang på en 3-5 bands, hvoraf der som regel var ét større navn med. Hitmakers, Peter Belli, Sir Henry and his Butlers var nogle af de danske bands. De udenlandske orkestre kom bl.a. fra Sverige, men i april havde man engageret engelske Yardbirds. Det var en satsning, der gjorde et godt indhug i klubbens kassebeholdning. 8.000 kr skulle Yardbirds have for tre kvarters optræden i Brøndbyøster. Men det var deres eneste koncert i Storkøbenhavn, og den ville derfor trække mange til. I Nørregårdshallen fik man etableret to scener, så det ene band kunne spille, mens det næste satte sit grej op. Derfor kunne popklubben til Yardbirds-koncerten have hele 6 navne på plakaten. Ind imellem var der også lokale navne med. Det gjaldt f.eks. Peter Isaksens Eskimoerne, Brøndby Strands-bandet Peek-a-Boo, Naboerne og R & B Section. Sidstnævnte optrådte i de følgende år adskillige gange i popklubben.

Sæsonen sluttede egentlig i april, men alligevel fik man en ekstra koncert stablet på benene i maj. Her havde man to internationalt kendte orkestre på programmet: Move og Small Faces. Begge insisterede på at være hovednavn, så man måtte skrive dem med nøjagtigt lige store bogstaver på plakaterne. Billetpriserne blev forhøjet fra 8 kr til 15 kr. Det engelske musikblad “New Musical Express” bragte et billede fra koncerten. Forventninger var højre – især til Move, der havde forlangt at få stillet to TV-apparater op til koncerten, uden dog at forklare, hvad de skulle bruges til. Men det viste sig, at hensigten var at smadre dem med økser, som en protest mod, at TV var blevet tidens religion! Det var provokerende, ikke mindst i en pæn forstadsgymnastiksal. Tre af de lokale bands spillede gratis som opvarmning, angiveligt for at blive set af de mange anmeldere fra pressen, man forventede ville være til stede.

Klubben havde efter den første sæson over 2.500 medlemmer. Klubben havde tjent næsten 10.000 kr. ind, og for at opfylde ét af formålene, nemlig at støtte ungdomsarbejdet i Brøndbyerne, besluttede klubbens bestyrelse at give 2.500 kr til Brøndbyernes Idrætsforening, som ønskede sig en “bordtennis-robot”. Men der var langt igen, til man nåede de samme resultater som forbilledet, Teen-Clubben i Gladsaxe. Her var omsætningen en kvart million, og overskuddet 76.000 kr, som kom ungdommen til gode. Uddelingen til idrætsforeningen blev vistnok den eneste gang, hvor man opfyldte formålet om at støtte ungdomarbejdet i Brøndby.

Efter sommerpausen tog popklubben fat igen med koncerter hver 14. dag. Da John Mayall and the Blues Breakers spillede i oktober måtte man lukke dørene, da det maksimale tilskuerantal på 1.200 blev nået, og mange måtte gå forgæves. R & B Section var med som opvarmning, og de havde i kraft af deres optræden flere gange i popklubben udviklet sig musikalsk. De havde selv bygget deres lysanlæg, der fungerede sådan, at hvert instrument havde en lampe, der lyste når der blev spillet på det. “Dette anlæg understøttede gruppens særpræg og gav det et drys af mystik”, skrev avisen efter koncerten.

Flere grupper eksperimenterede med den psykedeliske stil. Det gjaldt f.eks. det nydannede Young Flowers, der var på programmet i oktober 1967, og som i Brøndby spillede én af sine første koncerter. Publikum var dog efterhånden vandt til lidt af hvert. Mest mærkelig var nok oplevelsen af The Crazy World of Arthur Brown i november, hvor publikum mødtes af et band i fantasifulde kostumer og underlige lyseffekter. Steppeulvene, der var på scenen samme aften, lod dog ikke det skøre, engelske orkester noget tilbage at ønske når det gjaldt bizar optræden.

Efter det første år var der ingen tvivl om, at klubben var blevet en succes. Klubben havde 3.000 medlemmer, og betegnede sig som Danmarks største. Man havde formået at få nogle af poppens topnavne i Europa til at komme til Brøndbyøster. Brøndby-Poppen havde slået sit navn fast, også uden for kommunegrænsen. Faktisk var de andre omegnskommuners popklubber begyndt at tilrettelægge deres arrangementer, så de fandt sted på de lørdage hvor der ikke var koncert i Brøndby. I aviserne lød der rosende ord om klubben: “Brøndby Pop-Club, kommunalt garanteret, men drevet med entusiasme og musikalsk kærlighed, er det skønneste stykke praktisk ungdomsarbejde uden medfølende pædagogiske pegefingre af nogen art, jeg endnu har set”, skrev f.eks. Ekstra Bladet.

Er pop kultur?

Alligevel var alt dog ikke rosenrødt – især ikke når det gjaldt lokalsamfundets opbakning. En del forældre var bekymrede for, hvad deres børn foretog sig i popklubben. I november 1967 tog Nørregårdsskolens Forældreforening initiativ til en rundbordsdiskussion ved et møde i Nørregårdshallen, hvor forskellige forhold omkring klubben blev drøftet. Et af emnerne hed “Er pop kultur?”, ligesom man ønskede at klarlægge, om popmusikken kunne give de unge mennesker høreskader. Det sidste spørgsmål fik de inviterede selv chancen for at bedømme. Den lokale gruppe Coke spillede nemlig et par numre inden mødet.

Kritikken af, at der til nogle arrangementer havde været lidt for mange knuste flasker og berusede unge var måske berettiget, men Kjeld Rasmussen, der deltog i mødet, mente ikke, at det skulle stå i vejen for at pop-successen i Brøndbyøster kunne fortsætte. “Det er os selv, der er forkalkede i forhold til de unge – lad dem endelig dyrke livsudfoldelsen, og lad os så tage de unge i en positiv ånd”, sagde borgmesteren på mødet. Skolenævnsformand Eigil Brinch gav ham ret: “Jeg mener at kunne påstå, at popklubben har været en succes. For mit eget vedkommende er det med en vis misundelse, at jeg ser de unge samles til pop-bal”, sagde han.

Klubbens formand, Hans Otto Bisgaard, bad de bekymrede forældre slå koldt vand i blodet. I den lokale avis slog han fast, at de bestemt behøvede at være nervøse for at sende deres børn afsted til popklubbens arrangementer. 17.000 havde været der indtil nu, og af dem var kun én sendt på sygehuset – og det med regulære tømmermænd, som ikke krævede lægebehandling. Bisgaard understregede, at der kun blev solgt sodavand i klubben, og leverandøren havde beregnet, at der i gennemsnit var knust 32 flasker pr. aften. I øvrigt var man gået over til at servere sodavand i plastickrus, og når nogle unge blev berusede, var det fordi de selv smuglede spiritus ind, selv om der var kontrol ved indgangen.
I slutningen af 1967 fik pop-clubben en aflægger med navnet Regnbuen i Brøndbyøsters nye kulturhus “Kernen”. Her blev der vist film og spillet folkemusik hver 14. dag. Ud af popklubben udsprang også en “Aktiv-Gruppe”, bestående af unge der arbejde for at få et ungdomshus i kommunen. Gruppen arbejde frem til 1969 med planerne, og fik i en periode lov at benytte en gård i Brøndbyvester.

Verdensnavne i Brøndbyerne

I februar præsenterede Brøndby Pop Club et af de meget store engelske navne, Ten Years After, der her fik deres første optræden i Danmark. Der var næsten fuldt hus, og begejstringen var åbenbart så stor, at gruppen kom på plakaten igen to måneder senere.

Engang imellem måtte man ændre programmet med kort varsel, hvad der gav pop-publikummet mulighed for at høre navne, de ellers ikke ville have fået mulighed for at opleve i Danmark. Faktisk var det mere reglen end undtagelsen, at Brøndby-Poppen kunne invitere til danmarkspremiere på ét eller andet. Det gjaldt f.eks. The Herd fra England, som havde deres første og også sidste optræden i Danmark i Brøndbyøster. Small Faces skulle have spillet i marts, men forlod pludselig landet efter uoverenstemmelse med en anden koncertarrangør. Heller ikke The Yardbirds, der var programsat i april, dukkede op og muligheden for i stedet at få Fleetwood Mac glippede også. I stedet fik The Herds chancen.
Sommeren brugte Hans Otto Bisgaard og Peter Isaksen til en studierejse til England, for at få inspiration til den kommende sæsons arrangementer.

Pausen mellem forårs- og efterårssæsonen blev også brugt at at imødegå den kritik, der havde været rettet mod klubbens meget store og dyre arrangementer. Bestyrelsen besluttede, at hvert popbal kun måtte koste 10.000 kr – dog 20.000 kr, hvis der var tale om meget store, udenlandske navne. Samtidig skulle 5% af indtægterne hensættes som en reserve, for at sikre sig mod fiaskoer.

Det viste sig at være en fornuftig disposition, for ved arrangementet den 12. oktober 1968 var der langt fra udsolgt. Årsagen var nok, at publikum efterhånden havde vænnet sig til at høre store, kendte bands i popklubben, men denne aften havde man ikke noget topnavn. I stedet spillede nogle mindre kendte svenske grupper, og selv om man havde hyret nogle unge mennesker til at organisere et lysshow bestående af “cirkler og gesvejsninger og endog en smule japansk porno”, var det altså ikke nok til at trække folk til i samme stil, som når det kendte engelske navne optrådte.

Ved et par andre koncerter stod også mindre kendte navne på plakaten, og man havde flere arrangementer, hvor der stort set kunne blev spillet bluesmusik. Bedre gik det i begyndelsen af december, hvor John Mayall var hovednavnet. Her var alle 1.200 billetter solgt, og mange måtte gå forgæves.

Kort før jul fik en dansk gruppe sin debut på popklubbens scene. Det var Burnin Red Ivanhoe, der hér spillede en egentlig koncert for første gang. Pop-medarbejderen på Brøndbyernes Avis var skeptisk i sin foromtale. Hun hæftede sig ved, at alle gruppens fem medlemmer var jazzmusikere, og forventede en blanding af blues og jazz. Stor var overraskelsen derfor, da Burnin Red Ivanhoe sang på dansk og det på en måde, som ikke var hverdagsskost: “Teksterne var på ingen måde flydende. Singleguitaristen sang et par ord for derefter at spille lidt og derefter synge igen.” Om det var en provokation, eller om det faktisk skulle lyde sådan, lod hun stå som et åbent spørgsmål, da hun i avisen ugen efter koncerten konkluderede, at den form for musik bestemt ikke hørte til i Brøndby Popklub! Men en ny form for musik havde holdt sit indtog – også i Brøndbyerne, der med sangen Ivanhoe i Brøndbyerne fik slået sit navn fast i pophistorien. Burnin Red Ivanhoe optrådte iøvrigt endnu engang i popklubben yderlige tre gange mere i de måneder.

Ned ad bakke

Foråret 1969 bød på koncerter med en række meget store udenlandske bands, bl.a. Led Zeppelin, Earth, og Colosseum. De mest populære danske bands, som f.eks. Young Flowers, Ache og Alrune Rod, kunne naturligvis også høres i Brøndby-Poppen.

8. februar 1969 havde man for tredie gang på et år Ten Years After i popklubben. Bandet blev annonceret som “vort husorkester” og var da også i stand til at sikre fuldt hus. Det betød en billetindtægt på 12.000 kr i klubbens kasse. Popklubben havde efterhånden et problem med publikum, der var taget til Brøndbyøster, for blot at blive afvist på grund af pladsmangel. Men 1.200 tilskuere var det maksimale antal, som brandmyndighederne ville tillade i Nørregårdshallen. Efter sommerferien tog man et usædvanligt skridt, for at kunne huse så mange som muligt. Klubben lejede sig simpelthen ind i KB-Hallen på Frederiksberg. Koncerten var et samarbejde med koncertbureauet SBA.

Siden popklubbens første arrangementer i starten af 1967, hvor forældrene blev inviteret med, for at se hvor stilfærdigt det hele foregik, var der sket en udvikling i publikums adfærd. Flere og flere sad simpelhen og sov under koncerterne, og det var nok næppe fordi de havde drukket for mange af de sodavand, der stadig var det eneste klubben serverede. Arrangementet den 6. september var åbenbart dråben, der fik bægeret til at flyde over. Nogle havde bemærket, at der blev brugt sprøjter med narkotika. Der var så godt som intet lys i salen, og en stor del af de tilstedeværende unge lå henslængt på gulvet.

Flere af de musikere, som stod på scenen ved klubbens koncerter, lagde ikke skjul på deres afslappede forhold til hash og narkotika. Forsangeren i Country Joe and the Fish, brøstede sig af at have den uofficelle verdensrekord i at indtage LSD. Trommeslageren i Nice, der spillede 6. oktober, virkede sløv og var ikke i stand til at følge med de andre musikere, og da Family spillede i november 1969, kneb det for gruppens medlemmer at gennemføre koncerten.

Den konservative vælgerforening, henvendte sig til kommunalbestyrelsen og påtalte, at der ved popklubbens arrangementer fandt et “udstrakt misbrug af hash og andre narkotika” sted. Også Børne- og ungdomsværnet i kommunen reagerede. Dér havde man fået henvendelser fra bekymrede forældre, hvis børn var kommet “bevidstløse” hjem.

I oktober blev der arrangeret et møde mellem børneværnet og klubbens bestyrelse. Formanden, Hans Otto Bisgård, forsøgte så godt han kunne at forklare, hvordan arrangementerne foregik. Det var en ny måde at være sammen på, som ikke lignede baller i tradtionel forstand. Publikum sidder – eller ligger – ned. Han erkendte, at der var problemer med hashrygning, ligesom der tidligere havde været tilsvarende problemer med alkohol. Mødet mundede ud i en opfordring til, at der blev lavet en samlet undersøgelse af, hvad kommunen gjorde for at løse narkotikamisbruget. Men klubben fik lov at fortsætte sine aktiviteter.

Børne- og ungdomsværnets medlemmer følte, at de måtte foretage sig noget mere konkret, end at sætte sagen til drøftelse i kommunalbestyrelsen. Så de gik direkte til politiet, og bad dem lave en undersøgelse af forholdene i klubben. Ved et par af de følgende arrangementer var politiet tilstede, og kunne – ikke overraskende – lugte, at der blev røget hash, men omfanget blev ikke vurderet som særlig stort. De unge sad eller lå i smågrupper på gulvet – mange med lukkede øjne mens musikken spillede – men da koncerten var forbi, stod alle op og salen var tyddet på ti minutter. Ingen var bevidstløse, og der blev ikke fundet sprøjter, spor af narkotika o.lign.

Pop Clubbens farvel

I foråret 1970 opstod der alvorlige økonomiske problemer i Brøndby Pop Club. Koncerten i februar med Graham Bond, Spirit of John Morgan og Ache kostende klubben 10.000 kr i honorar til musikerne, men kun 450 købte billet. Fra januar til april oparbejdedes et underskud på over 26.000 kr. Påstandene om, at klubben skulle være en “narko-bule”, og tilsvarende negativ omtale i aviserne, kombineret med politiundersøgeslen, blev angivet som årsagen til, at publikum ikke dukkede op. Man antydede dog også, at “dårlige publikumsgrupper” holdt folk væk.

Medvirkende til krisen var nok også, at Brøndby Pop Club ikke længere var alene på markedet for musikarrangementer for unge på Vestegnen. Selv om klubben var Danmarks – nogle mente endda Europas – største, havde den fået konkurrence fra tilsvarende klubber f.eks. Glostruppoppen og Vestpoppen i Taastrup. I København blev der arrangeret stadig flere koncerter på de spillesteder der var dukket op, så i modsætning til i 1967, hvor der i Storkøbenhavn ikke var særligt mange muligheder for at høre den rytmiske musik, stod tilbuddene nu parat alle steder.

For at rette op på den dårlige økonomi, arrangeredes flere koncerter i KB-Hallen med SBA som samarbejdspartner. Her samledes op imod 4.500 mennesker, men når popklubben ikke stod som enearrangør og havde udgifter til halleje, blev overskuddet alligevel ikke stort nok til at skaffe penge i kassen. Efterhånden lå der mange ubetalte regninger, og klubben måtte gå til kommunen, som betalte de regninger, der havde hobet sig op.

Klubben satsede i april alt på et stort arrangement med den amerikanske stjerne Taj Mahal. Billetprisen var 20 kroner, men kun 900 købte billet, og det lykkes ikke at rette op på underskuddet ved den lejlighed. Koncerten i slutningen af april blev klubbens sidste i Nørregårdshallen, og den danske gruppe Young Flowers skulle blive den sidste der spillede for Brøndby Pop Clubs medlemmer.

I løbet af sommeren 1970 stod det klart, at klubben ikke kunne fortsætte sin aktivitet. Dels var der ingen penge, dels var de forholdsvis få personer, der stod for det store arbejde med at stable arrangementerne på benene, kørt trætte. I august aftalte bestyrelsen med fritidsudvalget, at klubben skulle opløses, og på en ekstraordinær generalforsamling den 20. oktober 1970 blev klubben formelt nedlagt.

Denne oversigt bygger på materiale bevaret i Forstadsmuseets arkiver. Det gælder klubbens medlemsblad, avisudklip samt korrespondance, regnskaber m.m.