Fortalt af Lis Holmenlund og redigeret af Henny Paaske, november 2001

Den åbne afdeling af Psykopatanstalten i Herstedvester ligger i Avedøre.

De to gårde ved Avedøre gadekær: Kastanienborg og Lysholm var fra 1936 ejet af Ministeriet for Landbrug og Fiskeri. A. Johs. Jørgensen og hans kone Hilda forpagtede Kastanienborg, deres søn Hans Christian var født 1926 – Lysholms forpagter var Karl Frederiksen, hans kone hed Marie, de havde to sønner Karl Evald født 1913 og Vagn født 1926.

Gårdene blev overført til Justitsministeriet

De første indsatte kom 1949. Til at lede forvaringsanstalten var valgt overvagtmester Niels Roelsgaard. Han var uddannet gartner, men havde som mange andre forladt faget i nedgangstiden i 30’erne. Hans kone Otilia, kaldet Tit havde ansvaret for køkkenet. Det var en svir at være indsat på en anstalt, hvor der var en dygtig kone til at lave mad. Roelsgaard havde en dejlig lejlighed på Kastanienborg i stueetagen over den høje kælder, og de forvarede boede på den øverste etage, samt i hele stuehuset på Lysholm. Overbetjent Jensen boede i det lille hvide hus mellem gårdene. Yderligere kan nævnes fængselsbetjentene Friis, Poulsen og Skånning. Betjentene var ligesom Roelsgaard enten uddannet ved gartneri eller landbrug, og havde også søgt ind som fængselsbetjente i 30’erne og 40’erne. Roelsgaard var en utrolig god leder, der var orden og respekt om hans person.

Der var omkring 30 indsatte – de blev ikke benævnt fanger, men derimod forvarede, idet de alle kom fra Psykopatanstalten i Herstedvester. De var i varetægt på grund af deres tilbøjeligheder – en slags sygdom. Hver fange havde begået den samme slags forbrydelse flere gange – det kunne være mord, voldtægt eller pyromanbrande. Mange af dem vidste, at de kun kunne frigives, såfremt de lod sig kastrere.

Efter 3-4 almindelige domme var de så dømt til forvaring på ubestemt tid. De var virkelig langtidsforvarede, og nogle havde været forvarede i 30 år. Denne form for straf var almindelig før i tiden. De indsatte, der efter alle disse år i Herstedvester, nu var kommet så langt i deres situation, at de kunne se en ende på det, var fuldstændig klar over, at det mindste fejltrin fra deres side ville bringe dem retur til Herstedvester omgående – med udsigt til flere år inden for murene.
De var på denne måde fuldstændig i lommen på personalet, men den de frygtede mest, var den berømte/berygtede overlæge Stürup på Herstedvester. Han var ikke vellidt, heller ikke blandt personalet. Det var ikke nødvendigt med fast opsyn på dem, når de arbejdede i marken eller ved gadekæret. De var deres egne kontrollanter.

Man skulle nu her i Avedøre prøve at resocialisere disse mænd, ved at lære dem at begå sig uden for murene. Ideen var jo netop, at de skulle “gå frit” – hvis de for eksempel lagde gadekæret om, gik der ikke nogen for at passe på dem. Eller hvis de gik på marken og rensede mellem grønsagerne, kunne de gå alene i flere timer. Når betjentene dukkede op, var det mest for at se, om arbejdet blev gjort ordentligt. Det var deres egen sag, om de ville stikke af. De vidste, at de kom direkte retur til Herstedvester, når de blev fanget.

Fængselspersonalet gik kun i uniform ved meget specielle lejligheder, til hverdag optrådte de i almindeligt arbejdstøj. Alle 30 mand var ikke lige arbejdsduelige – mange var blevet sløve af at have siddet i så mange år, og også sløve af medicin, som nogle også fik.

De 2 gårdes ca. 30 tønder land blev drevet meget intensivt

Gartneriet var så stort, som man overhovedet kunne klare med det mandskab – og så såede man korn på resten – der var ikke en kvadratmeter, der lå uudnyttet hen. Det var Roelsgaard alt for ærekær til. Alt skulle se ordentligt ud. Nogle skulle male og tømre, hvad de nu var gode til. Det blev mønstergårde at se på – de var pænere, end de nogensinde havde været. Nogle blev beskæftiget med madlavning og alt husarbejde, idet der ikke var andre end fru Roelsgaard ansat til at lede den afdeling.

Da fængselsvæsenet overtog gårdene, lå gadekæret som et almindeligt gadekær. Ved Storegade var der en stensætning, men på de øvrige sider skrånede jorden bare ned mod vandet. Da vi var børn og under krigen 1940-45, blev gadekæret virkelig brugt. Samtlige gårde kom med deres heste, når de havde været ude at efterårspløje, og når hestene var plørede langt op, så gik de bare ud i vandet ovre fra Strædet og blev vasket.

Da de indsatte rykkede ind, var det blevet almindeligt med traktorer, og der var færre heste. Så gadekæret blev nu sat i stand af de indsatte. Bede blev anlagt, græs sået og holdt. Så nu blev det i stedet for et lille anlæg. Springvandet er langt senere installeret af smedemester Erik Holm, som havde værksted i Storegade.

Ved siden af Sprøjtehuset havde der altid været en lille dyrefold til kalve. Også her blev der ryddet, planeret og sået græs og vedligeholdt.

De gartneruddannede betjente skulle dels passe på de indsatte og lede og fordele arbejdet og dels oplære de indsatte i arbejdet. Gårdene var et mønstergartneri og -landbrug.

De tidligere staldlænger, både på Kastanienborg og Lysholm blev indrettet til champignon-dyrkning. Det kræver mørke at dyrke champignon, og det var ret nemt at dække de få staldvinduer af. Det var virkelig en indbringende afgrøde, men også meget arbejdskrævende.

På den tid var champignon ikke hverdagskost, som i dag. Èn af de forvarede kom i gartnerlære i Brøndbyvester, sammen med andre elever. Han havde fortalt, at han kom fra et gartneri på 30 tønder land, og der var en del snak om, hvor dette gartneri kunne ligge. Ingen (undtagen mester) vidste, at han var i forvaring i fængselsafdelingen i Avedøre. Men han blev altid i daglig omtale kaldt ‘30 tønder land’.

På markerne dyrkede man mange grove grøntsager – blandt andet blomkål.

Når blomkålen var klar til salg, måtte man i gang, så var det her og nu – og så måtte man også ud at arbejde efter aftensmaden. Der er helt andre arbejdstidsregler i dag.

Gartner Klarskov tog sig af salget på Københavns Grøntorv, nu Israels Plads.

På den måde kom Klarskov gennem en vanskelig tid. Han var lidt for langsom med at modernisere, og han havde 3 medhjælpere i sit gartneri. Det var ikke for mange i forhold til arbejdet, men derimod i forhold til indtjeningen i tider med faldende priser. Disse medhjælpere var så rare mennesker, at Klarskov ikke kunne få sig til at opsige dem. Men kommissionssalget for Kastanienborg reddede økonomien.

Klarskov skulle prøve at holde ferie. Det blev så i efterårsferien, hvor datteren Lis kunne køre på grønttorvet med anstaltens produkter. I 1955 havde de en uhyrlig masse blomkål, som blev pakket i kasser, og disse blev læsset på vognen om aftenen. Om morgenen kom Lis og så, at kålen var stablet med 10-12 kasser i højden, og ned ad den lille skråning fra Kastanienborg løb vognen stadigvæk, uanset der blev bremset. Men hele læsset kom dog alligevel i god behold til grønttorvet.
Roelsgaard arrangerede forskellige kulturelle ting, for eksempel hvert år en høstfest. I køkkenet var der bagt æbleskiver i lange baner – men der blev ikke serveret øl.

I en af længerne havde man et samlingsrum, hvor der blev stillet en scene op. Man manglede jo kvindelige aktører, så Lis Klarskov og andre af landsbyens piger spillede med i dilettantforestillingen.

Fra dilletantforestillingen. Det er Lis med tørklæde til højre og hendes far som nummer 3 fra venstre med lang pibe Senere blev Lis spurgt, om hun var klar over, at hun havde spillet sammen med en morder. Hun havde kun opfattet ham som et rart menneske.

Mange fra Avedøre var tilskuere, og hver indsat havde også inviteret sin værge med. Det lignede enhver høstfest på landet. Man må sige, at Roelsgaard og personalet gjorde deres for at normalisere de indsattes tilværelse så meget som muligt.
Overvagtmester Niels Roelsgaard gik på pension omkring 1964. Overbetjent Søndergård blev herefter leder. Hans kone blev ikke økonoma, da hun var sygeplejerske andet sted. Søndergård havde før boet 2-3 år i Storegade i det lange gule hus, som var købt til tjenestebolig.

Der kom efterhånden færre indsatte fra Herstedvester til ‘udslusning’ til samfundet her fra Avedøre, og Fængselsvæsnet sendte herefter folk med korte straffe til afsoning hertil. Produktionen af grøntsager og champignon ophørte omkring 1972. Herefter blev der kun produceret landbrugsafgrøder. Der var flere tidligere forbrydere man læste om, og sagde :’Det er også én af dem, vi har mødt, uden at vide hvem der var hvem’. Vi vidste alle, at der var mange tidligere grove forbrydere imellem dem, men der var ikke én i Avedøre, der var bange for dem.

Poul Hansen, Storegade 19 gav følgende oplysninger november 2001. Da man stoppede med champignondyrkning, gik man over til svinehold. Der var ca 400 grise, der blev fodret med affald fra Vestre Fængsel. I landsbyen var man vant til lugten, idet Stevnsbogård før i tiden havde haft landets største svinehold.

Der kom efterhånden færre indsatte, og bygningerne stod halvtomme i nogle år, indtil de tamilske flygtninge kom i 1982 til 87. En aften/nat kom militæret og stillede store telte op, der kunne rumme 120 personer. Teltene stod bag Lysholm ud langs Stavnsbjergvej. Der blev udlagt gangbroer af træ mellem teltene. Da gårdene tilhørte Justitsministeriet, mente man ikke at det krævede tilladelse fra kommune eller andre for at oprette denne flygtningelejr. Men både kommune og beboerne klagede forgæves. Efter flygtningeperioden på 5-6 år blev bygningerne istandsat, og almindelige fanger tilbringer de sidste 2-3 måneder af deres fængselsophold her. På Kastanienborg er der et personale på 3-4 mand. Her kan en fanges ægtefælle også opholde sig i kort tid, inden fangen endelig løslades.

På Lysholm er personalet større, da der også er skole her. Fangerne passer almindeligt arbejde uden for murene, og de har fri til at deltage i almindeligt fritidsliv. Kl. 23 skal der være stemplet ind på kontrolure. Nogle på Stavnsbjergvej klager over, at der køres temmelig hurtigt lige før kl. 23, og er glade for, at ingen børn er ude på denne tid af aftenen. Der har været en del klager over, at de to gårde ved gadekæret i Avedøre igen fra 1. December 2001 skal være én af otte pensioner i landet, der har som hovedopgave at forberede fængslede på overgangen til det almindelige liv i frihed.

Avedøre Landsbylaug holdt tidligt i november 2001 et møde, hvor forstander for Lysholm, Frede Kruse-Christiansen og forstander for Kastanienborg, Henning Nordestgård samt Fritjof Stern Nielsen fra Kriminalforsorgen prøvede at berolige beboerne. Det blev fortalt, at tidligere kunne indsatte tilbringe de sidste 2-3 år af deres strafperiode på Kastanienborg, hvorimod det nu kun vil være 2-3 måneder, der skal tilbringes her. Man må håbe, at tidligere tiders fredelige sameksistens mellem landsby og fængsel også vil råde i vore dage.

Nogle af de indsatte

Erik Holm, Smedemester – Storegade, kom til Avedøre 1954, og har fra den tid haft forbindelse til overvagtmester Roelsgaard og de forvarede.

En håndværksuddannet indsat fik arbejde hos smeden, hver dag fra 7 – 16. Han kørte ud med servicevognen til kunderne. Og han passede smedens børn om aftenen, når forældrene skulle i byen. Han var på besøg den aften i 1963/64, da Avedøregården brændte, og var med til at sørge for at alle kom ud fra de 2 lejligheder på gården. De var udlejede til folk, der arbejdede for entreprenør Zeltner.

Denne mand var forvaret på grund af flere domme for checkbedragerier, hvilket smeden vidste. Hans værge telefonerede en dag til smedjen, for at sikre sig, at den indsatte ikke havde med penge at gøre. Hvad han naturligvis ikke havde. Derimod var det lykkedes den indsatte at narre 70.000 kr. fra værgen, som var advokat og kendte alt til den forvaredes forhistorie. Og dog havde han ladet sig snøre af hans talegaver.

En anden indsat, kaldet Pladasker var en habil maler. Smeden har stadig nogle af hans malerier på væggen. Han malede også navn på smedens servicevogn. Når det blev forår stak han af, og gik på landevejen som skærslipper – for at lade sig arrestere igen, når det blev koldt. Smeden fortæller, at hvis man ringede til Kastanienborg for at meddele, at en af de indsatte befandt sig uden for hegnet på et forkert tidspunkt, ville denne omgående blive sendt til Herstedvester igen.

Smeden og hans hustru har også været til julefrokost på Kastanienborg med fangerne og de ansatte. Prominente fanger: det blinde medlem af Blekingebanden. Han kørte alene med bus 10 til og fra København af og til.

Jønke: Når han skulle på uledsaget udgang, kom en stor ‘amerikaner’ bil og hentede ham.

En anden rocker fik leveret en stor motorcykel fra en anhænger, og den blev kørt bort igen på samme, efter fritimerne.

Her kan man læse mere om kriminalforsorgens udslusningspension, Pensionen Avedøre.