Lokalarkiv

Forstadsmuseet rummer lokalarkiv for både Brøndby og Hvidovre. Ønsker du at få adgang til arkivalier bedes du kontakte os på forhånd, så vi kan forberede dit besøg, finde materialet frem og betjene dig bedst muligt. Du kan kontakte os pr. telefon 36 49 00 30 eller e-mail forstadsmuseet@forstadsmuseet.dk

Arkivet har åbent mandag-torsdag fra kl.10-15. Besøg udenfor åbningstiden skal aftales på forhånd.

Begge arkiver rummer et væld af spændende sager og oplysninger. Vi indsamler, opbevarer og formidler den lokale historie i form af fotos, papirer, breve, kort og dagbøger. Lokalarkiverne er til rådighed for alle, der interesserer sig for kommunernes historie, og kan give den interesserede et ganske unikt indblik i lokalhistoriske forhold.

Har du en skat?

På Forstadsmuseet er vi meget interesseret i at se og vurdere dokumenter, der dukker frem af gemmerne og modtager gerne gamle fotos, breve og dokumenter vedrørende sager og forhold i Brøndby og Hvidovre. Det kan f.eks. være skøder, plantegninger, erindringer, dagbøger, familiefotos af privat karakter og fotos af steder i lokalområdet. Den slags materiale kan være af stor betydning for den viden, vi har og kan få om livet i Brøndby og Hvidovre. Hvis der er tale om materiale af helt privat karakter, ellers hvis andre forhold spiller ind, kan det ved overdragelsen til arkivet aftales, at det skal gøres utilgængeligt for publikum i en årrække.

Slægtsforskning

Er du gået på jagt i din egen slægt, er lokalarkiverne ofte en guldgruppe af oplysningner i din søgen efter gamle aner. Både Hvidovre og Brøndby Lokalarkiver har en række hjælpemidler til brug for slægtsforskning. Foruden kopier af de traditionelle kilder, f.eks. kirkebøger og folketællingslister, rummer lokalarkiverne flere slægts- og ejendomsregistre.

Forstadsmuseets billedsamling

Forstadsmuseet har en stor billedsamling fra Brøndby og Hvidovre, der  er digitaliseret og lagt på nettet. Du kan søge i billedsamlingen på arkiv.dk, som er en fælles billeddatabase for en stor del af Danmarks arkiver. Finder du et eller flere billeder interessante, er du velkommen til at kontakte Forstadsmuseet på forstadsmuseet@forstadsmuseet.dk. Så sender vi billedet til dig i en større størrelse jfr. nedenstående betingelser i “Salg af digitale fotos”.

Salg af digitale fotos

– Foto i Tiff/jpeg i høj opløsning leveret via e-mail (til kommercielt brug) 400,00 kr.
– Op til 10 fotos i jpg-format leveret via e-mail (privat brug) Gratis
– Fotos ud over de første 10 stk. 100 kr. stykket

Ved offentliggørelse skal fotografens navn altid anføres, og Forstadsmuseet skal angives som kilde.
Betalingen gælder kun for brug af fotografiet én gang. Ved bestilling skal det angives, hvad fotografiet skal bruges til.
De ovennævnte priser omfatter ikke den betaling, fotografen er berettiget til ifølge ophavsretsloven.

Særlige undersøgelser og formidlingsopgaver

250 kr. pr. påbegyndt time.