Af: Forstadsmuseet

Gudrun Fjeldsøe – født i 1912 – har fortalt om det hårde slid, der var forbundet med at sikre sig vand til husholdningen. Da hendes forældre flyttede til en nyudstukket grund på Strandbovej i Hvidovre i 1921 og gik i gang med at bygge et hus til familien på fem, måtte hendes far i gang med at grave en brønd: ”Det var et ret stort arbejde, fordi der var et meget tyndt lag muld og et meget tyndt lag ler, og så kom man ned i kalk og flint. Så det var altså med at sidde dernede og mejsle sig igennem.” Brøndene krævede også en del vedligeholdelse, da de engang imellem skulle tømmes helt for vand og renses for mos, døde dyr eller andet, der kunne forurene vandet. Efterhånden kom der flere private vandværker til, som kunne forsyne en hel grundejerforening. Kommunalt vandværk anlægges Ifølge tidligere fuldmægtig ved Hvidovre Rådhus, Ernst Andersen, blev spørgsmålet om en fælles vandforsyning i Hvidovre aktuelt, efterhånden som udstykningerne skred frem: ”Man fandt det urimeligt – og dyrt – naar hver enkelt ejendom skulle have sin egen brønd, saa meget mere som man sine steder skulle ret dybt for at finde tilstrækkelige vandmængder til ogsaa at klare forbruget i de tørre sommerdage.” I maj 1935 blev der udsendt tilbud til 3348 grundejere om at blive tilsluttet en kommunal vandforsyning. Næsten 55% svarede, at de ønskede at tilslutte sig. På den baggrund gik planlægningen af et vandværk i gang. Den 15. juni 1936 gik man i gang med at anlægge vandværket. Som en del af foretagendet blev Hvidovre Vandtårn opført på H.C. Bojsensvej. Arkitekt Carl Jørgensen lavede tegningerne med Rundetårn som forbillede, og vandtårnet blev bygget af entreprenør H. Chr. Nielsen og søn for 76.000 kr. Indvielsen af vandværket fandt sted d. 9. december 1937. Målt til toppen af kuplen er vandtårnet 36 meter højt, og det vejer 1500 ton. I 30 meters højde findes en vandbeholder, der kan rumme 300 m3 vand. Tårnet bruges stadig af Hvidovre Vandforsyning. Det var oprindeligt meningen, at folk om søndagen skulle have mulighed for at nyde udsigten fra tårnet, og at de skulle kunne købe forfriskninger og postkort. Den plan blev dog aldrig realiseret. Tårnet, som er en af kommunens mest markante bygninger, er blevet foreviget i Bjarne Reuters novelle “Arvo Pärt og de blå altaner”, der fortæller historien om en mand, der cyklede til Hvidovre en gang om ugen. Da Hvidovre Lokalhistoriske Selskab spurgte forfatteren om hans forhold til vandtårnet, svarede han: ”Jeg har aldrig boet her i Hvidovre, kender ingen, som bor her, men jeg bliver altid i godt humør, når jeg ser det runde vandtårn fra 1937, som ligner noget fra Folk og røvere i Kardemomme by. Og det er en ros.”