Der eksisterer en del øjenvidneberetninger om den dramatiske begivenhed ved Brøndbyøster Skole den 5. maj 1945:
Gunnar Jensen, leder af et Glostrupkompagniet, der var modstandsbevægelsens lokale organisation, har fortalt om begivenheden:
“Medlemmerne af den ventegruppe, der var dannet i Brøndby Strand, var beordret til Hendriksholm Skole i Rødovre, hvor de skulle varetage en bevogtningsopgave. De øvrige grupper i Glostrupkompagniet, var tidligere på dagen kaldt til mønstringspladsen på Østergård i Glostrup, hvor de modtog instruktioner i, hvordan de skulle forholde sig overfor tyskerne og deres danske håndlangere.
Gruppen fra Brøndby Strand var imidlertid blevet forsinket, eller havde ikke fået besked om mødet i Glostrup, så de kørte den direkte vej til Rødovre. På vejen passerede de Brøndbyøster, hvor tyskere var indkvarteret på skolen. Nogen tid forinden var der opstået skyderi omkring skolen, fordi en frihedskæmpergruppe fra København havde forsøgt at erobre våben, der var i depot i skolens gymnastikhus. Derfor var tyskerne vagtsomme, og Glostrupkompagniet havde sendt besked til Brøndby Strand-gruppen, med advarsel om ikke at køre gennem Brøndbyøster. Det er imidlertid uvist, om denne advarsel nåede frem, eller om den blev misforstået.
Der var lagt tyskere ud i stillinger [langs den nuværende Park Alle], og Brøndby Strand-gruppens bil passerede den første stilling, uden problemer. Den næste gruppe tyskere åbnede derimod ild mod modstandsfolkene, der sprang af vognen og tre blev dræbt på stedet. De øvrige søgte ind på en gård, hvorfra den optog en kort ildkamp med tyskerne. Kort efter trak de sig tilbage, mens civile rekvirerede ambulancer. Skudvekslingen fandt sted dér, hvor der i dag er sat en mindesten for Carl Olsen, den ene af de dræbte danskere. Uofficielt blev det oplyst, at én tysker var blevet dræbt.
Tove Gudmand-Høyer, der boede i lærerboligen i den gamle skole på Brøndbyøstervej, har fortalt om begivenheden:
Ved 9-tiden den 5. maj gik en gruppe danske frihedskæmpere ind i gymnastikhuset ved Brøndbyøster Skole, og lidt efter kom de ud med tyskerne, der holdt armene over hovedet. Tyskerne blev stillet op af muren og undersøgt, og derefter beordret til at bære våben fra huset og ud på pladsen. Her blev våbnene lagt i en stor bunke. “Pludselig rører én af modstandsfolkene ved hanen på sit maskingevær, som går af. Kuglen rammer gesimsen ved døren, går tilbage til stentrappen og ind gennem en trævæg, rammer en frihedskæmper, der netop står ved telefonen. Kuglen gik gennem hans øje, som han helt mistede.”
Tyskerne på selve skolen tror nu, at der bliver skudt på deres kammerater, og i ét nu er byen omringet af tyske soldater og en voldsomt skyderi begynder. Én af modstandsfolkene kommer ind i lærerboligen for at låne telefonen, så han kan få fat i en ambulance til den sårede dansker. Den ankommer hurtigt, og da den er kørt med den sårede, kommer en tysk soldat løbende ned ad bakken fra skolen. Han bliver beskudt af en modstandsmand, som efter skuddet vender sig for at gå i dækning, men han når det ikke og bliver ramt af kugle i ryggen og falder.
I lærerboligen er nu dels en tysker, dels en dansker, og der bliver ringet til Frederiksberg Slot, hvor der er en kommandocentral, hvorfra der kan kaldes hjælp. Ret hurtigt kommer en ambulance.
Inden hjælpen når frem, sker træfningen ved Park Allé med modstandsgruppen fra Brøndby Strand. Da hjælpen fra Frederiksberg Slot når frem, bliver skydningerne standset.
Det viser sig efterfølgende, at de våben der er deponeret i gymnastikhuset, tilhører det allierede, og må således bæres ind igen”.
Mourits Tarp, hvis far var lærer på skolen, oplevede ligeledes begivenhederne på nært hold fra lærerboligen:
“En tysker var lidt før kl. 9 kommet ud fra den gamle gymnastiksal [dvs. våbendepotet] iført uniformsbukser og undertrøje, og var formentlig efter et bad i færd med at knappe sine bukser. Uvist hvorfor, blev han fra frihedskæmperside skudt i maven. Han faldt om, og et par andre tyskere i gymnastiksalen greb straks til våben imod frihedskæmpere, der var frit synlige på vejen.
De få tyskere i gymnastiksalen forskansede sig hurtigt, ligesom der kom forstærkning fra skolen. De ca. 250 tyskere forskansede sig hurtigt i vinduer og bag hushjørner, krigsvante som de var. Uvist hvordan, blev der imidertid særdeles hurtigt rekvireret andre frihedskæmpere til stedet, og på forbavsende kort tid var ca. 300 frihedskæmpere forskanset i en ring omkring skolen. Der fulgte herefter ca. 2 timers intensiv ildkamp”. Familien Tarp går herefter ned i kælderen, der fungerer som beskyttelserum og oplever således ikke resten af begivenhedsforløbet. Men de hører et brag fra en eksplosion. Der er tyskerne, der har sprængt hoveddøren til lærerboligen, så de kan komme op på loftet og derfra fortsætte kampen. De opstillet et maskingevær på et loftsværelse, hvorfra der er frit udsyn over terrænet foran skolen og ned mod Brøndbyøstervej. Herfra afsendes og de kugler, der dræber Aksel Andersen.
Tyskerne kommer nu ned i kælderen, og beder lærer Tarp om med et hvidt flag at gå over marken til gården Lindelund, hvor han skal få fat i frihedskæmperne og foreslå omgående våbenstilstand. Han når kun halvvejs gennem haven, da han bliver kaldt tilbage. Tyskerne har nemlig nu fanget en gruppe på 20 modstandsfolk på vejen udenfor skolen. Gennem dem vil de optage forhandlinger med modstandsbevægelsens ledelse i København. Fra skolens kontor bliver der nu med lærer Tarp som tolk etableret forbindelse til København, hvorfra der udsendes en delegation til Brøndbyøster. Herefter standses kampen, som har kostet fire danskere livet, mens der på tysk side kun er sårede – ingen dræbte. Senere fortalte tyskernes oberst Nette, at de kunne have mejet de 20 tilfangetagne danskere ned, med at der ikke var nogen mening i at gøre det.
Bjarne Gudmand-Høyer fortalte i 1995 om episoden, som han også overværede fra Rytterskolen:
“Jeg var 14 år da det skete. Jeg står i stuen og overværer hele forløbet. Der kommer en tysk soldat gående ned ad vejen oppe fra skolen. Det ser ud som om han vifter med noget hvidt. Det kunne nok tænkes, at tyskerne var interesseret i at få kampen indstillet. På hjørnet af Brøndbyøstervej og Tværgaden står Aksel Andersen. Måske er det ham, der skyder tyskeren. Det er ikke til at vide, men kort tid efter synker Aksel Andersen sammen i dørlysningen til installationsforretningen på hjørnet, og bliver liggende.”
