Af Henny & Wilfred Paaske, april 2001

Forhistorien

Roskilde Bisp ejede jorden i Smørum og Sokkelund Herred, han havde fået det som gave ca. 1050 fra Svend Estridsøn. Bønderne fik lov at passe sig selv, og skulle ikke stille til hoveriarbejde som hos herremænd. De skulle dog være med til at køre sten til Absalons borg i København, og til den kongevej der blev anlagt : Gl. Kongevej – Roskildevej.

Efter reformationen kom kirkens gods til at tilhøre kongen.

Avedøres gårde var placerede omkring gadekæret, så man kunne klare opgaver i fællesskab, og sammen beskytte sig mod farer udefra.

Stavnsbåndets ophævelse i 1787 betød også, at gårdene flyttede fra landsbyens fællesskab og ud til den jord, der hørte til pågældende gård. Selv om bønderne ikke havde været stavnsbundne her i Avedøre, blev de gårde, der havde jorde længst fra byen, udflyttet.

Toftegårdens plads i Avedøre landsby var mellem Højgård og Damgård i Storegade. Anders Pedersen flyttede i 1784 ud på egen jord på Østre Strandvej. Fra 1823 er gården delt i 2 matrikler 10A og 10B. 10A var stadig Toftegården – 10 B blev til Himmerigsgård (i 1940’erne kaldet Enkegården), som nu er Strandhaven. Statens Jordlovsudvalg ejede Toftegården i 1949, forpagter var Ejner Andreasen.

Toftegården

“De drog vestpå” er et udtryk, der blev brugt om nybyggerne i Amerika i 1800-tallet. Vi drog også vestpå – i 1950. Fra Hvidovre/Valby helt ud til det fjerne Avedøre.

Der var kommet vældig gang i byggeriet af boliger lige efter krigen. Dette betød at flere kolonihaver rundt omkring København blev nedlagt og måtte vige for boliger.

Herimellem bl.a. ‘Gyldenris’ på Køgevej og ‘Venezuela’ i Glostrup. Den sidste var startet omkring 1937, da der var en stor mislykket udvandring til Venezuela. Nogle nøjedes med en kolonihave i Glostrup, men brugte navnet Venezuela. Flere af lejerne i disse kolonihaver var blevet trætte af, at skulle starte forfra med nye haver på lejet jord, hver gang deres beplantning endelig havde nået en fornuftig størrelse. Man valgte så i 1949, at det nu skulle være selvejerjord.

Toftegården i Avedøre blev købt af Statens Jordlovsudvalg. Kolonihaveforbundet stod som garant for den formidable sum af 384.000 kr., som 239 medlemmer så hæftede solidarisk for. Man udstykkede grundene som almindelig villagrunde på 800-1200 m², i stedet for de sædvanlige kolonihavemål på 300-400 m².

Ikke alle fra de nedlagte kolonihaver havde mod på at påtage sig forpligtelsen som selvejere til en ny ‘kæmpe’have, og derfor fik andre mulighed for at være med.

Adskillige politifolk, sporvejsfunktionærer etc. havde i slutningen af 1949 hørt rygtet på deres arbejdsplads. Min bror havde også hørt det, og også han og vi indbetalte de 50 kr., der gav adgang til den stiftende generalforsamling 31. Januar 1950.

En tidligere haveforeningsformand Chr. Lorenzen blev valgt til formand for ‘Parcelforeningen Toftegården’, senere omdøbt til Grundejerforeningen Toftegården. Landinspektør C. Bræstrup havde ordnet udstykningsplanlægningen for Kolonihaveforbundet og Glostrup Kommune, hvortil Avedøre hørte på daværende tidspunkt.

Udstykning af 239 grunde

Der blev i starten udstykket 239 grunde. Senere blev der købt flere grunde på Ørumvej og Rudbølvej, og efter at flere grunde på Langåvej var blevet eksproprieret til Havnevejen, er der nu 247 medlemmer. Kolonihavefolkene ønskede alle veje udlagt i 8 meters bredde, som man anså for rigeligt, og som man var vant til i kolonihaver. Men Glostrup Kommune gik kun med til, at de korte tværgående veje fik denne bredde, imod at der blev anlagt et stort grønt område, samt at forsyningsvejene fra Brostykkevej: Langåvej og Fjeldstedvej blev 12 m brede, og de øst/vestgående veje: Toftemosevej og Sjølundvej blev 10 m bredde.

Parcellerne blev fordelt ved lodtrækning (vi fik en hjørnegrund på 803 m², og ingen havde lyst til at bytte). Betalingen var 50 kr. i udbetaling og ca. 20 kr. pr. måned, hvilket ville give en samlet købssum på ca. 1500 kr. Det lyder rimeligt, men der var måneder, hvor man kunne have brugt disse 20 kr. til meget andet nyttigt. Venner og kolleger undrede sig over, at vi kunne tænke os at få grund i det fjerne Avedøre, der kun kunne nås pr. cykel.

Familien Paaske overtager deres parcel 1. april 1950

Den 1. April 1950 kunne vi tage vor parcel i besiddelse. Forpagter Andreasen fra Toftegården havde i 1949 nået at efterårspløje nogle runder af jorden inden salget, hvilket betød, at de yderste grunde + det der skulle være de store veje var pløjet, og resten lå som græsmark. Toftegårdens stuehus ligger stadig på Ørumvej, laderne blev nedrevet omkring 1955.

Vi var vældig ivrige efter at komme i gang. Der blev plantet hæk, frugtbuske og nogle frugttræer, som det første. De blev vandet med vand fra Skelgrøften, der nu er rørlagt under Havnevejen. Da det rigtig blev sommer og tørt, måtte vi medbringe dunke med vand hjemmefra. Noget af det første vi foretog os, var at anbringe et cykelstativ, lavet af nogle kraftige poppelgrene. Og der var grøde i jorden, for disse ½-år gamle grene begyndte at sætte blade. Og den brombærranke vi glædede os over det første år, prøver vi stadig at udrydde 51 år efter. Planteskolen ‘Mont Rose’ der lå, hvor nu Toft Sørensens Vænge er, leverede de første frugttræer, og familiernes haver ydede flere tilskud til staudebedene.

Der skulle anlægges veje, og det blev gjort ved pligtarbejde. Hver grund havde et bestemt antal week-end’er, hvor der var mødepligt. Her gravede man så vejkassen ud og anbragte betonklodser, sten, skærver, slagger og grus, så det var til at komme frem. W. Paaske havde fået udsat sin militærtjeneste, men efter eksamen blev han indkaldt i april 1951, og bestyrelsen var så venlig at fritage ham for pligtarbejde, imens han var soldat til juni 1952.

Der blev også udlagt vandrør – oven på jorden – så fra oktober til april var der kun vand ved et par fælles vandhaner. Når vi stod på vor grund helt nede ved Skelgrøften, havde vi overblik over hele grundejerforeningen. Kolonihavefolkene kom med deres små huse og skure fra de nedlagte haver, de medbragte også større træer, der ragede godt op i landskabet.

Sommerhus opføres 1954

Redskabshuse blev rejst, og langsomt kom der gang i sommerhusbyggeriet. I de følgende år lavede Folketinget diverse restriktioner – ét år måtte man kun bygge 10 m². Da vi byggede sommerhus i 1954, var der heldigvis ingen restriktioner, men økonomien satte naturlige grænser. Så vi endte med et hus på 21 m², hvilket kun var 7 m² mindre end vores lejlighed. Vi anså derfor disse 21 m² for rigeligt. Her boede vi så fra først i Maj til sidst i August hvert år. Når vi flyttede ud, foregik det ved hjælp af en trehjulet ladcykel, lejet hos cykelsmed Svendsen på Hvidovrevej/Turebyalle. Vore to genboer havde henholdsvis en motorcykel og en lille ladvogn, herudover bestod trafikken kun af cyklende, og efterhånden af de populære knallerter (cykler med hjælpemotor).

Vejene henlå som grusveje, og i tørt vejr skulle der ikke megen vind eller trafik til at få dette grus til at forandres til støv, der lagde sig alle vegne. I regnvejr blev der dannet store pytter. Børnene omdøbte Langåvej til Langhulsvej.

Marketenderi på Tistrupvej

På det grønne område på Tistrupvejs blev der, som i kolonihaver, anlagt et marketenderi, hvor alt kunne købes hele ugen. Heinz var bestyrer. Det ene øjeblik blev der hældt petroleum til vore primus og lamper på vore medbragte flasker, og det næste øjeblik blev der ekspederet mælk eller wienerbrød. En blandet landhandel.

Interessekonflikt opstår mellem kolonihavefolk og parcelhusfolk

Der var store meningsforskelle mellem de oprindelige kolonihavefolk og os andre. Vi ønskede at få byggemodnet Toftegården hurtigst mulig, og blev kaldt byggespekulanter. Vi havde lidt svært ved at se os selv i denne lidet flatterende rolle. Der var stadig pligtarbejde til at reparere vejene, men flere og flere talte om at få disse asfalteret.

I 1950 havde Glostrup kommune ment, at der ville gå 20 år før der kunne bygges, men vi, der kom fra Hvidovre, mente, at udviklingen ville gå hurtigere, og vi fik heldigvis ret. Vi havde anbragt vort sommerhus på grunden, så det ikke ville ligge i vejen for den villa, vi regnede med at skulle bygge senere. I 1958 blev det bestemt, at der skulle anlægges kloak- og vandledninger, så det blev muligt at bygge.

Som noget helt nyt blev der lagt to kloakledninger i vejen, den ene skulle tage regnvand fra veje og tage, og føre det urenset til Kalveboderne, den anden til spildevand. Udgravninger til kloaker blev af og til sinket, når der skulle sprænges store sten, der lå i vejen. Adskillige ret store granitsten dukkede op og fortalte, at Toftegården er funderet på morænegrus fra istiden. Stenene er ført hertil af isen og aflejret ved en smeltevandsflod, – som senere blev til ‘Skelgrøften’, der nu ligger under Havnevejen. I vores have dukker der flinteflækker op, der viser, at her på åbredden har der boet folk før os.

13. Marts 1959 startede vi som selvbyggere med min far som sagkyndig foregangsmand. Murværk, el-arbejde og snedkerarbejde blev udført af professionel arbejdskraft, ellers var alt andet selvbyg.

Familien Paaske flytter i selvbygget helårshus oktober 1959

Vi havde opsagt vor lejlighed i Bredalsparken fra 15. Maj for at spare den store husleje på 275 kr. pr. md. Møbler var opmagasineret , mens vi som sædvanligt boede i sommerhuset på grunden. Sommerhuset blev solgt til flytning den 1.Oktober 1959, så det nye hus skulle være til at flytte ind i, og blev det også til 1. Okt. Det var ret imponerende klaret. Det varede et par måneder før det kommunale vandanlæg var færdigt, så vi måtte klare os med en primitiv forbindelse til sommervandanlægget. De vandrør, der lå oven på jorden, skulle jo ikke bruges mere, så der var ikke, som ellers, lukket for vandet den 1. Oktober, idet der blev indlagt vand på alle grunde.

Der var stor byggeaktivitet overalt. Mange huse var selvbyggerhuse, og når spærene var rejst, var der det sædvanlige rejsegilde. Hurraråbene lød over området, så Anne (3 år) troede, at det hed ‘Hurrase-gilde’. Glostrup kommune førte tilsyn med byggeriet, og ingeniør Gravesen mødte ihærdigt op og skulle godkende alt vedrørende konstruktionerne. Han gik ikke på kompromis med noget som helst, men var også hjælpsom med gode råd til selvbyggerne. Dersom der stadig var nogle af hans slags, kunne man i dag undgå mange byggeskandaler.

Der var vældig trafik med byggematerialer, og vore veje var slet ikke beregnet til denne tunge trafik, og slet ikke efter at de havde været gravet op til vand og kloak. Det var åbenlyst, at det var nødvendig at få gjort vejene permanente. Kolonihavefolkene var efterhånden kommet i mindretal, men de protesterede forståeligt nok imod at ændre på kvarterets status fra sommerboliger. Alt sammen forgæves.

I april 1961 besluttede generalforsamlingen, at et udvalg skulle indhente tilbud på vejanlæg, og W. Paaske kom ind i bestyrelsen. Ingeniør Leerbeck Sørensen udarbejdede et vejprojekt, og et overslag på 4.300. En urafstemning viste at 163 var for og 45 var imod anlæg af ny veje. Entreprenør E. Petersen, Kildebrønde vandt licitationen.

Stridigheder i Grundejerforeningen

Formand Chr.Lorenzen, der var kolonihavemand, modarbejdede generalforsamlingens beslutninger, samtidig med at han skaffede foreningen unødige omkostninger, ved at godkende betaling for arbejde vedrørende vandanlæg, som egentlig skulle betales af kommunen. På en ekstraordinær generalforsamling i november 1962, blev W. Paaske valgt som formand, og han overtog nu foreningens tilsyn med vejanlægget, der var gået i gang. Det indebar, at der een gang om ugen blev afholdt byggemøde. Her gjorde entreprenøren rede for arbejdet. Han prøvede at få diverse uforudsete hændelser tillagt ekstrabetaling. Han fik dog at vide, at han som erfaren entreprenør burde have taget højde for, at der kunne være sten i undergrunden. Så ved arbejdets afslutning viste det sig, at entreprenørens tilbud på 5.600 kr. pr grund var overholdt til alles forbavselse. Selv kolonihavefolkene måtte indrømme, at de var imponerede, og de fleste var godt tilfredse med, at deres grund nu i 1963 pludselig var steget betydeligt i værdi.

Alle 254 grundejere betalte det samme beløb for vej, uanset om man boede på en hjørnegrund, eller en 8-10-eller 12 meter bred vej. Der var ikke offentligt tilskud til de 8 m brede veje, som derved faktisk ville have været dyrere end 10 m brede veje.

Samtlige grunde var forsynet med stik til vand og kloak, selv om man ikke gik i bygge-tanker. På den måde udgik vi, at de nyanlagte veje skulle graves op, hver gang et nyt byggeri gik i gang. Nogle valgte at sælge deres grund, enten fordi de ikke mente at kunne klare de øgede udgifter, eller fordi de nu kunne få en god pris. I løbet af kort tid steg salgssummen til 6-8-10-12.000 kr. og vi mente hver gang, at nu kunne det ikke stige mere. Det gjorde det dog, indtil det toppede omkring 1983 til 350.000 kr., næsten den samme sum, som samtlige grunde kostede i 1950.

Ved købet af Toftegårdens jord i 1949 havde Kolonihaveforbundet betinget sig – for at være garant- at der på hvert skøde blev tinglyst, at hver enkelt grundejer skulle være medlem af Kolonihaveforbundet, så længe dette eksisterer. Nye medlemmer, der netop havde købt en dyr grund, undrede sig over, at de skulle være medlem af Kolonihaveforbundet.

Efter som tiden gik, og kvarteret ændrede sig fra kolonihaver til parcelhuskvarter, havde vi mindre og mindre gavn af Kolonihaveforbundet, hvis interesser alene var at fremme kolonihavesagen. På et tidligt tidspunkt vedtog en generalforsamling, at man ikke mere ville deltage i den årlige havebedømmelse og præmieuddeling.

Økonomien spillede også en rolle. Kontingentet steg fra kongres til kongres, og i 1981 betalte vi kr. 16.265 pr. år. De forskellige foreninger, som Kolonihaveforbundet havde været garanter for, lagde et stort pres på forbundet for at få slettet medlemskabet. Forbundet var ikke særlig villigt, men måtte efterhånden give sig. I 1981 blev vi passive medlemmer til et årskontingent på kr. 6.175 og med udgangen af 1985 ophørte medlemskabet.

På Ørumvej og Rudbølvej fra Sjølundvej var der bygget en hel række huse. Nogle beboere herfra henvendte sig til Toftegården, for at blive medlemmer hos os. Der var forskellige forhandlinger om betingelserne, men inden det gik i orden, flyttede initiativtageren Christoffersen, og sagen gik i stå. Men der blev anlagt veje her, samtidig med Toftegården.

Hovedstadens Brugsforening åbner butik ved Fjeldstedvej/Brostykkevej 1961 og marketenderiet lukker i 1962

Hovedstadens Brugsforening åbnede en ‘stafet’brugs ved Fjeldstedvej/Brostykkevej i 1961. Den skulle kun være midlertidig, men viste sig at være uundværlig. Det var den brugs i Danmark, der havde den største omsætning pr. kvadratmeter butiksareal.

Den gav og giver dog en del besvær for naboerne, ikke mindst efter den nye lukkelov fra 1996, der også giver vældig trafik hver weekend. Købmandshuset/marketenderiet på Tistrupvej blev opsagt til august 1962. Fundamentet blev fjernet, og kommune såede græs.

Amtet eksproprierer grunde og huse i forbindelse med anlæggelsen af Avedøre Havnevej

Lige fra den første tid, vi var grundejere, havde vi hørt om, at der skulle anlægges en havn i Avedøre, og at der skulle anlægges en bred vej i kommuneskellet. Vi mente, at det først blev aktuelt en gang ud i evigheden.
Det første forvarsel om, at der var noget om snakken, kom, da en grundejer på Langåvej skulle have byggeattest på det hus, som han havde brugt hver fritime på i et par år. I 1961 fik falckredder Klarskov den opløftende besked, at byggelinjen fra Avedøre Havnevej lige netop snittede hans køkkenskabe.

8. Januar 1963 foretog Amtet ekspropriation af grunde på Langåvejs østside. Alle 16 grunde på Langåvejs østre side i Strandhaven blev nedlagt, ligesom 7 grunde i Toftegården blev så meget beskåret, at de ikke kunne bebygges, resten af grundene på østsiden af Langåvej fik eksproprieret nogle meter af deres baghaver, og nogle af de allerede byggede huse ligger ret tæt på Havnevejen. På de 7 grunde der skulle helt nedlægges var der på 2 grunde bygget villaer. Klarskov valgte at sælge til Amtet, og starte forfra et andet sted. Christensen, i den anden villa fik en god pris for sit hus, samt tilbud om at overtage en anden grund, der netop var så stor, at der kunne ligge et hus. Han og familie boede til leje i deres eget hus, mens deres nye villa blev bygget.

Amtet lejede disse huse ud, i Klarskovs hus boede et par musikerfamilier fra Tjekkoslovakiet (Milan Witek). Da havnevejen næsten var færdig, blev disse to huse revet ned. De fleste, der havde fået eksproprieret, var tilfredse med prisen, (mellem 37.000 og 45.000 kr. for et sommerhus). Men de, der kunne blive boende, er vist ikke tilfredse med larmen fra Havnevejen nu. Det lykkedes at få anlagt en støjvold på de nedlagte grunde, hvilket tager toppen af larmen for os genboer til Havnevejen.

20.Juli 1972 åbnede Havnevejen for trafik til Køgevejen. Det sidste stykke helt ud til Avedøre Holme kom senere. Udkørsel til Dybenskær fra Langåvej blev spærret ved samme lejlighed.

Grundejerforeningen og Glostrup Kommune

Hvert år i oktober måned bad Glostrup Kommune om, at Grundejerforeningen undersøgte, om der var folk, der boede ulovligt i sommerhuse i området. Hele sommeren 1964 havde naboer været plaget af en familie, der beboede et af de eksproprierede sommerhuse på Langåvej. Der var en hel del støjende børn, og man udviste ikke den største omhu med nedgravning fra det gammeldags lokum. Og det lod ikke til, at familien havde til hensigt at forlade området 1. Oktober. Amtet blev bedt om, at få denne familie til at flytte ud af amtets hus. Stor forbavselse i Amtet! Én kom i tanke om, at en mand havde spurgt om mulighed for at leje et hus for sommeren, og derfor havde han fået udleveret en nøgle for at kunne besigtige huset. Det faldt åbenbart i hans smag, for nøglen blev ikke tilbageleveret. Familien var tilmeldt folkeregisteret i Glostrup, og børnene gik i Avedøre skole, så her i oktober 1964 måtte Glostrup pludselig skaffe lejlighed til en børnerig boligløs familie.

Også grundene på Krogholtsbjerg blev bebygget fra 1958, og en masse mennesker tog til og fra arbejde hver dag, ligesom børnene skulle til Avedøre Skole. Den røde bus sørgede for trafikken, og beboerne i Toftegården og Krogholtsbjerg blev sat af på grøftekanten ved Langåvej og Fjeldstedvej. Denne grøftekant var eet stort plørehul. Glostrup kommune blev opfordret til at gøre noget for deres beboere.

Fordi vi nu betalte skat til Glostrup kommune, skulle vi tilflyttere dog ikke regne med at vi kunne stille krav …. så det første flisefortov i Avedøre blev anlagt næsten overfor skolen, hos kommunalbestyrelsesmedlem, gartner Hartvig Kristensen. Som skoleinspektør Aabo sagde, mens han prøvede at se alvorlig ud: Det var her bilende forældre satte deres børn af,- det skulle være ordentligt. Min agtelse for Aabo steg ikke ved denne lejlighed. Og vi beboere, der kom med bussen, måtte stadig træde ned i pløret på grøftekanten på Brostykkevej.

Her skete der først noget i forbindelse med et kommunevalg. Et kraftigt kabel skulle nedlægges omkring 1965. Glostrup havde rådført sig med landets fineste trafikekspert Anders Nyvig, og nu kom der fortov på Brostykkevej, men kun eet, og det blev endda anbragt på Toftegårdssiden, således at vi kan vælge mellem 3 parallelle fortov inden for 50 meter, hvorimod Kroholtsbjergsiden stadig skal krydse Brostykkevej for at komme på et fortov. Man kunne ganske gratis have rådført sig med de 1000 eksperter, der dagligt færdes i området, og fået en langt bedre løsning.

Vandrekirken i Avedøre indvies i 1964

8.marts 1964 blev vandrekirken indviet i Avedøre. Før den tid hørte vi til Brøndbyøster Sogn. Indtil april 1974 hørte vi til Glostrup kommune. For at kunne besøge vort eget rådhus skulle vi passere Brøndby kommune, og med offentlig transport var det en rejse gennem Hvidovre, Rødovre og Brøndby.

For at Glostrup kunne klare vejvedligeholdelse i Avedøre og for den senere Industriforeningen Avedøre Holme, var man nødt til at holde en velforsynet maskinpark. Det indebar, at vi var godt tilfredse med snerydning etc.

Avedøre lægges ind under Hvidovre Kommune ved kommunalreformen 1974

Ved kommunalreformen i 1974 var der megen utilfredshed med, at Avedøre skulle ind under Hvidovre. Vi, der var tilhængere af denne løsning, plæderede for: Vi handlede i Hvidovre, benyttede biblioteket og posthuset der, besøgte læge/tandlæge der. Alternativet var en kæmpekommune Glostrup/Brøndby. Men der var familier, der flyttede fra Avedøre i protest mod at komme under Hvidovre. Servicen faldt en del ved kommunesammenlægningen.

Ved en lovændring kunne de 8 m brede veje overtages som offentlige veje. Teknisk udvalg ved formanden Jens Kristensen og Inger Larsen (senere borgmester) indkaldte til møde. Her mente man, at vi nu skulle betale et beløb på ½ million kr. til istandsættelse af vejene før kommunen kunne overtage dem. Vi kunde imidlertid fremvise en kontrakt med Glostrup Kommune, hvoraf det fremgik, at vi allerede havde betalt den løbende vedligeholdelse. Dette argument måtte kommunen bøje sig for. I øvrigt var og er vore veje i så god stand, at de ikke krævede den samme istandsættelse som flere steder i Hvidovre.

Grundejerforeningens jubilæer og andre begivenheder

1 april 1975 blev Grundejerforeningens 25 års jubilæum fejret i Hvidovre Medborgerhus med middag og underholdning af Ingelise Gaarde. Der var stadig mange medlemmer fra de første pionerdage, der kunne udveksle minder om denne tid, og sammen glæde sig over den udvikling, vi havde været med til at præge. Foreningens 50 år jubilæum i år 2000 blev forbigået i tavshed.

I 1985 blev området forsynet med gasrør, og adskillige udtjente oliefyr blev erstattet med gasfyr. Det var en forbedring af miljøet, da luftforureningen blev betydelig mindre.
17.nov. 1987 afgik W. Paaske efter 25 år som formand. Per Christensen blev valgt som ny formand.

Toftegårdsparken og lokalplanen

Kommunen er ejer af et lille stykke af det grønne område, nemlig stykket mellem Frydenhøjstien og Ørumvej. Resten – den altoverskyggende del – tilhører Grundejerforeningen. I forbindelse med et forlig indgået med Glostrup Kommune i 1960, overtog Glostrup Kommune ren- og vedligeholdelsen af det grønne område. Først i 90´erne opsagde Hvidovre Kommune denne overenskomst, så Grundejerforeningen måtte selv antage en gartner til ren- og vedligeholdelse. Det var en væsentlig udgift, der pludselig blev lagt på foreningen.

Den nye formand forhørte sig i kommunen – uden mandat fra generalforsamlingen – om der kunne udstykkes et par grunde fra det grønne område. Kommunen opdagede pludseligt, at her var der tale om et nyt skatteobjekt, så hele det grønne område blev pålagt en ejendomsskat på omkring. 10 000 kr. om året. Det skabte stor debat på generalforsamlingerne og med kommunen. En afstemning i foreningen viste, at et overvejende flertal ønskede at bibeholde det grønne område, som det var og altid havde været. Efter flere års forløb gik kommunen med til at frafalde ejendomsskatten – uden tilbagebetaling af tidligere opkrævede skatter – mod at der blev lyst en lokalplan for “Toftegårdsparken”, som det grønne område nu kom til at hedde.

Lokalplanen har til formål:

1. at bevare Toftegårdsparken som grønt område for områdets beboere,
2. at fastholde parkens karakter,
3. at fastlægge rammerne for fremtidig beplantning, belysning og anlæg af legepladser og boldbaner,
4. at aflyse byplanvedtægt A2 for området.

Ud over at vi nu selv ren- og vedligeholder det grønne område, har kommunen bestemt, hvordan det skal gøres.

Trafikforhold

Trafikken i området var efterhånden blevet meget voldsom, og det var tydeligt, at bilister til og fra Avedøre Stationsby kørte gennem vort område, for at undgå et par stoplys. Der var mange forslag om, hvordan dette kunne undgås. I år 2000 gik man drastisk til værk, idet Fjeldstedvej blev forsynet med betonheller og brosten.

I 2001 blev der, som et forsøg i et halvt år, opsat tavler med 40 km hastighedsbegrænsning, og trafikken er nu kun lokal.

I år 2001 fandtes der kun et par enkelte grunde med sommerhuse, foreningen er fuldt udbygget, og de små træer der blev plantet i 1950 er nu kæmpestore. Der har i de senere år været mange af disse, der er endt som pejsebrænde.

Se listen over bestyrelsen i Grundejerforeningen her
Link til grundejerforeningens hjemmeside