Sønderkærskolen

Vidste du, at øretæver, morgensang og lørdagsskole engang var hverdag på Sønderkærskolen?

Livet som skoleelev var meget anderledes i 1920-1940’ernes Hvidovre end i nutidens folkeskole. Det vidner de gamle elevers erindringer fra dengang om.
En af de ældste skoler i Hvidovre er Sønderkærskolen. Den blev taget i brug under navnet Hvidovre Kommuneskole i 1924. I starten var der kun to klasseværelser og ingen rigtig gymnastiksal – kun en skolegård med redskaber der stod under et lille halvtag.

Læs hele historien her

Kært barn har mange navne

I 1924-26 blev Sønderkærskolen opført under navnet Hvidovre Kommuneskole. Ved sit 25 års jubilæum i 1949 havde skolen skiftet navn til Kettevejsskolen, og i 1955 fik skolen navnet Sønderkærskolen.
Grundet sin høje alder har skolen været del af Hvidovres udvikling fra en lille landkommune med 700 indbyggere til en moderne forstadskommune med 50.000 indbyggere. I 1921 var der kun 151 elever i den undervisningspligtige alder. I 1948 var der 2060 elever, som knap nok kunne rummes i byens tre skoler. Sønderkærskolen er løbende blevet bygget om i takt med det stigende elevtal og de forskellige krav, skolesystemets udvikling har stillet. Allerede kort tid efter, at den blev opført i 1924, viste den sig at være for lille og blev derfor udvidet frem mod 1926.
I 1945 under 2. Verdenskrig blev skolen beslaglagt af besættelsesmagten til indkvartering af flygtninge fra Tyskland. Skoletiden blev sat ned til 2-3 timer om dagen, og eleverne gik i skole i forskellige lokaler rundt om i Hvidovre. 
Skoleåret begyndte dengang 1. maj og den årlige eksamen blev afholdt i april. Der var undervisningspligt fra 7-14 års alderen. Disciplinen var anderledes end i nutidens folkeskole, og der var mere fokus på udenadslære. Sønderkærskolen lukkede som skole i 2012.

Erindringer fra skoletiden i Hvidovre 1924-1945

Helge Wiese, gik på skolen fra 1924:

Den dygtigste elev sad forrest, og den dummeste bagerst i rækken. Læreren flyttede så rundt på eleverne, hvis karaktererne ændrede sig. 

Om frisen på skolens facade: En dag kom to flotte herrer med fuldskæg ind i klassen. Fire drenge og fire piger blev udpeget, og der var jeg imellem. Vi blev kørt i bil ind til en billedhugger på Nørrebro, og der blev vi modelleret og tegnet i alle mulige stillinger. Vi fik to kroner, hver gang vi stod model for billedhuggeren.

Jørgen Munk, gik på skolen fra 1926: 

Selvfølgelig sagde man ”De” til læreren. I skolen har jeg aldrig sagt ”Du”. Lærerne behandlede eleverne pænt, og der var respekt til begge sider. 

Der var mange som pjækkede dengang uden at forældrene vidste det, men så vankede der også nogen på nakken. Hvis pjækkeriet tog overhånd, henvendte skolebetjenten sig til forældrene, som måtte betale en bøde.

Der var ikke noget med karakterbog, det eneste, du fik at vide, var om du kom op i den næste klasse eller ej.

Erik Larsen, gik på skolen fra 1932:

Der var li’ godt mange tolerante lærere, men der var også nogle sadister imellem, som straks skulle svinge øretæver eller trække i de små sidehår ved ørerne, så man kom op at stå på tæer. Og så smurte han én sådan en på tæven, at man drejede rundt om sig selv 30 gange.

Der var morgensang hver morgen. Vi sang som regel I Østen stiger solen op eller også en sang, som læreren fandt på. Hele julemåneden startede vi med en julesalme, og teksterne var blevet terpet ind i religionstimerne.

Vi gik i skole hver dag undtagen søndag. Vi havde ti minutters frikvarter mellem hver time og så et stort spisefrikvarter på 20-30 minutter.

Per E. Hansen, gik på skolen fra 1944:

Den dag englænderne angreb og ødelagde Gestapos hovedkvarter i København (Shellhuset) husker jeg. Det var den 21. marts 1945. Ca. kl. 11.00 begyndte luftværnssirenen sin uhyggelige jamren. Børnene fik besked på at rejse sig fra deres pladser, og i god ro og orden forlod vi klasseværelset og søgte ned ad trapperne til kælderen. Fra trappen så jeg ud af vinduet de engelske mosquito-fly i lav højde på vej mod deres mål. Kælderen var nok alligevel ingen god beskyttelse. Ved ulykken på den franske skole befandt de fleste af ofrene sig netop i kælderen.

Vi blev undervist med udleverede grifler og tavler… vi lå på knæ på gulvet og forsøgte at skrive med dette skrigende redskab med bænken som underlag.