af Hans Chr. Thomsen
“De fattige har altid ret”, hævder indskriften på forfatteren Budtz-Müllers gravsten på Hvidovre Kirkegård. Og rækker indskriften ud over afdøde selv, sættes personen Budtz-Müller i centrum med et selvportræt i marmor – det er i øvrigt det eneste selvportræt, der er på Hvidovre Kirkegård.
Indskriften er heller ikke uden et vist religiøst bid. Det er jo med de rige og paradis som med kameler og nåleøjer: de passer ikke godt til hinanden. Og selvom de fattige har ret, har de ikke nødvendigvis ret til paradiset, men de har det i al fald lettere med nåleøjer.
Budtz-Müllers gravmæle fortætter nogle centrale temaer i hans liv: han var individualist og socialist, og han var det i den rækkefølge. Det kom til at give ham problemer med det revolutionære venstre efter første verdenskrig. Samtidig var han “religiøs”, men på en måde, der var ny for århundredet. Han ville skabe en verdslig kirke. Hverken mere eller mindre.
Med Morten Things doktordisputats fra 1992 om “DKP og de intellektuelle. 1918-1960” er der nu bedre mulighed for at følge hans liv fra et konservativt provinsmiljø over et militært engagement som officer i garden og videre frem til et DKP-medlemskab og derfra til et socialdemokratisk engagement, der munder ud i Hvidovre.
Baggrund
Bertel Budtz-Müller blev født 1890 i Viborg og voksede op i Thisted. Faderen var dyrlæge og familien borgerlig/konservativ. I naturlig forlængelse af den konservative baggrund bliver han officer i garden omkring første verdenskrig.
I skuffelse over regeringens holdning under krigen udgiver han et lille skrift: ,,I Kains spor” i 1917, der kritiserer den danske neutralitet. 1918 melder han sig ind i Socialistisk Arbejderparti, og da det splittes, følger han den gruppe der slutter sig til Venstresocialistisk Arbejderparti – det er det parti, der bliver til DKP.
Socialisten
Budtz-Müllers revolutionære engagement var først og fremmest båret af en stor følelse og et temperament, der ikke var uden teatralske kvaliteter. Et enkelt eksempel kan illustrere det. I 1918 skrev han på forsiden af “Klassekampen” i forbindelse med et sammenstød mellem demonstranter og politi på Grønttorvet: ,,Men naar Betjentene vadsker deres Knipler og Hænder, naar Borgerskabet ser Blodet skylle i Rendestenene, da vil de med utryg Anelse for det kommende se, at den røde Farve lader sig kun udbrede og ikke tilintetgøre med Vold – hvor Fanerne forsvandt og tav, vil Blodet skrige, skrige rødt om Hævn og Krig”.
Det er en prosa, der strømmer rødt af sted fuld af følelser, men den har en logik, der næsten ophæver sig selv: socialismens udbredelse gennem forblødning.
Individualisten
I 1920 er Budtz-Müller medstifter af en litterær arbejderklub, der er tæt knyttet til DKP. Klubben holdt foredrag om bl.a. Nexø, Jack London og Knut Hamsun, og den udgiver bladet “Baalet”. I det blad støder Budtz-Müller sammen med sine DKP-kammerater. Han beskriver i “Baalet” kunstens rolle i en revolutionær sammenhæng, som den at værne om den store kunst og den gamle kultur. Samtidig skulle kunsten på tværs af klasseskel åbne arbejdernes blik for de evigt menneskelige værdier. Det gør ham ikke populær. For kommunisterne var værdier ikke knyttet til mennesket som sådan, men til en konkret klasse.
Populariteten stiger ikke, da han sammesteds udråber Grundtvig og Brandes til dem, der har betydet mest for dansk åndsliv.
Da han bliver kritiseret, svarer han, at han gør som det passer ham ,,uden hensyn til partimæssige korsange og vennemeninger”. Redaktionen tager afstand fra ham, og i foreningens forhandlingsprotokol indføres, at der ikke må optages stof i “Baalet”, der strider mod kommunismen – Budtz er på kollisionskurs. Det gør ikke sagen bedre, at han i kommunismen ser en tendens til “dødelse af personligheden”.
1924 opstiller han for DKP til folketinget og derefter forsvinder hans sammenhæng med DKP.
En “kirkebygger”
Budtz-Müller ville skabe en verdslig kirke, hvor kirken blev erstattet af teatret, og prædiken udskiftet med skuespil. I “Scenekunsten og Proletariatet” skriver han, at teatret skulle være den ny kirke, hvor tilskuerne andagtsfulde blev udløst for de bedste og de skønneste følelser.
I 1925 genopliver han Arbejdernes Teater. Han kan ikke længere have været medlem af DKP, for han åbner med socialdemokraten Staunings spil om “Livets Løgne”.
Arbejderteatret drives kollektivt og skuespillerne ejer forestillingen. Ud over en række forfatteres stykker opføres også Budtz-Müllers egne skuespil. Det centrale i hans forfatterskab – ud over det sociale engagement – er det sanselige. Han vil fastholde kærligheden som en sanselig og kropslig forbindelse mellem mand og kvinde. Han snakker seksualitet i en puritansk tid, og den sociale revolution har et erotisk sidestykke. Den seksuelle utopi kalder han “Drømmen om den vildt monogame Kærlighed”.
I 1938 kommer Budtz-Müller til Hvidovre sammen med sin kone skuespillerinden Frida Budtz-Müller for at få lidt arbejdsfred. De slår sig ned i Rytterskolen til en årlig husleje af 1.000 kr. Begge bliver kendte personer i kommunen, hvor Frida f.eks. ofte optræder bl.a. med arbejderdigteren Oskar Hansens sange, og selv er Oskar Hansen hyppig gæst i hjemmet.
Budtz-Müller, der var vokset op samtidig med stumfilmen, var en mand med store følelser og hang til grandios optræden. Der er et rum i Rytterskolen, som ægteparret Budtz-Müller kaldte Køge Bugt, fordi Bertel en dag under krigen med patos i stemmen og hånden på brystet meddelte, at nu ville han gå i Køge Bugt og drukne sig. Han kom dog til at overleve krigen, selvom han måtte gå under jorden på grund af sin modstand mod den tyske besættelsesmagt.
1946 dør han, og hans gamle ven og forhenværende nabo, Hvidovres sognepræst Egede Schack, kommer fra Christianshavn og begraver den antikirkelige Bertel i kirkelig jord. Fik Egede Schack det sidste ord i kirken, får Bertel det på kirkegården: “De fattige har altid ret”. Bertel Budtz-Müller. 1890-1946.
Forfatteren Sigfred Pedersen har overleveret Bertel Budtz Müllers bitteropskrift. Det var først almindelige urter og grønt, der indgik som ingredienser:
Krusemynte
Perikon
Strandmalurt
Ambra ( en lille dusk)
Anis (lidt)
Salvie ( et par skud)
Valnøddeblade (nogle)
Men så kommer de krasse og decideret giftige plantedele:
Bulmeurt
Digitalis
Natskyggebær (et par)
Den kan bestemt ikke anbefales til normal bitter-brug, og nærværende bogs forfattere påtager sig intet ansvar for anvendelse af opskriften.
