Skyggespil på betonen

Arkitekten Svend Høgsbros vision var, at Brøndby Strand skulle være en by af beton. Betonen skulle fremstå helt rå og beboernes egne parasoller, gardiner og planter ville dermed fungere som farveklatter på et nøgent lærred. De forskudte betonelementer skulle samtidig virke som udsmykning, så når solen ramte dem, dansede skyggerne henover facaden. Svend Høgsbro var derudover meget opmærksom på, at der skulle være varierede boligtyper i Brøndby Strand. Dette resulterede i fire ens boligområder langs Esplanadeparken, der indeholdt både højhuse, rækkehuse og 4-etagers huse i forskellige størrelser. Mellem de fire bebyggelser skulle der ligge daginstitutioner, legepladser og grønne områder.