af Hans Chr. Thomsen

Da Store Robert i 1995 drog på den sidste rejse til de evige svejsehaller, efterlod han sig – vil nogle sige – en bunke skrot. Hvis det er tilfældet, så er det den mest berømte skrotbunke i Danmarkshistorien.

Da Robert Julius Tommy Jacobsen gik på jorden, havde han også sin gang i Hvidovre. Fra begyndelsen af 1940’erne boede han en kort årrække på Strandholms Alle nr. 9. Det var på de jorder, der var udstykket fra Højgården i Hvidovregade. Dengang lå alleen lige ud til vandet, og det var før Køgebanen blev anlagt.

Han havde ingen penge og prøvede sig frem på kredit i lokalsamfundet. Berømt var han ikke, og kreditværdigheden blev ikke ligefrem styrket af hans gøremål. Han havde hang til gammelt jern, som han fik til at hænge sammen med svejseklatter. Jernet fandt han i de skrotbunker, som opstod i forbindelse med gartneriernes vedligeholdelse af drivhusene.

Således rodede han også i gartner og købmand Kudsks jernbunke, og det fik han lov til. Stumperne skulle engang svejses sammen til en skulptur, der gerne skulle vinde en kunstpris, som Politiken havde udsat, og derigennem styrke hans financielle situation. Han var familiefar med to børn, så han havde brug for pengene. Han havde prøvet lidt af hvert: været i pølsemagerlære, været arbejdsmand, kontorbud, jazzmusiker, lykkehjuls-passer, repræsentant, bartender, underviser i badminton m.m. Om han fik prisen, fremgår ikke af det bånd, sønnen i familien Kudsk, Søren, har indtalt. Men viljen var der i den periode, hvor Robert Jacobsen prøvede at finde kunstneriske ben at gå på.

Små forkrøblede jernskulpturer

Han prøvede sig også frem i lokalsamfundet som rejsende i egne skulpturer. En gang skulle han holde kunstnerbryllup, som Søren Kudsk fortæller, og ja, naturligvis manglede han også penge til det. Han prøvede sig frem over for fru Kudsk med et par af sine “små forkrøblede jernskulpturer”. Men et var en skrotsamler i baghaven, noget ganske andet et naturaliebytte, hvori rigtige danske menneskebajere skulle udveksles, og det i kassevis, med en bunke sammenløbet jern.

Fru Kudsk afslog. Hun vidste, hvad øl kostede. ,,Få år efter kunne fru Kudsk have købt en 5-6 ikke kasser men vognlæs øl for det, de to jernskulpturer var værd.”

I 1947 rejste Robert Jacobsen til Frankrig sammen med maleren Richard Mortensen, der også døde i 1995. I 1950’erne begyndte anerkendelsen af hans jernskulpturer at komme, og det gjorde dem lidt rundere og mindre skarptskårne i formen.

Anerkendelsen kom ikke kun i Danmark. I 1957 udstillede han i Liege sammen med sværvægtere i verdenskunsten såsom Picasso, Matisse og Fernand Leger. Ikke dårligt af en arbejderdreng fra Christianshavn.

Han stod for et kreativt genbrug i verdensklasse – hvem, der i dag havde lidt sammensvejset jern fra drivhusene i Hvidovre i 1940’erne …