Rebæk Søpark – Hvidovres menneskeskabte natur

I århundreder var der eng og mose på dette sted. I 1870’erne begyndte gårdmand Jens Pedersen at grave grus, og som tiden gik blev grusgraven til en sø, der siden har været ramme om festivaler, Skt. Hans fester, gåture og meget andet – et smørhul i forstadslandskabet.

Jens Pedersens jord

Den 31. august 1870 overtog Jens Pedersen sin fædrene gård fra sin mor Maren Gunnersdatter. Gården lå ved Hvidovre Torv og længst væk mod nordvest lå gårdens eng- og moseareal ude på Rebæk Eng. Da jernbanen fra København til Roskilde i årene 1872-1874 blev udvidet fra ét til to spor, begyndte Jens at grave grus ude i engen. Han leverede ballastmateriale til det meste af strækningen fra Vigerslev til Roskilde, og engen blev efterhånden forvandlet til en stor, dyb grusgrav.

Spøgelser i grusgraven

For at kunne køre grus til jernbanen i løbet af dagen måtte Jens Pedersen om natten tømme grusgraven for det vand, som hele tiden løb til. Mørket og den afsides beliggenhed har formentlig kunnet sætte gang i fantasien. I hvert fald siges det, at hestene, som drev pumpen, stoppede ved midnatstid, og at man da kunne se tågeagtige, grå ryttere, der red forbi. Hvor de kom fra, og hvad de ville, melder historien ikke noget om.

Et yndet motiv

Da grusgraven blev opgivet, løb vandet efterhånden til og omdannede stedet til en sø. I Hvidovre, hvor der ellers ikke var nogle søer, blev stedet et yndet udflugtsmål og motiv for malere og fotografer.

Søen fredes

I 1917 fik Danmark sin første naturfredningslov. Samfundsudviklingen gik stærkt, og der var en stadigt stigende opmærksomhed på, at samfundet måtte passe på naturen, og sikre at hele befolkningen havde adgang til strand, skov og andre rekreative områder. I starten af 1940erne fik “Udvalget for københavnsegnens grønne områder” øje på Jens’ gamle grusgrav. Efter forhandlinger og erstatninger blev søen og det omkringliggende areal i 1947 fredet og tilgængeligt for alle.

Rebæk Søfestival

I 1970erne arrangerede “Hvidovres Ikke Partipolitiske Sammenslutning” (HIPS) Rebæk Søfestival. Festivalen var en stor succes med mange tusinde deltagere. Tidens store danske navne som Gnags og Alrune Rod spillede, og de mange festivaldeltagere nød musikken i bedste 70er flower-power stil: langt hår, let påklædning og godt humør.

Et smørhul i forstaden

I dag er Rebæk Sø et af Hvidovres yndede naturområder. Her kan man gå ture, lege, jogge, sole sig, spille bold og meget andet. Om sommeren arrangerer kommunen Skt. Hans fest, og hvem ved, hvis man bliver oppe længe nok, får man måske Jens Pedersens grå ryttere at se!

Rebæk Søpark er i dag markeret med et Historien i Gaden skilt, der fortæller historien om stedet.

  • I århundreder var der eng og mose på dette sted. I 1870'erne begyndte gårdmand Jens Pedersen at grave grus, og som tiden gik blev grusgraven til en sø, der siden har været ramme om festivaler, Skt. Hans fester, gåture og meget andet - et smørhul i forstadslandskabet.

Jens Pedersens jord

Den 31. august 1870 overtog Jens Pedersen sin fædrene gård fra sin mor Maren Gunnersdatter. Gården lå ved Hvidovre Torv og længst væk mod nordvest lå gårdens eng- og moseareal ude på Rebæk Eng. Da jernbanen fra København til Roskilde i årene 1872-1874 blev udvidet fra ét til to spor, begyndte Jens at grave grus ude i engen. Han leverede ballastmateriale til det meste af strækningen fra Vigerslev til Roskilde, og engen blev efterhånden forvandlet til en stor, dyb grusgrav.

Spøgelser i grusgraven

For at kunne køre grus til jernbanen i løbet af dagen måtte Jens Pedersen om natten tømme grusgraven for det vand, som hele tiden løb til. Mørket og den afsides beliggenhed har formentlig kunnet sætte gang i fantasien. I hvert fald siges det, at hestene, som drev pumpen, stoppede ved midnatstid, og at man da kunne se tågeagtige, grå ryttere, der red forbi. Hvor de kom fra, og hvad de ville, melder historien ikke noget om.

Et yndet motiv

Da grusgraven blev opgivet, løb vandet efterhånden til og omdannede stedet til en sø. I Hvidovre, hvor der ellers ikke var nogle søer, blev stedet et yndet udflugtsmål og motiv for malere og fotografer.

Søen fredes

I 1917 fik Danmark sin første naturfredningslov. Samfundsudviklingen gik stærkt, og der var en stadigt stigende opmærksomhed på, at samfundet måtte passe på naturen, og sikre at hele befolkningen havde adgang til strand, skov og andre rekreative områder. I starten af 1940erne fik "Udvalget for københavnsegnens grønne områder" øje på Jens' gamle grusgrav. Efter forhandlinger og erstatninger blev søen og det omkringliggende areal i 1947 fredet og tilgængeligt for alle.

Rebæk Søfestival

I 1970erne arrangerede "Hvidovres Ikke Partipolitiske Sammenslutning" (HIPS) Rebæk Søfestival. Festivalen var en stor succes med mange tusinde deltagere. Tidens store danske navne som Gnags og Alrune Rod spillede, og de mange festivaldeltagere nød musikken i bedste 70er flower-power stil: langt hår, let påklædning og godt humør.

Et smørhul i forstaden

I dag er Rebæk Sø et af Hvidovres yndede naturområder. Her kan man gå ture, lege, jogge, sole sig, spille bold og meget andet. Om sommeren arrangerer kommunen Skt. Hans fest, og hvem ved, hvis man bliver oppe længe nok, får man måske Jens Pedersens grå ryttere at se!

Rebæk Søpark er i dag markeret med et Historien i Gaden skilt, der fortæller historien om stedet.

    I århundreder var der eng og mose på dette sted. I 1870'erne begyndte gårdmand Jens Pedersen at grave grus, og som tiden gik blev grusgraven til en sø, der siden har været ramme om festivaler, Skt. Hans fester, gåture og meget andet - et smørhul i forstadslandskabet.

    Jens Pedersens jord

    Den 31. august 1870 overtog Jens Pedersen sin fædrene gård fra sin mor Maren Gunnersdatter. Gården lå ved Hvidovre Torv og længst væk mod nordvest lå gårdens eng- og moseareal ude på Rebæk Eng. Da jernbanen fra København til Roskilde i årene 1872-1874 blev udvidet fra ét til to spor, begyndte Jens at grave grus ude i engen. Han leverede ballastmateriale til det meste af strækningen fra Vigerslev til Roskilde, og engen blev efterhånden forvandlet til en stor, dyb grusgrav.

    Spøgelser i grusgraven

    For at kunne køre grus til jernbanen i løbet af dagen måtte Jens Pedersen om natten tømme grusgraven for det vand, som hele tiden løb til. Mørket og den afsides beliggenhed har formentlig kunnet sætte gang i fantasien. I hvert fald siges det, at hestene, som drev pumpen, stoppede ved midnatstid, og at man da kunne se tågeagtige, grå ryttere, der red forbi. Hvor de kom fra, og hvad de ville, melder historien ikke noget om.

    Et yndet motiv

    Da grusgraven blev opgivet, løb vandet efterhånden til og omdannede stedet til en sø. I Hvidovre, hvor der ellers ikke var nogle søer, blev stedet et yndet udflugtsmål og motiv for malere og fotografer.

    Søen fredes

    I 1917 fik Danmark sin første naturfredningslov. Samfundsudviklingen gik stærkt, og der var en stadigt stigende opmærksomhed på, at samfundet måtte passe på naturen, og sikre at hele befolkningen havde adgang til strand, skov og andre rekreative områder. I starten af 1940erne fik "Udvalget for københavnsegnens grønne områder" øje på Jens' gamle grusgrav. Efter forhandlinger og erstatninger blev søen og det omkringliggende areal i 1947 fredet og tilgængeligt for alle.

    Rebæk Søfestival

    I 1970erne arrangerede "Hvidovres Ikke Partipolitiske Sammenslutning" (HIPS) Rebæk Søfestival. Festivalen var en stor succes med mange tusinde deltagere. Tidens store danske navne som Gnags og Alrune Rod spillede, og de mange festivaldeltagere nød musikken i bedste 70er flower-power stil: langt hår, let påklædning og godt humør.

    Et smørhul i forstaden

    I dag er Rebæk Sø et af Hvidovres yndede naturområder. Her kan man gå ture, lege, jogge, sole sig, spille bold og meget andet. Om sommeren arrangerer kommunen Skt. Hans fest, og hvem ved, hvis man bliver oppe længe nok, får man måske Jens Pedersens grå ryttere at se!

    Rebæk Søpark er i dag markeret med et Historien i Gaden skilt, der fortæller historien om stedet.