Drabet på frihedskæmperen Bjarne Louis Hansen

Fire modstandsfolk var den dag på vej på cykel til Glostrup, hvor de havde planlagt at sabotere tyske lastbiler. Undervejs passerede de nogle tyskere, der også var på cykel, og de to modstandsfolk, der kørte forrest, kom på én eller anden måde til at fornærme tyskerne, idet de kørte forbi. Én af de fire frihedskæmpere der kørte bagved, Poul Petersen, fortæller:

“Pludselig farer de to folk op foran tyskerne og smed deres cykler, og tyskerne var begyndt at trække efter deres pistoler, og skreg til dem: “Hände hoch!”. Og vi to bagved med sprængstof og pistoler var jo klar over, at det var om at komme væk fra skudlinien, så vi trækker ud på kørebanen, men tyskerne rakte ikke armene i vejret, og Bjarne skyder med det samme på dem.

De to faldt øjeblikkeligt, den tredje var kun såret. Det var alligevel på 15-20 meters afstand, han skød dem. Den anden havde i mellemtiden fået sin maskinpistol frem. Den tredje tysker, ham der var såret, kom ind bag en betonklods til en lygtestander, hvor han søger dækning for maskinpistolilden og skyder igen. Vi, der står ude på vejen, er klar over, at det ikke går an at stå ved siden af ham, så vi farer over på den anden side og ned i grøften, lige overfor ham, der stadig er levende. Efter at der været en del skudveksling, siger jeg til ham, jeg lå sammen med i grøften: “Det her, det går altså ikke, vi skal væk herfra.”

Bjarne lå stadig på den nordlige side sammen med en anden mand i grøften. Hvad vi ikke var klar over var, at tyskeren på det tidspunkt har ramt Bjarne, så han var blevet såret. Vi, der lå i den anden grøft, kunne ikke gøre ret meget med vores pistoler, så jeg ville kaste en håndgranat over mod tyskeren, men lige før jeg får tændt den, kan jeg høre, at noget buldrer nede fra Vestvolden. Der kommer en lille kolonne “prærievogne” kørende med tyske soldater. Og da jeg bliver klar over det, ved jeg også, at det kan vi ikke stille noget op overfor, så jeg råber til de andre: “Se, at komme væk.”

Os to på den sydlige del af vejen trækker os tilbage og løber sydover ned over markerne. Dengang var der åbne marker mellem Roskildevej og jernbanen, helt uden bebyggelse. De to andre på nordsiden bliver stadig liggende, og den ene, der ikke er såret, siger til Bjarne: “Skal vi ikke se at komme væk”. “Jo, men jeg er ramt”, siger Bjarne.

Så når lastvognene helt op til dem. Og den sårede tysker på fortovet rækker den ene arm op og vinker efter dem, og de bremser pludseligt op. På det tidspunkt er vi to ikke kommet ret langt derfra. Soldaterne tumler af, og Bjarne råber til sin kammerat: “Bare stik af, jeg bliver her, jeg skal nok klare det her”. Og han skyder ind i vognene, hvor soldaterne ikke aner, hvad der skal foregå. En hel del tyske soldater bliver ramt af de første salver. Da Bjarne har skudt sine magasiner op, prøver han i løb at slippe ned til Pilegården, som vi ligger en 200-250 meter øst for. Han når at løbe, men de skyder efter ham hele vejen derned. Det sted, hvor mindestenen nu står, er nøjagtigt pletten, hvor han blev dræbt.”

De tre fra modstandsgruppen slap kun væk, fordi Bjarne Louis Hansen afledte tyskernes opmærksomhed ved at skyde mod dem. Han gav sit liv for at redde deres. Et par dage senere fandt kammeraterne Bjarnes lig på Retsmedicinsk Institut.

Skudvekslingen på Roskildevej skete i besættelsens sidste dage, hvor der hver dag skete drab på såvel modstandsfolk, danskere der arbejdede for tyskerne og tyske soldater.

Link til Besættelsestiden 1940-1945