Margrethe-flagmasten

Park Allé 160, 2605 Brøndby Matr. nr. 30am af Brøndbyvester By

Danmarks højeste flagstang

Et af Brøndbys vartegn er den kæmpemæssige flagstang, der står på højen syd for Brøndby Stadion. Flagstangen er med sine 50 meter Danmarks højeste.

Flagstangen var en gave fra Brøndby Kommune, Danmarks Idræts Forbund og Danmarks Olympiske Komité til Dronning Margrethe, da hun fyldte 50 år i 1990. Indvielsen af flagstangen skulle have været på selve fødselsdagen i april, men pga. af streng vinter i Wisconsin i USA, hvor stangen er produceret, blev leveringen forsinket. Flagstangen nåede at komme op til dronningens fødselsdag d. 16. april, mens den officielle indvielse fandt sted på Valdemarsdag – som også er Dannebrogs “fødselsdag” – den 15. juni 1990.

Flagstangen på Margrethehøjen hviler på et fundament af fire 12 meter lange jernbetonpæle, der går ned i jorden. Stangens bund er fire meter under jordoverfladen.

Oprindeligt var flagstangen omkring 40 meter høj. Imidlertid blev den “overhalet” af en anden flagstangen i konkurrencen om at være Danmarks højeste. Så da stangen i 2000 skulle renoveres, blev den samtidig forlænget med seks meter, så den nu igen er den højeste flagstang i Danmark. Samtidig blev den forsynet med et elektrisk spil, så det går lettere, når det 130 m² stor flag skal hejses.

Øverst oppe sidder ikke bare en almindelig flagnop, men en forgyldt krone, der er tegnet af Brøndbys forhenværende borgmester Kjeld Rasmussen. Kronen i sig selv er en halv meter høj.

Navnet “Margrethehøjene” er i 1999 blevet officielt godkendt som stednavn. Margrethe flagstangen blev renoveret 2022 og erstattet med en ny 50 m flagstang, så den fortsat er Danmarks højeste flagstang. Der blev samtidigt lavet et nyt pælefunderet fundament, og den forgyldte krone blev igen placeret i toppen af flagstangen.