Ludvigshåb

Resumé

I 1800 tallet lå der en papirfabrik på Roskildevej. Den blev opført i 1830´erne af en ung mand, Jacob Ludvig Culmsee, hvis slægt af papirmagere stammede fra Polen. Papirfabrikken bestod af en mølle og senere en fabriksbygning og fik navnet ”Ludvigshåb” efter grundlæggeren. Produktionen af papir var ikke i længden profitabel, fordi den ikke fulgte teknisk med udviklingen indenfor papirindustrien. I midten af 1840´erne forsvandt Jacob Culmsee, og hans videre skæbne kendes ikke. I en kortere periode førte hans datter fabrikken videre. Efter Culmsee-familiens tid ejede H.C. Fryd fra nabogården Vibeholm Ludvigshåb i en periode. Senere i 1800 tallet blev møllen ombygget til en almindelig kornmølle, og i den gamle papirfabrik blev der indrettet et bageri. I dag er der ingen spor tilbage af Ludvigshåb mølle, idet den ene af højhusblokkene i Brøndby Nord er opført her i 1960´erne.

- Læs hele historien herunder

Kun de færreste ved, at der i 1800-tallet lå en papirfabrik ved Roskildevej. I dag er alle spor af virksomheden forsvundet – men historien om den er her endnu.

Ludvig med det store håb

I 1834 kom en ung mand til Brøndbyøster. Han ledte efter et sted, hvor han kunne placere en papirfabrik. Ved Roskildevej fandt han det sted han søgte – et stykke jord, hvor han først byggede en mølle og senere fabriksbygningen. Møllen skulle bruges til at drive papirmaskinerne, og på det højtliggende sted, kunne møllevingerne fange vinden, der blæste hen over den flade Vestegn.

Den unge mand hed Jacob Ludvig Culmsee, og var ud af en papirmagerfamilie. Familien stammede fra Polen, og var kommet til Danmark via Hamborg. Faderen havde slået sig ned i Roskilde, hvor han fabrikerede papir på den gamle Sankt Clara vandmølle, tæt ved havnen.

Jacob Ludvig fulgte altså i faderens fodspor og startede papirfabrikation, i øvrigt ligesom flere af sine brødre. Fabrikken gav han navnet “Ludvigshåb”, men desværre blev forhåbningerne ikke indfriet. Det første år brændte den ned, og måtte bygges op igen. Nogle år senere startede Jacob Culmsee, som én af de første i landet, en produktion af tagpap. For at reklamere for det nye og ukendte produkt, beklædte han møllen med det, så de forbipasserende på Roskildevejen kunne se, hvordan det skulle bruges.

Et par år senere overtog Jacob Ludvig sin fars mølle i Roskilde, og fortsatte med papirfremstilling her, mens møllen i Brøndbyøster producerede tagpap. Selv om der var efterspørgsel efter begge dele, gik forretningen ikke særligt godt. På Skt. Clara Mølle bliver papirfabrikationen formentlig efterhånden den vigtigste produktion, men alligevel ikke nogen god forretning for Ludvig Culmsee, selv om han har god indsigt i at fremstille papir.

Ludvigshåb opgives i begyndelsen af 1840’erne og møllen i Roskilde går på tvangsauktion i 1855.

Hvorfor ville papirmageriet ikke lykkedes for Jacob Culmsee? Sikkert fordi han ikke fulgte med udviklingen i sit fag. I dag ville man kalde det manglende produktudvikling. På andre af landets papirfabrikker blev der på den tid indført egentlige papirmaskiner, som afløste de mere simple “bøtter”, der blot var åbne kar, hvor papirmassen blev varmet op. Culmsee så ikke nogen grund til at modernisere sine virksomheder, så han holdt fast ved den gamle teknik. Kunderne foretrak det maskinfremstillede papir, der var af bedre kvalitet end det bøttepapir, som Culmsee kunne lave. Culmsee-slægtens største konkurrent var familien Drewsen, der drev flere papirfabrikker rundt om i landet, f.eks. på Strandmøllen nord for København. J.C. Drewsen, der havde for længst havde indført den nye teknologi i sine virksomheder, omtalte Culmsees foretagender som “disse jammerlige Fabrikker, der ere et halvt Aarhundrede tilbage”.

Jacob Culmsee forsvandt fra Ludvigshåb i midten af 1840’erne – hvorhen, ved vi ikke noget om. Til gengæld blev hans datter, Sofie Wilhelmine, boende på møllen i Brøndbyøster. Hun drev fabrikken videre nogle år, og blev forelsket i én af de unge papirmagersvende. De blev gift, men ægteskabet endte brat, da svenden faldt i et kar med kogende papirmasse, og døde af sine forbrændinger.

Sofie var væk fra Brøndbyøster nogle år, men vendte så tilbage og blev gift igen. Dennegang var den udkårne en købmandssøn fra Brøndbyøster landsby, og de drev sammen en lille høkerbutik lige ved siden af Brøndbyøster Kirke. Da Sofie i 1871 endnu engang blev enke, fortsatte hun med at passe butikken sammen med sin søster Jacobine.

Ludvigshåb var efter Culmsee-familiens tid en overgang ejet af H.C.Fryd, på nabogården Vibeholm. Her havde han i nogle år drevet et jernstøberi, som efter datidens målestok var en ret stor virksomhed. Man kan godt sige, at der omkring Brøndbyøster dengang var et helt lille “industrikvartér”. Støberiet fik dog ligesom papirfabrikken på Ludvigshåb, ikke nogen lang levetid.

Møllen på Ludvigshåb blev nu en almindelig kornmølle, og i den gamle papirfabrik blev der indrettet et bageri. Placeringen ud til Roskildevej var praktisk for både bønderne, der kom med kornet, der skulle males, og for kunderne der købte brød i bageriet. Da Vestvolden blev bygget klos op ad Ludvigshåb i slutningen af 1800-tallet, har bageriet sikkert tjent gode penge på at sælge brød til de flere tusinde arbejdere, der var med til at opføre befæstningen.

I dag er der ingen spor tilbage af 1800-tallets industrieventyr i det nordvestlige Brøndbyøster. Hvor Ludvigshåbs mølle engang lå, står nu den ene af højhus-blokkene i Brøndby Nord. Og hvor jernstøberiet på Vibeholm lå for 150 år siden, ligger nu de mange virksomheder i industriområdet Priorparken. Men det er der nok ingen sammenhæng imellem.