af Poul Sverrild

Mellem Køgevej og Kalveboderne ligger Hvidovres eneste to synlige oldtidsminder. Bronzealderhøjene, Simonshøj og Langhøj, har op mod 2500 år på bagen, så de står som mindelser om et oprindeligt landskab, som den menneskelige virketrang ellers helt har skjult eller ændret siden.

Der har været flere oldtidshøje i vores kommune. En af de forsvundne høje har givet navn til gården Frydenhøj, hvis navn i dag er bevaret i et skolenavn, Frydenhøjskolen, og i boligbebyggelsen, Frydenhøjparken, Den har i modsætning til de bevarede høje givet fund fra sig; for i forbindelse med anlægget af en vej i området i 1930’erne, blev der fundet et bronzesværd, som Nationalmuseet i dag har i sine samlinger.

At der har været endnu flere høje fremgår for eksempel af det gamle marknavn Dysse-Agre i Avedøre. Her, vest for Avedøre Kaserne har der altså også ligget en gravhøj, som bønderne gennem generationer har arbejdet sig ind på med ploven i hånden, indtil den en dag var sporløst forsvundet fra landskabet. Men de gamle marknavnes holdbarhed har så sikret sprogligt vidnesbyrd om højens eksistens.

Simonshøj

Simonshøj ser ikke ud af meget, som den ligger gemt bag en varmecentral. En lille græsklædt knold, som myndighederne ganske glemte, da byggetilladelsen i sin tid blev givet. Det er nok meget sigende om udviklingstempoet og holdningen til fortiden på alle leder i datidens Hvidovre, at selv de uendelig få oldtidsminder, som havde overlevet bondetiden i Hvidovre fik en hård medfart.

Da Simonshøj blev officielt udgravet af Nationalmuseet, blev der ikke fundet noget væsentligt af historisk/arkæologisk interesse. Men af erindringer fra 1920’erne fremgår det, at drenge fandt en del knogler, når de helt på egen hånd gravede i højen.

Langhøj

Vores anden bevarede oldtidshøj, Langhøj, ser ud af meget mere og er da også langt mere spændende fra en historisk vinkel.

Her blev en stormand gravlagt nogle hundrede år før Kristi fødsel i en stor høj med udsigt til vandet. Højen blev lagt lige ved en terrænforskydning, som stadig ses i Langhøjparken. I det faldende terræn syner højen ikke at så meget fra nord som fra syd.

Efter gravlægningen gik der så mellem 1000 og 1500 år, før højen blev taget i brug til gravlægning igen. Man var nu kommet ind i Vikingetiden, og omkring år 1000 blev endnu en mand begravet i højen. Denne gang blev graven placeret i højens ene ende.

Med sin beliggenhed yderst i syd i engarealerne mod Kalveboderne, fik Langhøj lov til at være i fred for bøndernes pløjning. Lige nord for den store gravhøj opstod med tiden et stort fælles vandingshul for bøndernes kreaturer. Vi kan følge vandingshullet helt frem til 1950’erne, hvor det endnu eksisterede, og det var dengang tænkt som en del af den fremtidige Langhøjpark. Men da parken blev til virkelighed var det ældgamle vandhul på forunderlig vis helt forsvundet. Det havde ellers været et flot element i parken og et godt historisk bindeled til den oldtid, som Langhøj repræsenterer.

I 1963 foretog Nationalmuseet en meget grundig udgravning af Langhøj. Den afslørede, at bronzealdergravkammeret for længst var blevet tømt for sit indhold, men i graven fra vikingetiden var skelettet af en mand bevaret.