af Poul Sverrild

Hvidovre var kommune i over 50 år, før det blev nødvendigt at få et mødelokale til sognerådet, et kommunekontor.

Det første halve århundrede klarede sognerådsmedlemmerne sig med at mødes hos medlemmerne, på skolen i Hvidovre eller Valby eller på kroer. Det var ellers en stor kommune, der med navnet FrederiksbergHvidovre indtil 1857 også omfattede Frederiksberg, og videre frem til 1901 rummede den under navnet Hvidovre-Valby både Vigerslev, Kongens Enghave, Valby og Hvidovre.

Sognerådets opgaver var ikke så omfattende, så kommunens arkiv kunne i alle disse år sagtens ligge i et skab hos formanden, og personale var der slet ikke brug for. De gentagne kommunedelinger betyder, at man i dag skal finde Hvidovres kommunale arkivalier på Frederiksberg Rådhus, på Stadsarkivet i København og på Hvidovre Rådhus.

Det var stadig holdningen, at man ikke havde brug for et egentligt kommunekontor, da Hvidovre trådte ind i det 20. århundrede som en lille sognekommune, hvis grænser svarede til grænserne for de gamle Hvidovregårdes jorder.

I 1902 stod kommunen med den gamle rytterskole, der ikke længere skulle anvendes til undervisning. Men tanken om at få et kommunekontor var så fjern, at sognerådet solgte skolebygningen til en privat.

Lykkens Minde

Så gik der dog blot nogle få år, før behovet meldte sig. Efter svære overvejelser besluttede sognerådet at leje en lejlighed i den da ti år gamle etageejendom Lykkens Minde i Hvidovregade. Ejendommen ligger der endnu og er den ældste, bevarede etageejendom i Hvidovre. Den er kraftigt ombygget og udvidet og har i dag adresse på Hvidovre Torv.

Her lejede sognerådet altså en toværelses lejlighed og kunne indrette mødelokale og kontor med kommunens arkiv og senere pengeskab. Så var det slut med at holde ordinære møder på Damhuskroen eller Flaskekroen. Her mødtes sognerådet nu kun, når der skulle holdes auktion over retten til høslet på kommunens grøftekanter og lignende.

Nye tider

Med udbruddet af den første verdenskrig i 1914 begyndte nye tider for kommunerne. Krigstidens omfattende rationering og regulering lagde mange nye opgaver over på sognerådene, og arbejdets omfang og sværhedsgrad voksede støt.

Sognerådets første reaktion på de nye tider var at hyre den nytiltrådte lærer, Claus Petersen, som sekretær og protokolfører. Det var den spæde begyndelse på den udvikling, der i løbet af nogle årtier skulle gøre kommunestyret til den største arbejdsgiver i kommunen.

Men i de første mange år gik det langsomt. Først omkring 1920 måtte sognerådet bøje sig for udviklingen og ansætte det første egentlige personale, en elev. Samtidig blev det nødvendigt at skifte den lille toværelses ud med en treværelses på den anden side af trappeafsatsen.

Her kunne sognerådet fortsætte arbejdet i de dramatiske år i begyndelsen af 1920’erne, hvor det hørte til dagens orden, at det politiske mindre-tal udvandrede fra møderne, og hvor vrede breve fra borgere og tilsynsmyndigheder i amt og stat blev læst op.

I 1924 måtte Hvidovre igen skifte skolen ud. Nu var den bare 22 år gamle bygning i Hvidovregade blevet for lille og Den nye Hvidovre Skole, senere Kettevejskolen og endnu senere Sønderkærskolen, blev bygget. Denne gang vidste sognerådet godt, hvilken vej, vinden blæste, og solgte ikke den gamle skole, for her kunne man indrette nyt kommunekontor.

Grove løjer

I det gamle kommunekontor var det ikke altid bare politik det handlede om. Der var også plads til grove løjer. Sognerådsmedlem, skomager Antonsen, led ikke blot under at være medlem af det politiske mindretal, han var også en ganske lille mand.

Når sognerødderne kom til møde, hængte de overtøjet og hatten på knagerne i entreen og gik ind til mødet. Når mødet så var slut, skyndte en af de store bønder eller gartnere sig ud først og flyttede skomagerens hat op på et søm under loftet. Og så var det tid til det brede grin, når skomageren kom ud og stod og hoppede efter sin hat uden at kunne nå den. På god landlig vis var det en spøg, der kunne gentages gang på gang.