af Hans Chr. Thomsen
Havet omkring Danmark med forgiftede hummere, rødspætter og muslinger er dagligdag på tv ligesom grundvandsforurening, ulovlige giftdepoter, hul i ozonlaget m.m.
Aakjær hyldede havren, som “lærkesangen på et strå”. I dag ville korn kunne “poetiseres” som oprejst gylle.
Forurening følger industrialismen, og så tidligt som 1936 blev den tvungne skolebadning ved Hvidovre Strand ophævet af amtslægen på grund af kloakudløbene og konstateret garvesyre i vandet.
Hvidovre Søbad
Omkring midten af 1920’erne var der et forslag fremme om en kommunal badeanstalt ved stranden. Kommunen havde et grundstykke der. Forslaget faldt i 1927, og i stedet overgik initiativet til privat foretagsomhed. Faktor Jensen fra København købte et strandareal ved Lodsvej og fik en arkitekt til at udarbejde en plan for en badeanstalt. Den 15. maj 1928 blev Hvidovre Søbad indviet, og man kunne købe sæsonkort, der kostede 13 kroner for voksne og 10 for børn og soldater. Faktor Jensen havde søgt sognerådet om bevilling til en alkoholfri restaurant men ikke fået den. I grundejerbladet “Parcellisten” siges det, at “Vandet er godt og sundt”. Befolkningen glædede sig. ,,Vi Voksne skal nok finde derned, og vi ser allerede i Tankerne et for Hvidovre Strand usædvanligt Liv udfolde sig derude”. Et andet sted tales der om det ,, … sunde og for Befolkningen nødvendige Fremskridt…”
En ny ejer
Året efter, den 15. maj 1929 er Søbadet på tvangsauktion på Søndre Birks Kontor. Faktor Jensen er kommet i en situation, der ikke er usædvanlig for igangsættere, nemlig kapitalmangel. Han prøver at få kommunen ind i projektet, men det mislykkes, og han opgiver.
Tvangsauktionen løber over to gange og den endelige pris for Hvidovre Søbad bliver 48.000. Det er 20.000 under det, Søbadet har kostet Faktor Jensen. Køberen er firmaet Thorkild Hammer.
Et herligt panorama
I juni er “Parcellisten” ude for at se, hvordan det går med Søbadet. Der er kommet nye vipper og der skal indføres svømmeundervisning ved eksamineret lærerinde frk. Helene Kjær. Der causeres lidt over et søbads afhængighed af vejret, og da man nu er derude kan man ikke nære sig: ,,Et herligt Panorama fryder Øjet herude … Hele Kysten ligger blottet for vort Blik, og er det en Dag med Sol, kan Sandet i hele sin Bredde iagttages langs Strandkanten.
Mod Syd ligger det aabne, frie Hav med alle sine Luner. Men vender vi Blikket ind mod Land, følger Øjet med glæde Hvidovre-Kysten. De vidtstrakte Engflader med græssende Kvæg, og længere inde, hvor Menneskene bor, danner det et grønt Hele, spættet med røde Tage. Folk kan endnu en Gang bedst lide at bygge røde Toge. Den Indfødte synes ikke, der findes nogen smukkere Kyst”.
Der er også kommet restaurant, og den ny ejer “har indført rent folkelige Priser, der bedre end tidligere passer til almindelige Menneskers Pung”.
Svømmeliv
Da sæsonen i 1929 rinder ud har den været en succes. Frk. Helene Kjærs Svømmeinstitut har afholdt velbesøgt opvisning. Ved opvisningen har der medvirket “meget dygtige unge Damer fra det Poul-Petersenske Institut samt Mestersvømmersken Agnete Olsen. Samtlige deltagende Damer høstede fortjent Bifald for de udmærkede Præstationer”.
Mændene i Hvidovre holder sig heller ikke tilbage. De danner AGS, Arbejdernes Gymnastik- og Svømmeklub, og de har også en opvisning, og deres opvisning “formede sig mere maskulint”
Året efter overtager en hr. E. Bech Søbadets restaurant. Han går også ind for folkelige priser, og han vil “benytte en stilfærdig kvindelig Betjening” – har der mon været for mange store armbevægelser og for megen fart på mellem kønnene derude i restauranten? Man skulle ikke tro det, når man læser, at svømningen foregik i så betryggende rammer som frk. Helene Kjærs Svømmeinstitut, for ikke at tale om Poul Petersens ditto. Men måske har det ovennævnte “fortjente Bifald” til de unge damer været et bifald af, om man så må sige principiel art, og ikke alene et bifald til deres præstationer – institut eller ej. Hvem ved?
Det, der var typisk for ideologien omkring kropskulturen i 1920’erne og 30’erne, var sundhedsaspektet – en sund sjæl i et sundt legeme. Sexualiteten var ikke så iøjefaldende iscenesat som i 1980’ernes og 90’ernes motionsprogrammer. Den var implicit i 1920’erne, hvor den er eksplicit i 1980’erne.
Den sidste ejer
Vi springer nu 9 år frem i tiden til maj 1938. Søbadet har igen fået en ny ejer. Han har tidligere ejet et søbad i Hornbæk og været leder af søbade i Skodsborg, Rungsted og Gilleleje.
På spørgsmålet om ikke han er bange for det ry, Hvidovre Søbad og Hvidovre Strand har fået – jævnfør amtslægens badeforbud i 1936 – svarer han naturligvis nej. En tysk ven af ham, der er ekspert på badeområdet, har sagt god for badevandet, og det sammen med andre faktorer gør ham fortrøstningsfuld. På de dårlige dage, der ikke er til at undgå på grund af strøm- og vejrforhold, har han tænkt sig at hejse et specielt advarselsflag.
Den ny ejer Carl Weiss går også ind for folkelige priser. Han har gjort turen med fra søbad som et overklassefænomen til et mere folkeligt samme.
De sidste år
Hermed forsvinder badeanstalten ud af lokalpressen, men i BT den 8. august 1938 kan man læse om “Utrolige Badeforhold ved Hvidovre, hvor Vandet forurenes baade af Kloakkerne og Syrer fra de nærtliggende Fabrikker. .. Kloakudløbene munder ud i Nærheden af Hvidovre Badeanstalt… Der er jo desværre ingen Strøm, som kan føre alt det urene Vand væk. .. ”
Den 18. august kan man – igen i BT – læse, at kommunen har givet tilladelse til et mørtelværk ved stranden for enden af Lodsvej. Det forpester luften.
Den landlige idyl er ikke længere, hvad den har været. Hvidovre er begyndt at vokse, og det samme er kloakudslippet. Forstaden er på vej til vor tid.
Ifølge et interview Lokalarkivet foretog i 1987 blev Hvidovre Søbad lukket for skolebadning i 1938 eller 1939 på grund af forurening. Isvinteren under krigen i 1940 eller 1941 gjorde det definitivt af med Søbadet, og da vinteren var ovre stod kun pælene tilbage.
