Hvidovre Kirkegård – fortællinger fra graven

Resumé

Det meste af Hvidovre har forandret sig fra marker, gårde, småhuse og handlende til moderne bebyggelser og industri. Imens har kirken og kirkegården været en fast del af bybilledet siden den tidlige middelalder. Kirken blev rejst omkring år 1200, og den inderste del af gravpladsen har været i brug lige siden. I dag er stedet i sig selv et lille museum over 800 års lokalhistorie.

For den eventyrlystne er kirkegården ét stort skattekort: Under hvert eneste kors ligger en guldgrube af fortællinger. Nogle kan man læse ud af stenenes inskriptioner, former og symboler. Andre kræver en fortælling.

- Læs hele historien herunder

Skikke og symboler

De ældst bevarede grave stammer fra 1700- og 1800-tallet og er fredede i dag. De velhavende borgere har haft familiegravsteder, hvor adskillige generationer ligger begravet. Sådanne grave vidner om tider, hvor gårde og virksomheder gik i arv gennem slægtsled, og hvor landsbysamfundet voksede langsomt og organisk.

Dog er forandring ikke noget nyt fænomen. Det vidner tidernes forskellige gravskikke om. Sognerådsformand Arnold Nielsens gravsten har for eksempel forbillede i oldtidens runesten, som blev rejst af ”frænder” (venner), til minde om tapperhed og ære. En anden type gravsten er den antikt inspirerede ”stele”, en præcist tilhugget sten med trekantsgavl efter romersk forbillede. Symbolerne der smykker stenene varierer på samme måde. Sommerfugle er antikke symboler for sjæle, mens egeløv er et populært symbol for styrke og modstandskraft, man værdsatte i bondesamfundet.

Kendt og ukendt

Flere kendte skikkelser i Hvidovres lokalhistorie ligger begravet på kirkegården. Det gælder forfatteren Bertel Budzt-Müller (1890-1946), og ærkerivalerne Carl Larsen og Ludvig Rasmussen, som sloges om posten som sognerådsformand fra hver deres politiske fløj. Det var i 1920’erne, hvor Hvidovre gik fra at være konservativ landkommune til socialdemokratisk bykommune. Her lå de side om side med deres hustruer, som var søstre. I dag er deres grave sløjfet, men historien kender vi.

Man kan også finde en fællesgrav på kirkegården. Det er de anonymes grav, som er formet som et kors med inskriptionen ”Ukendt af mennesker. Kendt af Gud”. Det kunne også dække over den del af historien, der mangler på Hvidovre Kirkegård: almuens. De fattige og tyendet måtte tage til takke med trækors, som kun jorden husker.