Himlen over Hvidovre

af Hans Chr. Thomsen

Hr. Duus havde det med at falde ned.

Man kan naturligvis spekulere på, hvorfor han så blev ved med at flyve. Men det kommer ikke sagen ved. Nogle gange er det kun sammenhængen, der adskiller det normale fra det unormale. Under I. verdenskrig f.eks. var det så at sige naturligt at falde ned, når man var flyver. Krig er jo forbundet med fare, ja man kan gå så vidt som at sige: undertiden direkte livsfare.

Duus, der var fra Sønderjylland, blev skudt ned ikke mindre end 5 – gentager 5 – gange under I. verdenskrig. Han var en sand himmelhund, og han lod sig ikke slå ud af granater og nedstyrtninger.

Flyve det ville han, og flyve det gjorde han, og det fortsatte han med efter krigen.

Kastrup Lufthavn

Søndag den 13. november 1927 præcis kl. 14.00 letter sønderjyden uden besvær fra Kastrup Lufthavn i det elegante spinkle sportsfly. Han havde før haft problemer med motoren, idet der en gang tidligere havde været uheld med den. Men bortset fra det er det en klar dag, og man kan se langt. Flyet stiger hurtigt og bliver snart til en prik i himmelrummet.

Kursen går mod Hvidovre med Risbjerggård som pejlemærke, og jorden under Duus er smukt dækket med sne.

Samme år den 21. maj havde Charles Lindberg fløjet den første non-stop flyvning nogensinde fra New York til Paris i sin maskine Spirit of St. Louis. Han er nok det berømteste enkeltnavn i flyvningens historie. Turen over Atlanten tog 33 timer, og den gjorde ham til en nationalhelt i USA og bare en almindelig helt i resten af verden. Præsidenten selv sendte en krydser til Paris for at hente Lindberg og hans maskine hjem til USA, hvor der ventede ham en ticker-tape parade i New York.

Efter den parade blev der fejet 1800 ton papir op fra gaderne, mod f.eks. kun 155 ton i forbindelse med våbenstilstandsparaden efter første verdenskrig.

Flyvning var magi. Den var forbundet med fremskridt og den skabte helte.

Hvidovre

Det er en stor dag i Hvidovre. Det er ikke hver dag i 1927, at der ankommer fly, og ungdommen er allerede strømmet til i flere timer. Tilstrømningen er så stor, at det kniber med at holde landingspladsen fri.

Derudover har der være problemer med, hvor Duus skulle lande. Høvedstensgården måtte opgives, fordi Jørgen Nielsen modsatte sig, at landingen skulle foregå på hans ejendom. Om han var nervøs, eller om der blot var tale om almindelig bagstræv, er ikke godt at vide. I stedet har forpagteren af Bredalsgården så tilbudt sin mark.

Kort efter kl 14.00 viser flyet sig som en prik på himlen over Hvidovre.

Duus’ problem

Duus har et problem. Under ham på jorden myldrer det med mennesker, og han kredser lidt rundt over dem. Problemet er også, at kombinationen af vindretning og træerne langs vejen op til Bredalsgården gør det svært at lande. Han laver et flot “herresving” og lægger alligevel an til landing.

Nede på jorden sprænger børnene alle forbud og myldrer ind på landingsbanen, og Duus trækker flyet op igen.

Sneen

Fra jorden er det en smuk kurve at se på, da flyet forsvinder op i himlen. Lidt efter kommer det igen, og denne gang lykkes det. Men landingen sker lidt længere henne på Jørgen Nielsens og ikke på Bredalgårdens mark.

Flyet tager jorden eller rettere sneen. Den – sneen – gør ikke særlig meget modstand, så flyet fortsætter og fortsætter. Det fortsætter ud over landingsbanen og ind i en pløjemark. Det kan det spinkle understel ikke klare. Det bryder sammen og·propellen går i jorden og splintres.

Og Duus, ja hvad med ham? En tusindtallig skare styrter til, og Duus, han kravler naturligvis uskadt ud af ruinerne.

Han er ærgerlig over uheldet. Det er nu det andet uheld han har haft med maskinen, medens han har fløjet reklamekampagner for Nilfisk.

Han flyver igen

Med hjælp fra tilskuerne får Duus skilt sit fly ad og transporteret det over i Risbjerggårds have. Da skaden bliver gjort op, udgør den 300 kr., og Duus får bestilt nye dele.

Tre dage efter er alle reservedelene ankommet. Det samme er Nilfisk i form af direktør Fisker med Salgschef, Kasserer og Hvidovres repræsentant for Nilfisk – han hed Hjort.

Alt endte således godt – også denne gang.

Der er i og for sig ikke længere noget, der skulle forhindre Duus i at gå i luften igen. Det gør han så. Og onsdag den 16. november 1927 flyver han lige op og ind i himlen over Hvidovre og ud af vor historie.