Grenhusene

Grenhusene mellem Arnold Nielsens Boulevard og Avedøre Havnevej er en tidlig tæt-lav bebyggelse, som blev opført i 1957-58 og tegnet af arkitekt Svenn Eske Kristensen. Inspirationen til byggeriet var en kombination af den nordafrikanske kasba og kvistenes placering på en gren.

Projektet med 149 huse var udarbejdet allerede i 1953, hvilket placerer bebyggelsen som ét af de allertidligste tæt-lave, ‘utraditionelle’ boligbyggerier i Danmark.

Den lukkede form og massive beplantning understreger arkitektens vision om det lille hus med den lukkede have, men gav sammen med betonmaterialerne næring til samtidens kritik med øgenavne som ‘Rævefarmen’.