Ved Paul Kühle efter interview med Karen Berthelsen på Søvangsgården den 1. marts 2002.

Huset på Nordlundsvej 55 – 1938-1947

”I 1937 købte vi en bar grund. Vi gav 10 kr. om måneden for den. (Da vi solgte den i 1947 fik vi 39.000 kr. med huset). Der lå gartnerier uden om – Først blev det til et lille skur imens vi byggede selv. Da der skulle støbes kælder og gulv fik Ejnar en vognmand til at komme med betonbrokker fra Roskildevej og de blev støbt ind i kælder og gulv. Ejnar sagde, at så var det helt bombesikker. Der var ikke elektricitet, så vi brugte primus og gas til at lave mad på. Tæt ved lå der en gård og her hentede Ejnar mælk i en emaljeret spand – og man kunne skumme fløden af til flødeskum, når man havde bagt kager. Vi havde i begyndelse en gris gående og selvfølgelig høns som de fleste andre. Vi slagtede gris 2 gange om året. Som københavnertøs vidste jeg ikke hvordan man gjorde, men Ejnars familie fik hurtigt lært mig det. Der var jo ikke fryser og køleskab, så kødet blev saltet ned. Selv at henkoge lærte jeg. Når der var høns, var der også ræve, men de skulle jo også leve – det var deres natur. Der var også andre dyr efter hønsene – vi havde ruget kyllinger ud og en nat blev vi vækket af et farligt spektakel – og det viste sig at være et pindsvin, der var inde hos kyllingerne og jagede dem rundt så nogle brækkede vingerne, men den er jo ikke så hurtig – jo pindsvin er også rovdyr.” “Vi ville i begyndelsen ikke have børn før huset var helt færdigt, så vi arbejdede begge to. Inge, den ældste, blev født i 1941 og Svend i 1944. Da Svend var på vej under krigen, kom vi sammen med nogle der hed Jensens på Avedøregårdsvej og han var vist nok fagforeningsmand. De var der den aften han blev født – Han sagde til mig: “Nu skulle jeg snart se at komme af med den mave for ellers må vi finde en trillebør du kan køre den på!” Det begyndte, samme aften – vi kendte en jordemor fra Herlev og det var meningen hun skulle komme og hjælpe. Ejnar skulle ned til telefonautomaten for enden af Nordlundsvej for at ringe efter hende, men han havde glemt en 10 øre – nabokonen kom ind og hjalp – og råbte ude på vejen, mens han var på vej tilbage: “Nu er den kommet!” Men jordemoderen kom alligevel og hjalp med resten. Fra vi fik børn gik jeg hjemme som alle de andre mødre på vejen.”

Efter at børnene var kommet gik, Karen hjemme, der var jo ikke børnehaver – ”og det var om at få pengene til at slå til. Ovre hos bageren på Avedøregårdsvej – man fik på klods – når der kom overskudsudbetaling fra Ejnars arbejde, så kunne man gå over at betale.

Jeg kan huske mange fra dengang – vi kom sammen med mange især før vi fik børn – der var frit på begge side i begyndelsen – Thygesen byggede ved siden af – de havde 2 børn – vi kom meget sammen – Fru Knudsen kom vi også sammen med – vi har aldrig kedet os. Der var sammenhold på Nordlundsvej.

Det var i krigens tid,og der var rationeringer – jeg kan huske min far kom og besøgte os – jeg var alene hjemme – han skulle ned og købe kaffe hos købmanden på Nordlundsvej, men han havde glemt kaffemærket – Han kom tilbage og hentede det, og de 2 stod og snakkede og købmanden glemte alt om mærket, så min far havde det med hjem – først omkring 1953 forsvandt rationeringsmærker for kaffe, jeg har nogle af dem endnu. Cigaretterne var rationeret under krigen. Det generede ikke os, for vi røg ikke, men min søster røg – og der var ingen cigaretter – og så havde jeg hørt i radioen, at de hvide blade i bibelen kunne man bruge til at putte tobak i – så hun tog erstatningsthe og fyldte i – og ih hvor det stank.

Jeg kan huske selskabslokalet – på hjørnet af Nordlundsvej og Kettevej – jeg vandt et askebæger i skydning – det var der én gang om året, dueskydning, kaldte man det – det var ellers kun mænd, men jeg vandt altså. Det var en borgerforening, der drev det. Jeg tror det var formanden for grundejerforeningen, der stod for det, men hvor de fik pengene fra, og hvordan det gik til, ved jeg ikke – men det var et godt sted, og vi var mange, der havde brug for et sted at mødes, og der blev holdt mange fester

Der var også danseskole. Mine børn gik der, og vi kom der også og dansede. Det blev lukket sidst i 50´erne, tror jeg. Jeg kan huske, at jeg kom der med Tony, han var en 4-5 år. Han ville kun danse med mig. Tony er nr. 3. Han blev født i 1950.

Købmandsforretningen på hjørnet af Grænsevej og Kettevej – 1947-1960

Vi boede på Nordlundsvej indtil 1947. Så skulle der ske noget. Ejnar ville udvandre til Australien, men tanken om at sidde derude med 2 børn var ikke rar for mig. Så det blev i stedet til, at vi købte hjørnegrunden på Grænsevej og Kettevej og byggede et hus og lavede købmandsforretning. Det var i december 1947 butikken blev åbnet. Vi boede selv i stueetagen – der var en hel lejlighed på 1. sal, der blev lejet ud, sådan var reglerne – der var stor kælder med stort lagerrum til kartofler og ølkasser – alt hvad der ellers kom, var i sække – sukker, mel, osv.– I kælderen havde vi også værelse til børnene, da de blev større. Der var en kældertrappe i butikken, så man kunne gå ned og hente fra lageret. Ejnar slæbte kartofler og andet op, inden han gik på arbejde, så jeg ikke skulle slæbe så meget.

Det gik godt med butikken– især da der kom kolonihaver på gartner Bruuns marker – i begyndelsen af 1950’erne. Der var jo lille Købmand i forvejen på Nordlundsvej – han var gammel og jeg tror nok han var ked af det, fordi han blev udkonkurreret og måtte lukke. Der kom frisør i stedet for.

Da der kom kolonihaver var der utrolig meget at lave og de kom jo gerne om lørdagen, når der skulle lukkes kl. 2. Da havde folk jo først fået fri fra arbejdede. Jeg ringede til politimesteren i Glostrup og bad om at have åbent til kl. 6. Det var jo mig der havde borgerbrevet og jeg fik tilladelsen.

Senere lavede Ejnar et marketenderi ovre i Kettehøj om sommeren, så der kunne sælges derovre.

Jeg fik en kommis til at hjælpe, og jeg skulle passe 2 børn og fik nr. 3 i 1950.

Med tiden fik vi sat automater op til både cigaretter og kaffe. Vi cyklede tit hjem til min mor på Bispebjerg, især da vi havde fået cigaret- og kaffeautomater – men når vi kom hjem, var der ikke flere varer tilbage i automaterne, og så klagede folk. Næste gang var manden nødt til at cykle hjem og fylde op.

I det hele taget cyklede vi tit ture om søndagen. Så var vi på volden. Man kunne køre derhen gennem landsbyen. Og vi fodrede svanerne i gadekæret. Vi så også da de plantede skoven ved Brøndby – det var mærkeligt, da man ikke mere kunne se Brøndbyøster og vestskoven med de mærkelige køer med de store horn. Vi var også nede på kasernen, når der var noget dér.

Børnenes skolegang og konfirmation

Børnene gik i begyndelsen i skole på Avedøre skole. Der var én der var øverst. Aggernæs og så var der Aabo som blev blev skoleinspektør i 1957 i den nye skole. Tony nåede lige at starte i den gamle ligesom de andre. Der var en lærer der hed Duus – Svend og Inge kaldte ham Fidus – og da Tony så kommer i skole og møder lærer Duus som gårdvagt – kaldte han ham Fidus og blev hevet i håret og fik at vide han skulle opføre sig ordentligt.

Aggernæs spillede violin – og der var én der boede på Nordlundsvej, der havde et par piger – det kan godt ske de var lidt missionske – måske inden for en bestemt sekt – de var hårde – en datter der blev gravid som 14-15 år blev sendt til Jylland, og vi så hende aldrig igen. Inge flyttede til Kettevejens skole for at gå i Mellemskole, hun var for dygtig til Avedøre skole – Hun blev konfirmeret sammen med klassen i Hvidovre kirke – men Svend blev konfirmeret i Brøndbyøster kirke– og Tony i Vandrekirken i Avedøre. Jeg tror det var det første hold der.

Inge og Svend kom ellers i avisen i 1955. Det var i BT. Historien var den, at ovre under et af sommerhusene havde en ræv slået sig ned og fået unger. Og det var ikke sådan lige at få dem ud, Så måtte Ejnar i gang – og det lykkedes også at få ungerne ud, men ikke moderen. De var ret søde. Efter at billedet var taget, kom der en mand og sagde at han havde købt dem og tog dem med sig. Jeg ved ikke hvem han havde købt dem af, eller hvad der skete med dem. Men det undrede mig.
Vi fik også en lille benzintank. Vi solgte næsten alting – undtagen brød og kød – der var jo bager og slagter. Og Ejnar holdt op med arbejde ude og kom også med til at drive butikken. I 1960 var omsætningen mere end en million – til gengæld havde vi fået nok. Vi havde aldrig ferie sammen. Ejnar tog børnene med til sin familie i Jylland, og så kunne jeg tage af sted senere. Nu ville vi holde ferie sammen og derfor solgte vi butikken. Det holdt ikke så længe efter os. Der kom bl.a. en grønthandler. Og senere blev der lavet lejligheder, der blev lejet ud til Iranere. Det blev ret ødelagt.

Fra Grænsevej til Torndalsvej –  1960-1998

Vi flyttede ind i et hus på Torndalsvej. Det var ikke helt færdigt. Det var 2 mænd, der boede der og et værre rod, men vi fik det gjort færdigt med vinterhave og garage. Vi flyttede ind i juni 1960. Da vi havde boet der et par dage, stod der en ko og gloede ind af vores stuevindue. Her hvor Søvangsgården ligger, var der køer og en smal å ind til os, så den må have hoppet over åen. Senere var der heste. Min mand havde plukket æbler ned i begyndelsen af oktober og lagde dem i kasser og stillede dem bag huset. Vi kørte på besøg om aftenen og da vi kom hjem, stod der 2 heste og havde ædt alle æblerne det var i ca. 1965. Efter hestene kom der både ponyer og æsler.. Et par år var der ingen dyr, så i 1973 gik jeg over og såede gulerødder og græskar i 2år og mine græskar var store, men de blev stjålet. Så kom der håndværkere og gravede og lavede stilladserne. Så tænkte jeg: “Nu får jeg heller ikke gulerødder og de andre grøntsager, jeg havde sået, men håndværkerne sagde, at jeg godt måtte lade dem være, for de kom ikke helt derhen. Det var Søvangsgården, de begyndte på, hvor jeg nu bor.

Jeg arbejdede en tid på Frandsens gartneri. Jeg plukkede knopper af Nelliker, for at de skulle blive større. Senere var jeg i nogle år på en afdeling af “His masters voice” et sted i Hvidovre. Ejnar begyndte igen som jord- og beton. Han var bl.a. med til at bygge Store hus.

Ferie rundt i Europa

I årene efter flytningen nød vi rigtig at kunne tage på ferie og ture sammen rundt i Europa, og vi fik sommerhus ved Smidstrup strand.

Havet gik helt herop til – der hvor Mågeparken nu ligger var der lidt eng, som nogen gange blev oversvømmet. Det første år på Torndalsvej var det en meget hård vinter. Svanerne frøs fast i vandet. Ejnar og et par andre tog over til en bager på den anden side af Køgvevej, og de hentede gammelt brød og smed det ud til svanerne. Der var nogle, der var frosset fast og havde det dårligt. De gjorde dem fri og tog dem med hjem. Vi fik 2 hjem, men de overlevede ikke. Den vinter var der mennesker helt ned til Køge, der fodrede svaner”.