Af Mai Søegaard Espersen, kommunikationsmedarbejder på Forstadsmuseet

Pia Nordfred Brandtberg, født Rasmussen, kom til verden en junidag i 1953 på Frederiksberg Hospital. Selve fødslen gik uden problemer, men efterfølgende fik Pias mor, Inger Rasmussen, en alvorlig omgang af det, man i gamle dage kaldte barselsfeber. Så hun og Pia blev med hast indlagt endnu en gang på hospitalet på Frederiksberg. Her svævede Pias mor i en periode på omkring tre uger mellem liv og død på en afdeling, mens Pia var indlagt for sig selv på en anden afdeling, hvor sygeplejerskerne tog sig af hende: ”Min mor blev til sidst så syg, at min far var henne og sige farvel til hende – men heldigvis overlevede hun,” fortæller Pia og smiler eftertænksomt.
Pia fortæller sin historie til Forstadsmuseet i Badeanstalten i Avedørelejren på en solbeskinnet tirsdag i juli måned 2015, og der er hverken mangel på ord eller erindringer hos den fortællelystne dame. På godt tre timer tager hun os med på en rundtur til hendes rødders Hvidovre og i denne artikel udfolder vi en farverig buket af minderne fra hendes barndom og helt tidlige ungdom.
Sammen & hver for sig
I de første år af sit liv boede Pia i Egevangen i Vanløse med sin mor. Her havde de lejet sig ind på 1. salen i en villa hos ægteparret Hansen, mens Pias far, Georg Rasmussen, boede hos sine forældre på Borups Alle: ”Det var helt umuligt at finde en lejlighed som par dengang. Man skulle i hvert fald være gift og have et barn, for det overhovedet kunne lykkedes,” forklarer Pia, hvis mor og far heldigvis fik lov at bo sammen i Egevangen, da Hr. og Fru Hansen fandt ud af, at Pias mor ikke var alene med sit nyfødte barn: ”Min mor havde fået lov til at lade mig sove middagslur i haven på Egevangen, og en dag, mens jeg lå og sov, havde Fru Hansen så spurgt min mor om, hvordan hun havde det som enlig mor, og så måtte min mor jo indrømme, at hun var blevet gift i marts måned, mens hun var meget højgravid, og at hendes mand boede hjemme hos sine forældre, og så sagde Fr. Hansen med det samme, at han kunne flytte ind hos min mor,” fortæller Pia og tilføjer med et grin, at det godt nok var en helt anden tid dengang i 1950’erne: For alt hendes far medbragte, da han flyttede ind, var to renseribøjler med tøj – og så det tøj han havde på. Han ejede ganske enkelt ikke andet!
Hvidovrevej 128
I begyndelsen af 1954 fik den lille familie en lille toværelses lejlighed i den privatejede boligejendom på Hvidovrevej 128, og såvel begyndte Pias opvækst i det, der blev hendes elskede Hvidovre.
Lejligheden, som Pias forældre flyttede ind i, var, som lejligheder var flest i 1954 – uden megen luksus: ”Jeg kan ikke huske det, men min far har fortalt, at vi fyrede med koks, som min far måtte hente i kælderen hver morgen. Han stod op rigtig tidligt, så der var varme, når mor og jeg stod op, for ellers var der iskoldt i lejligheden,” fortæller Pia og tilføjer, at man heller ikke så tit gik i bad dengang. ”Vandet var jo også iskoldt og skulle varmes først, og der var ikke brusefaciliteter på badeværelset – det var jo bare et toilet og en håndvask.”

En god & tryg – men streng barndom

Pias forældre arbejdede begge to meget – og ganske længe hver dag. Hendes far, der var uddannet former, var ansat på B&W til at konstruere skibsskruer, mens hendes mor arbejdede som ufaglært syerske. Derfor kom Pia i begyndelsen i vuggestue fra meget tidligt om morgenen til sent om eftermiddagen: ”Min far afleverede mig på cykel om morgenen. Han balancerende mig ganske enkelt på stangen i min babylift. Jeg vil tro det allerede har været omkring klokken seks jeg blev afleveret – og det skete derfor af og til, at frøkenerne, der dengang boede på 1.salen i vuggestuen, havde sovet over sig, så han måtte vække dem ved at kaste sten mod ruden, fortæller Pia.
De lange dage i vuggestuen påvirkede Pia ganske meget. Så hun begyndte at skrige ulykkeligt fra hun blev afleveret, og til hun blev hentet igen. Så efter et møde med vuggestuens ene frøken blev det således, at Pias mor i en periode gik hjemme og passede hende: ”Det hjalp heldigvis, og efter noget tid kunne jeg igen komme i vuggestue uden problemer,” fortæller Pia, der i det hele taget husker sin barndom som ganske tryg og dejlig – også selvom der ikke var meget plads i familiens toværelses lejlighed på 47 m2: ”Vi lå tre i soveværelset – min far og mor havde en seng, der kunne slås ind, så den kunne bruges som sofa, og så havde jeg en lille seng, og så var der et skab og en bøjlestang med et gardin foran, og det var hvad vi havde af garderobe – og det var fint – ja faktisk rigeligt,” forklarer Pia, der dog også erindrer, at forældrene var ganske skrappe: ”Det hedder sig i familien, at jeg fik en meget streng opdragelse, og det kan jeg godt skrive under på. Min mor bildte mig ind, at min far kunne se mig gennem fjernsynet, og når han så kom hjem fra arbejde, så kunne jeg godt risikere en endefuld, hvis jeg ikke havde opført mig ordentligt.”
I marts 1960 kom Pias lillebror til verden: ”Han blev født derhjemme. Dengang kom man jo ikke sådan på hospitalet eller til en fødeklinik, så imens min mor fødte, kom jeg over til min moster og onkel, der boede lige ved siden af – og så kom jeg tilbage og så, at jeg havde fået en lillebror, og det var jo dejligt,” erindrer Pia om den første tid med hendes nye lillebror, der fik navnet Steen. I ugerne efter Steen var blevet født, flyttede mormoren ind hos familien Rasmussen for at hjælpe til med den lille, husker Pia. Primært på grund af mormorens meget markante laksefarvede uldne underbenklæder, der blev vasket i gruekedlerne i kælderen og efterfølgende hængt til tørre i gården, hvor Pia og hendes venner legede: ”Hun var en meget renlig dame, min elskede mormor, så de blev vasket ofte, mens hun var hos os – og jeg blev godt nok drillet nede i gården, når de der telte hang til tørre. Jeg kan huske, at jeg tudede og bad min mor, om hun ikke kunne lade være med at vaske dem, men der var ingen forståelse overhovedet. Næ, sådan var det! Åh, det var frygteligt,” griner Pia højt.

Skoletid & venstrehåndskvaler

I august 1960 havde lille Pia nået skolealderen, men der var dog en lille forhindring, der skulle overstås, før den unge dame kunne få lov til at begynde sin læring på Holmegårdsskolen: Hun skulle vaccineres for kopper, hvilket dengang var et lovkrav: ”Min mor forklarede mig i første omgang på ganske pædagogisk vis, at jeg skulle stikkes, hvorefter jeg fik høj feber, og derfor ikke kunne komme af sted. Efter et par forsøg af den kaliber, spurgte hun mig en dag, om jeg ikke ville med ud og gå en tur – og det ville jeg gerne! Det viste sig dog, at turen gik til Holmegårdsskolen, hvor der ’tilfældigvis’ sad nogen i aulaen og vaccinerede. Men så var det jo overstået, og så kunne jeg komme i skole” siger Pia og slår endnu en stor klukkende latter op.
Da Pia begyndte sin skoletid, blev det hurtigt klart, at hun var venstrehåndet. Og mens Pias yndlingslærer, dansklæreren Ole Nielsen, var fuldstændig ligeglad med, hvilken hånd hans elever skrev med, var der andre lærere, der ikke var i stand til at se gennem fingre med en elev, der holdt blyanten i ”den forkerte hånd”. Det gjaldt blandt andet Pias regnelærer, som Pia stadig husker tilbage på med gru. ”Jeg kunne ikke skrive med højre hånd, så jeg snød mig til at bruge venstre, så snart jeg så mit snit til det. Men når hun opdagede det, så blev jeg kaldt op til kateteret, hvor hun slog mig ganske hårdt over min venstre hånd med sin trælineal,” fortæller Pia med en stemme, der for første gang har fået en mørk undertone. Heldigvis havde Pia en stor støtte i sin mor, der overfor læreren insisterede på, at hendes datter skulle have lov til at skrive med venstre hånd: ”Min mor var fantastisk – hun kunne jo se, hvor meget jeg græd over det, når jeg kom hjem. Jeg øvede og øvede mig på at skrive med højre hånd, men det duede simpelthen ikke. Men hun havde også søskende, der var venstrehåndede, så hun vidste alt om, hvad det var, det der med at være venstrehåndet.” Alligevel blev Pia blevet så påvirket af læreren, at det gik udover hendes lyst og evne til at lære regning: ”Det har forfulgt mig i mange, mange år – jeg blev næsten helt talblind i en periode – fordi jeg ikke kunne fokusere på at lære regning, når jeg var så bange for hende, så det var noget af en omgang,” siger Pia og afslutter erindringen om den stride regnelærer.

Varmt vand i hanerne

Pia erindrer også, da hendes familie – som de første på Hvidovrevej 128 – fik installeret en gasvarmer. Den blev leveret af Pias moster og onkel, der ejede hårde hvidevareforretningen Bløndal i Valby.”Det var intet mindre end en revolution, og der blev endda skrevet en fin artikel om det i Valbybladet med mig som fotomodel, hvor jeg sidder i en meget fin rød spencer, som min mor har syet og med mine fine røde sutsko på fødderne – og så en fin bluse med pufærmer,” fortæller Pia og beskriver, hvordan stort set alle andre lejligheder på Hvidovrevej 128 meget hurtigt efter fik gasvarmere installeret: ”Jamen, det var jo fantastisk. Det var meget mere delikat, end at skulle ned i kælderen og hente koks – og pludseligt var der varmt vand i hanen i køkkenet, det var helt vildt!” husker hun.

Enspænder & hjemmefødning

Som barn havde Pia en håndfuld veninder, som hun legede dåseskjul og ”hule” med hjemme i gården i nr. 128 – men mere end noget andet var hun en enspænder, der nød at lege med dukker i sit eget selskab: ”Da jeg ikke var ret gammel, fik jeg en dukke, der hed Tutankhamon, fordi jeg var meget betaget af Egypten, og jeg kunne simpelthen lege i timevis med mine dukker derhjemme. Det var jo ikke sådan, at man havde venner med hjem, det var lejligheden simpelthen for lille til, og heldigvis nød jeg mit eget selskab,” fortæller Pia, mens hun erindrer, hvordan hun engang skræmte sine forældre fra vid og sans, fordi hun var blevet væk. Pia havde leget i soveværelset, mens forældrene havde gæster – og pludseligt var der helt stille derinde – og forældrene så, at Pia var forsvundet! ”Min mor råbte ’PIA, PIA’ ud af vinduet, som man gjorde dengang, men der var ingen reaktion. Så både mine forældre og deres gæster ledte og ledte alle steder indenfor og udenfor, indtil min mor til sidst besluttede sig til at kigge efter en ekstra gang i soveværelset – og så var jeg krøbet i seng og var faldet i søvn, fordi jeg åbenbart var blevet dårlig” siger Pia på sin kendetegnende lattermilde facon.

”Hvidovre var min verden”

Pias enspændernatur gjorde også, at hun altid holdt sig tæt på hjemmet, for det var jo der hun var tryg: ”Jeg bevægede mig ikke ud af gården. Jeg gik i skole med mange af dem, der boede i gården. Så jeg legede med dem, der var ved hånden, kan man sige,” fortæller Pia, der heller ikke, da hun blev større og godt måtte tage helt ind til København, tog ret langt hjemmefra: ”Nej, nej, nej – jeg blev i Hvidovre, for det vidste jeg, hvad var,” siger Pia med endnu en stor latter, og tilføjer: ”Der er slet ingen tvivl om, at Hvidovre var min verden – også da jeg blev endnu større.”