af Poul Sverrild

Husejer og jordbruger Christopher Jensen fra Hvidovre var en mand, der mente, at ret var ret, og retten måtte også gælde de døde. I 1846 kom han i strid med kirkeværgen ved Hvidovre Kirke, gårdejer Peder Jensen.

Når Christopher Jensen kom i strid over et gravsted på kirkegården var det ikke bare fordi han var en ældre mand på 65 år og følte tiden nærme sig, men nok så meget fordi han blev gået for nær.

Som husejer og jordbruger i Hvidovre By var Christopher Jensen vel nærmest at betragte som en husmand, og det var ikke nogen stor ejendom han havde. Hans lille ejendom var på 1 tønde og 2 skæpper land men lå meget centralt i landsbyen som genbo til kirken. Ejendommen havde matrikelnummer 44A, hvor nu den røde bebyggelse, “Kildegården”, syd for Hvidovre Torv ligger.

Var hans ejendom ikke stor, så havde han til gengæld et gravsted på kirkegården – ja, han havde endog to, og det skønt han var en tilflytter fra Gislinge på Fyn.

Han havde giftet sig ind i Hvidovre og boede udmærket i sit hus på den gamle gårdtomt efter en af de udflyttede gårde. Huset lå trukket tilbage fra Hvidovregade, og her boede han med sin 19 år yngre hustru, Ane Christophersdatter, og sine to børn på 21 og 14 år.

David mod Goliat

Gårdejer og kirkeværge, Peder Jensen fra Nørregård, var ikke meget yngre med sine 61 år. Peder Jensen var en af lokalsamfundets sværvægtere. Selv om hans gård ikke var en af byens største, så var den alligevel grundlag for hans status ikke blot som kirkeværge, men også som sognefoged, og som indfødt havde han yderligere stærke kort på hånden i en strid med en tilflyttet husmand.

Peder Jensens gård lå sammenbygget med en anden gård på den østlige del af det areal, der nu udgør Hvidovre Torv. Han havde således ikke mere end et stenkast hverken til sin modpart Christopher Jensens hus eller til kirkegården.

Striden havde en tredje part, bonden Bonavent Jensen, der tilhørte en anden generation med sine bare 35 år. Det var faktisk ham, der var anledning til striden. Bonavent Jensens gård, Åstrupgård lå i landsbyens nordlige ende ligesom de andre parters ejendomme, idet Åstrupgård lå ned mod åen lige nord for den endnu bevarede gamle smedje i Hvidovregade.

Striden havde karakter af en nabostrid på flere måder. Som nævnt boede parterne ganske tæt på hinanden, men striden handlede om naboskab på vejen til en anden og måske bedre verden: Christopher Jensen og Bonavent Jensen havde tilgrænsende gravsteder på Hvidovre Kirkegård.

Professor H.N. Clausen inddrages

Husmand Christopher Jensen gjorde nabostriden til en sag, da han klagede til Hvidovre Kirkes patron, professor Clausen ved Københavns Universitet. Han forespurgte allerunderdanigst, om det kunne være rigtigt, at kirkeværgen, Peder Jensen, havde ladet bortgrave det halve af hans ene gravsted – eller gravhøj, som det hed dengang – og havde givet det til gårdejer Bonavent Jensen. Ordet gravhøj afspejlede datidens gravmæleskik, hvor der blev opkastet en lille høj på gravsteder.

Kirkens bestyrelse måtte naturligvis have en sådan klage undersøgt og lod kirkeværgen komme med sit syn på sagen. Peder Jensen hævdede, at arealet tilhørte Bonavent Jensen, og for at understøtte dette synspunkt, lod han Bonavent Jensen selv bevidne, at det var hans ord!

Peder Jensen fandt selv, at det måske ikke var nok at redegøre for ejendomsforholdene, for han sluttede sin redegørelse med en helt anden form for argumentation: “Da Klageren har to Steder Liigplads paa Kirkegaarden, vil der ikke kunne tilkomme ham mere, saameget mere som en stor Dee! af Hvidoure Sogns Beboere, endog Gaardeiere, ingen Gravplads har.”

Her var det hartkornet, der talte med den standsbevidsthed, som bønderne havde oparbejdet gennem de 70 år siden landboreformerne.

Så var det altså påstand mod påstand, og Pastor Holsøe ved Hvidovre Kirke fik overdraget sagen. Han talte nogle gange med den forurettede husmand, Christopher Jensen, og gennem de samtaler fik pastoren et klart indtryk af, at husmanden havde rejst sagen på opfordring af sin kone. Det var derefter pastor Holsøes holdning, at Christopher Jensen selv måtte bevise rigtigheden af sin påstand.

Ovenpå den udtalelse meddelte Københavns Universitet. at det skønnede, at Christopher Jensens klage var ubegrundet.

Er der kvinder bag alt?

Der var jo nye tider på vej i Danmark, hvor bønderne var blevet frigjort et par generationer tidligere, og hvor former for demokrati så småt var begyndt at stikke næsen frem i form af Stænderforsamlingerne fra 1830 og loven om sogneforstanderskaber fra 1842. Så da Christopher Jensen havde tygget nogen tid på afvisningen af sin klage, så prøvede han i 1848 at rejse sagen overfor sogneforstanderskabet for Frederiksberg-Hvidovre. Det kom han nu ikke langt med, for sogneforstanderskabet kunne afvise sagen med, at den ikke lå inden for det område, som rådet skulle beskæftige sig med.

Man kan meget vel forestille sig, at Christopher Jensen har måttet høre meget fra sin kone i anledning af den krænkelse af retten til familiens gravsteder, som hun måtte opleve.

Hans kone har nok følt sig krænket på flere leder, for hun var selv gårdmandsdatter fra Hvidovre og havde som barn oplevet gårdmandskulturen, som styrede landsbyen og må have oplevet, hvordan man herfra betragtede husmændene. Nu var hun selv blevet husmandskone med hvad dertil hørte af daglige småkrænkelser fra den herskende gårdmandsklasse. At hun så også skulle trædes på i forbindelse med familiegravstedet har været for meget.

Så Christopher Jensen fik ikke lov til at lade sagen hvile.

Ny appel til professor H.N. Clausen

I en fornyet henvendelse til professor Clausen redegjorde han for sine oplevelser, hvor han havde ladet en ny gravhøj rejse, efter at han var blevet frataget halvdelen af den gamle. Det havde dog ikke løst problemerne, for han havde siden oplevet, at “Planter og Blomster ere senere flere Gange oprykkede og bortkastede.”

Ovenpå sådan en gang hærværk måtte husmanden spørge: “om ikke lige Ret paa Kirkegaarden hjemles mig med Sognets øvrige Beboere, derom vover jeg underdanigst at henvende mig til deres Høiærværdighed, som den Mand, jeg haaber vil og kan skaffe mig Ret i den omhandlede Sag.”

Her høres undertoner fra den udvikling, der stod lige for døren med Grundloven, der kom i 1848/49. Nu ville samfundets lavere klasser også have både ret og magt.

Universitetet var nu blevet grundig træt af den påståelige husmand, men for at få sagen sluttet reelt af, lod man en juridisk instans komme med en ny bedømmelse af sagen.

Herfra meddelte man, at den oprindelige sag om det bortrøvede halve gravsted måtte betragtes som endeligt afgjort, og hvis det senere hærværk skyldtes, at Christopher Jensen havde anlagt sin nye gravhøj samme sted som den gamle, måtte man blot anbefale ham at placere den på hans egen jord!

Hvis den nye høj derimod var placeret på hans egen jord, så måtte universitetet tage stilling i sagen. Men det ville kræve, at Christopher Jensen turde sigte nogen bestemt person og kunne give oplysninger, der bestyrkede en sådan anklage. Og i så fald var det en sag, der skulle overgives til den stedlige politimester.

Universitetet anførte også en anden, mere diskret og realistisk mulighed: Sognepræsten Holsøe kunne udstede en offentlig advarsel mod hærværk af denne karakter, eller han kunne under hånden advare og formane de formodede gerningsmænd.

Hermed døde sagen så som sag betragtet, men i landsbyens lille og snævre verden er den næppe død så let. Husmanden, Christopher Jensen var blevet sat på plads af gårdmændene, og hans kone er næppe blevet mindre bitter med årene. En lille trøst kan det have været, at kirkeværgen, gårdejer Peder Jensen, døde før husmanden, og med grundlovens indførelse kunne Christopher Jensen se frem mod, at en højere grad af lige ret for alle uden social skelnen vinkede forude.