af Poul Sverrild

Den udgave af virkeligheden om de store landboreformer i 1700-tallet, som vi alle sammen er vokset op med, er den, som dansk landbrug gennem de seneste mere end hundrede år har stået for: Beretningen om, hvordan udskiftningen var en sand lykke for den danske bondestand og derfor for hele samfundet, og hvordan den blev startskuddet til en udvikling, der pegede frem mod højskoler, andelsmejerier og økonomisk liberalisme.

Landborefomerne

Kort fortalt var landboreformerne baggrunden for dagens velfærdssamfund. Det har i mange år været den officielle udgave af historien.

I de sidste årtier har der rejst sig røster, der stillede sig tøvende over for landbrugets rosenrøde fortolkning af begivenhederne, og dagens billede er noget mere nuanceret. Man har for alvor fået øje på bagsiderne ved de store landboreformer, hvor de jordløse og husmændene var udviklingens mest markante ofre. Men også mere immaterielle ting blev ofret på reformernes alter.

Den gamle solidaritet, der havde landsbyen som område, og den hævdvundne demokratiske omgangsform i landsbyerne, forsvandt med helt umiddelbare katastrofale følger for mange mennesker. På længere sigt førte det til, at det offentlige blev tvunget til at påtage sig en række sociale opgaver, der tidligere havde været løst på godt og ondt i landsbyfællesskaberne.

Den allerførste sprække i det store landsbyfællesskab i Hvidovre kom i 1720’erne, hvor anlægget af den nye vej til Køge (nu Gammel Køge Landevej) førte til opførelsen af Flaskekroen. Fra sin opførelse var kroen den eneste bygning i Hvidovre, der lå uden for landsbyen, og tilsvarende var det fra første færd heller ikke lokale folk, der drev kroen. Det var folk udefra, folk med en bredere orientering og mindre bundet af det lokale fællesskab. Flaskekroen kom til at spille en central rolle omkring udskiftningen af jorden og udflytningen af gårdene i Hvidovre.

Hvidovres velstand

Hvidovre var en ret velstående landsby, hvor bønderne i 1760’erne havde fået deres gårde i arvefæste af kongen. Det vil sige, at de i realiteten var blevet selvejere.

Med en beliggenhed i forhold til København, der gjorde det muligt at sælge direkte på de københavnske markeder, var der gode muligheder for at tjene godt på landbrugsproduktionen. Den næsten daglige adgang til København, gjorde også, at bønderne havde mulighed for at være endog særdeles velorienterede om udviklingen.

Bønderne i Hvidovre havde aldrig oplevet at blive undertrykt af de herremænd og ridefogeder, som vi kender fra f.eks. Holbergs teaterstykker. De havde naturligvis deres tunge skatter og afgifter og deres arbejdspligt, men det var til at bære sammenholdt med velstanden, som den fede jord gav.

Bondestyre

Landsbyen Hvidovre bestod af 60 husstande med godt 300 beboere fordelt på 25 gårde og godt 30 huse. Der var en smed, et par hjulmænd, en væver, et par skræddere og en skoleholder. Landsbyen manglede en præstegård, men sådan havde det næsten altid været, så det var der ingen, der undrede sig over. Kirken blev betjent af præsterne fra Frederiksberg.

Familierne i Hvidovre var giftet sammen på kryds og tværs, men især var naturligvis bondefamilierne gift ind i hinanden, og husmændene fik sjældent adgang til denne kreds. Landsbyen var organiseret, som den havde været i adskillige århundreder. De helt store rammer blev nu som før bestemt udefra, af kongen og af den kongelige administration, men de nære ting, der vedrørte landsbyens daglige drift, blev bestemt af bytinget.

Bytinget var en århundredgammel institution, der var udtryk for en demokratisk (omend begrænset) tradition. Det var retten til at dyrke jorden, der var grundlaget for medbestemmelsesretten i landsbyen. Det betød, at det kun var bønderne, der traf beslutningerne, men landsbysamfundene havde tradition for at sørge for løsning af egne problemer. Således sørgede man selv for sine fattige, så de ikke døde af sult, på den anden side var det ikke øllebrødsbarmhjertighed, man praktiserede, og man skal ikke forledes til at tro, at det var andet end egen interesse i at have et stabilt lokalsamfund, der bestemte bøndernes sociale holdning.

Rammen om hvidovreborgernes hverdagsliv var landsbyen, velkendt og tryg gennem generationer. År afløste år med pløjning, såning og høst, og arbejdsmetoderne var ligeså velkendte. Det var et stabilt samfund, hvor de gamle spillede en helt central rolle i kraft af deres lange hukommelse, der var helt afgørende for de fælles afgørelser om, hvornår f.eks. såning og høst skulle ske.

Udskiftningen når Hvidovre

Ind i denne lidt stillestående men trygge verden kom så de nye vinde udefra. Tiden krævede mere rationel produktion noget, man med inspiration fra Tyskland mente, man kunne opnå gennem at samle de enkelte gårdes mange små lodder, der lå fordelt på alle landsbyens marker, til store marker samlet i en klump omkring den enkelte gård.

I en række forordninger fra slutningen af l 760’erne blev der åbnet mulighed for udskiftning i landsbyerne, og der gik kun en uges tid fra den mest vidtgående af dem var udstedt, til Hvidovre blev involveret.

Det var kromanden i Flaskekroen, Anders Jensen, der må have været ganske velorienteret, siden han inden for en uge efter forordningens udstedelse kunne indsende sin ansøgning om at få sin gård udskiftet.

Anders Jensen var klar over, at hans ønske ville møde stærk modstand hos de øvrige hvidovrebønder, så han tilbød at tage jord af ringere værdi, blot i det samme areal som han nu rådede over, og han tilbød selv at bekoste indgrøftning og indhegning.

Protester

De øvrige bønder reagerede fluks, da de hørte om hans ansøgning. De protesterede i et brev til Rentekammeret og krævede den ansøgte udskiftning standset. Mod bedre vidende påstod de, at Anders Jensen ville tage deres bedste sædejord og tillige ville tage den bedste græsgang til alle byens kreaturer.

Nogen tid efter kom hvidovrebønderne i tanke om endnu et klagepunkt, de havde glemt i første omgang: Anders Jensen ville også tage en uundværlig adgangsvej til stranden fra dem.

Dagen efter denne klage blev der afholdt åstedsmøde i Hvidovre. Her konstaterede landvæsenskommissærerne, at bøndernes påstand om jordens kvalitet var uden hold i virkeligheden. Det var hovedsagelig slet jord med mange muldvarpeskud.

Kommissærerne spurgte bønderne, om de kunne anvise noget andet sted, hvor Anders Jensen kunne få sin jord placeret, men modtog som svar, at bønderne ønskede, at alt skulle forblive ved det gamle.

Sagen trak ud, og bønderne var fortsat genstridige. Så overtog Generallandvæsenskollegiet sagen og afholdt endnu et åstedsmøde i Hvidovre. Nu skruede myndighederne bissen på og lod bønderne indkalde enkeltvis, så de hver især skulle redegøre for, hvad de havde imod Anders Jensens ansøgning.

Men bønderne var standhaftige og bøjede sig ikke for presset. De gentog alle de tidligere anvendte argumenter. Sagen forekom myndighederne så indlysende urimelig, at der måtte handles. I september 1770 gav man bønderne tilhold om, at de skulle undlade at dyrke den jord, som Anders Jensen efter al sandsynlighed ville få tildelt.

Bønderne reagerede prompte og henvendte sig to gange resultatløst til kongen. I november samme år blev sagen afgjort, og Anders Jensen fik tildelt sin jord, og sagen skulle hermed være afsluttet.

Hvidovrebønderne ville det anderledes. I det påfølgende forår drog omkring 20 gårdmænd og kvinder ud til Strandmarken og pløjede på Anders Jensens jorder, som de plejede at gøre. Så rullede retsmaskineriet.

Birketinget dømte de 20 bønder for opsætsighed og ulydighed. De 19 mandlige deltagere i aktionen idømtes en måneds strafarbejde i jern i Københavns befæstning, og den ene kvindelige deltager idømtes en måned i Spindehuset. Dertil kom en bøde på fire rigsdaler til hver af de dømte.

17 af de dømte ansøgte kongen om benådning og fik strafnedsættelse, medens de sidste tre – herunder bondekonen appellerede sagen til Højesteret. Ved denne instans blev den tidligere afsagte dom stadfæstet.

Så skulle sagen da endelig kunne falde til ro, men nej. Langt senere fik Anders Jensen at føle, at helt ustraffet udfordrede man ikke hvidovrebøndernes solidaritet, men forinden det skete, rullede udskiftningsbølgen videre.

Striden koster blod

Ole Jensen, en anden bonde i Hvidovre, søgte i 1772 om at få sin jord skiftet. Det gik så som forrige gang, at hvidovrebønderne ikke ville lade ham forlade fællesskabet. Dog havde man nu blødt holdningen så meget op, at de tilbød ham, at hvis han ville tage sin jord helt ude ved Hvidovres grænse, så kunne han blive udskiftet.

Så galt syntes Ole Jensen alligevel ikke, det var at arbejde inden for fællesskabet. Men helt sjovt var det godt nok ikke. Ole Jensen begrundede over for myndighederne sit ønske om udskiftningen med, at de andre bønder havde været efter ham lige siden affæren med Anders Jensen i Flaskekroen. Ole havde ikke deltaget i pløjeaktionen, og det var faldet de øvrige bønder for brystet.

Ole Jensen kunne blandt andet meddele myndighederne, at: “sidstleden Søndags Aften overfaldt (de) mig med Hug og mange blaa og blodige Slag, baade i Ansigtet og paa Kroppen”.

Amtmanden lod Ole Jensens klage over den fysiske vold undersøge ved et politiforhør, og at det ikke var helt luftige anklager mod de andre bønder ses af, at forhøret førte til, at en bonde blev dømt for overfald, og to andre blev dømt for at have opmuntret voldsmanden.

Da Ole Jensen ikke kunne få det, som han ville, lod han sin sag falde i et par år, til han genoptog den i 1774. Samme år, som Ole Jensen igen generede de øvrige bønder med udskiftningsønsket, tog bønderne endelig hævn over Anders Jensen på Flaskekroen.

Hvidovrebønderne havde som pligtarbejde for kongen fået til opgave at skaffe og køre sten til den nye dæmning syd om Damhussøen. De kørte med stor fornøjelse fra Hvidovre By de to kilometer syd på til Anders Jensens jorder, hvor de denne sommer gravede sten på hans marker og derefter kørte dem tilbage gennem Hvidovre By og videre to kilometer til Roskildevej. Det har været den gladeste omvej bønderne i Hvidovre nogensinde fik kørt.

Anders Jensen klagede – naturligvis – men der kom ikke noget ud af denne sag.

Ole Jensens sag faldt igen, og han havde det da trods alt ikke værre med de andre bønder, end at han kunne fungere i fællesskabet i endnu to år. Endelig i 1776 fik han sin jord udskiftet, for nu var hans gård i landsbyen brændt, og så havde han ikke noget imod at få en lod i udkanten af Hvidovre, hvor han i øvrigt blev nabo til Anders Jensen.

De nye tider

Nu hengik der et par år, hvor bønderne i Hvidovre kunne se, at der ikke skete de udskiftede bønder nogen skade, hverken ved omstrejfende ugerningsmænd eller ved de underjordiske, som alle ellers vidste regerede ved nattetide ude på marken. De kunne vel også se, at de udskiftede havde nogle driftsmæssige fordele, for i 1779 ønskede yderligere tre bønder udskiftning, og så gav de sig endelig – hvidovrebønderne.

Efter ti års stridigheder, vold og selvtægt gik landsbyen sit endeligt i møde.

Det blev nye tider, hvor løsenet var: Enhver er sin egen lykkes smed. De fattige kunne Fanden tage – eller senere det offentlige. Bøndernes lykke var under alle omstændigheder gjort, og at husmænd og inderster kom til at lide nød var en biomstændighed.

Solidariteten i det lukkede, statiske lokalsamfund blev afløst af konkurrence og udvikling, og efter 200 år er landbosamfundet Hvidovre, veget for forstaden Hvidovre, der er befolket af tilflyttere fra fjerne provinser som Jylland og Fyn. Men stædigheden, som kendetegnede hvidovrebønderne, er blevet boende i Hvidovres jord. Gang på gang møder vi i historien stridbare indbyggere i Hvidovre, der ikke bare viljeløst vil lade udviklingen gå sin skæve gang, men tage kampen op, hvor ulige den end kan synes.