Da Befrielsen kom til Hvidovre

af Hans Chr. Thomsen

Aftenen den 4. maj 1945 var lun og sommerlig, og egentlig for god til at gå i biografen i, men Hvidovre Kino spillede “To som elsker hinanden” med Ebbe Rode og Bodil Kjær. Titlen stammede fra Stuckenbergs folkekære digt “Ingeborg” med de berømte linier:

Thi to som elsker hinanden
kan volde hinanden mer’ ondt
end alle de argeste fjender
som hævner sig jorden rundt
Og to, som elsker hinanden
kan læge de ondeste sår
ved blot at se på hinanden
og glatte hinandens hår

Det var en god årstid til en film med den titel, og der var grøde i luften på mere end en måde. Fra Valby kom Etly Hansen – barnefødt i Hvidovre – cyklende med sin mand for at se Ebbe Rode og Bodil Kjær, og det samme gjorde Mary Egebo og hendes mand.

Mary var født i København i 1906, og hun flyttede til Hvidovre med sin mand i 1942 fordi, der var en lejlighed ledig på Kløverprisvej. Den fik de til 105 kr. om måneden og efter krigen kom Einar Egebo i kommunalbestyrelsen for Retsstatspartiet. Men vi går for hurtigt frem …

Samtidig med, at de 2 ægtepar var på vej i biografen, cyklede John Petersen den modsatte vej. Han tilhørte en af de militære ventegrupper i Rødovre, der var opstået omkring Arne Sørensen og Dansk Samling så langt tilbage som i 1942. Ugen før havde gruppen fået besked på at gøre sig klar, og den 1. maj tog de våben og ammunition med hjem.

På denne lune aften kørte John ind til en modstandskammerat på Frederiksberg for at tale om situationen og høre radio – hjemme i lejligheden på Hvidovrevej lige ved grænsen til Rødovre gik hans kone Neel. Hun var fra Dragør, og de to var kommet til Hvidovre i 1943, hvor John havde fået arbejde på Vesta – et af Hvidovres få industriforetagender på den tid.

… og så fortsatte filmforevisningen

I Hvidovre Kino var filmen godt i gang, da lyset pludselig gik ud, og det for gennem hovedet på Etly, at hendes 3 børn var alene hjemme i lejligheden. Så blev lyset tændt, og der var stille i biografsalen, medens biografdirektør Larsen gik op på scenen – 2 år før havde han været med til at grundlægge modstandsgruppen Hvidovrekompagniet.

Fra scenen bekendtgør han nu, at tyskerne har overgivet sig. Folk rejser sig jublende og begynder at synge, og biografdirektøren dæmper dem og spørger, om de vil se filmen færdig. Det er der nogle der vil, og filmen går derfor i gang igen.

Samtidig hermed hører Neel larm ude fra Hvidovrevej, og hun går ud på sin altan og ser mennesker, der råber og slår grydelåg sammen som var de bækkener.

I den anden ende af Hvidovrevej ved Risbjerggård er der samlet en flok begejstrede mennesker foran restauranten, og blandt dem er Elinor sammen med sin kæreste. De to havde hørt budskabet i radioen og havde skyndt sig ned til restauranten, der var et naturligt samlingspunkt for unge i den del af kommunen.

På det tidspunkt har John Petersen allerede et stykke tid trampet voldsomt i pedalerne for at nå frem til Rødovrekompagniet, og den opgave der venter der.

Helge Wiese fra Hvidovrekompagniet er i samme situation, og han har så travlt med at komme ud til Bredalsgården, at han kun lige når at vinke til sin kone og svigerfar, da han tilfældigvis passerer dem. Men han tramper også hårdt i pedalerne, fordi han er gal. Nu har kompagniet trænet og forberedt sig i små to år på et slutopgør med tyskerne, og så overgiver de sig bare. Det er en flad fornemmelse. Så Wiese træder ekstra hårdt i pedalerne.

Ved Risbjerggård kører nogle store lastbiler spækket med bevæbnede folk forbi mængden foran restauranten. Elinor ser dem, og hun bliver bange. Længere nede ad Hvidovrevej ved Bredalsgården stopper de, og modstandsfolkene myldrer ind på gården for at slå deres hovedkvarter op. Samme manøvre er i gang ved Strandmarkskolen og på gården Lindelund i Brøndbyøster, hvor to andre af Hvidovrekompagniets delinger slår deres kvarter op.

Uden for Hvidovre Kino venter Mary Egebos børn utålmodigt, og da de endelig ser forældrene råber de: ,,Nu vil vi ha’ æggesnaps. Nu vil vi ha’ æggesnaps” – det får de nu ikke. Æggene knækkes i stedet til en citronfromage og ægteparret i lejligheden neden under inviteres op.

Pullimut

Etly kommer ejendommeligt nok helt forstenet ud af biografen og kører hjem gennem foråret i denne underlige stivnede sindstilstand. Vigerslev Alle er fuld af glade mennesker, og efterhånden smitter glæden, og den vokser sig stor i hende, og den bliver ikke mindre hjemme i opgangen, hvor der er en, der har en flaske pullimut. Det var der mange, der havde den aften – også i opgangen hos Neel.

Hos delingen i Brøndbyøster er der ingen pullimut, men der er masser af glæde og overskuddet strømmer bl.a. ud i form af en stribe af vittigheder, der ikke alle er lige stuerene. Der er f.eks. adskillige forslag til, hvad det egentlig var, at sømanden sagde til nonnen. Og det vil ingen ende tage. Det hænger måske også sammen med, at en af delingens medlemmer, Hakon Rabjerg, er præst. Til sidst bliver det for meget for pastoren ved Hvidovre Kirke, og han råber til folkene og beder dem kort og godt om at holde deres kæft.

Og medens mørklægningsgardinerne flås ned og stearinlysene tændes i vinduerne i forstaden, og gaderne eksploderer af eufori i København, sidder politimanden Jens Rahbek i biografen i Ronneby i Sverige og ser “Sangen om Bernadette”. Rahbek var blevet arresteret, da politiet blev taget i september 1944, og sendt til Tyskland, hvor han bl.a. sad i Kzlejren Buchenwald. I april 1945 kommer han til Frøslev med Bernadottes Hvide Busser og derfra videre til Sverige omkring 1. maj.

Da Jens Rahbek kommer tilbage fra biografen, fortæller vagten i lejren, at tyskerne har kapituleret i Danmark. Den umiddelbare reaktion er lettelse – glæden retter sig ikke udad som eufori, men indad som lettelse.

Og medens denne befriende aften i Danmarkshistorien går ind i natten med tændte stearinlys i vinduerne, trækker Danmark sit nye selvstændige nationale vejr og henter sine flasker med pullimut frem – flasker, der har ventet så længe på netop denne stund …