Virksomheden “Globus”, der lå på hjørnet af Roskildevej og Vibeholms Allé, var egentlig en cykelfabrik, men fremstillede under Besættelsen dele til tyske flyvemaskiner. Derfor var fabrikken et oplagt mål for den danske modstandsbevægelses sabotage.
I en meget nøje planlagt aktion den 6. juni 1944 blev fabrikken sprængt i luften af medlemmer af sabotageorganisationen BOPA. Det var én af besættelsestidens største sabotageaktioner, hvor op mod 100 mand deltog.
Fabrikken var stækt bevogtet, så modstandsfolkene havde mobiliseret omkring 100 mand, for at de kunne overmande vagterne.
Da vagterne var sat ud af spillet, kørte modstandsfolkene en lastbil lastet med trotyl ind i selve fabrikken og bragte den til spængning. Bygningerne blev fuldstændigt raserede, men genopbyggedes efter krigens afslutning.
Aktionen mod cykelfabrikken Globus er beskrevet mange steder i litteraturen om modstandsbevægelsen. Flere af de medvirkende har med egne ord beskrevet forløbet, f.eks. i bogen ” KK og krigen“, hvor Jørgen Jespersen beretter om sabotagen. Læs et uddrag af bogen her:
Sabotage mod Globus-fabrikken
Fabrikken Globus lå i Glostrup på Roskildevej ved Vestvolden. Den fremstillede flyvemaskindele til tyskerne, og arbejderne var særligt udvalgte med en stor del nazister iblandt. Vi måtte opgive at få ansat nogle af vore folk på virksomheden, en metode vi ellers ofte brugte ved vanskeligt tilgængelige mål. Og det var Globus. Vagterne var ca. 15 Sommerfolk (et nazistisk korps af gamle østfrontkæmpere – nogle grimme drenge) bevæbnede med geværer, karabiner, maskinpistoler og pistoler.
Fabriksområdet var rektangulært med 2 toetagers lange bygninger, hvor de egentlige maskiner og værksteder var, samt en del mindre bygninger, bl.a. vagtstuen. Det hele var omgivet af et højt pigtrådshegn, inden for hvilket der i hvert hjørne af området var anbragt en betonbunker med skydeskår. Det var sommer og varmt, hvorfor vagterne foretrak at opholde sig i det fri og ikke i deres bunkers. Vi var klar over, at vi ikke kunne holde vagterne op, og at vi ikke havde midler til at få dem ud af deres bunkers, hvis de først smuttede derind. Yderligere var det hele kompliceret af, at vagterne havde direkte telefonforbindelse til Dagmarhus og til Avedøre Kaserne, der var fuld af tyske soldater og kun lå 4 km. fra fabrikken. På Vestvolden 5-600 m. væk var der en tysk post på ca. 20 mand, og Roskildevej havde stærk trafik, jævnligt også af tyske soldater.
Vi blev klar over, at den eneste mulighed for at komme ind på fabriksområdet var ved at nedkæmpe vagtstyrken. Det havde vi ikke prøvet før. Nok havde vi adskillige gange været i ildkamp, men det var ved uheld, når noget var gået galt. De fleste af os havde ingen soldatermæssig uddannelse, og skydefærdighederne var beskedne. Det var kun få af os, der havde prøvet at skyde til måls. I måneder rekognoscerede og udspionerede vi fabrikken og navnlig vagttjenesten.
Denne gang brød vi med princippet om først at sætte vore folk ind i planerne umiddelbart før aktionen for ikke at risikere, at aktionen blev røbet til tyskerne eller omhyggelig planlægning spildt, fordi en kammerat tilfældigt blev arresteret. Et par dage før aktionen samlede vi angrebsholdet, det var min afdeling, samt lederne af dækningsgrupperne til instruktion. Det foregik i KFUM’s soldaterhjem i Gothersgade, hvor vi til lejligheden havde fremstillet et kort over fabrikken og dens omgivelser. Og så blev hver gruppes og hver mands opgave nøje gennemgået.
Angrebsholdet, min afdeling, var på ca. 20 mand, og med dækningsfolkene kom vi op på ca. 50 mand i alt. Det var derfor et voldsomt problem at få opmarcheret den styrke til angreb, uden at vagten opdagede det og blev advaret om aktionen. Der blev derfor lagt megen opfindsomhed for dagen; nogle kom som spejdere på cykel og med våben i rygsækken, nogle med tog og andre igen med bus. En del kom i biler, så vi kunne komme hurtigt væk efter aktionen. Bilerne var næsten alle organiseret kort tid før. Sprængstoffet blev kørt dertil på to lastbiler. Langs østsiden af fabrikken var der ca. tre villaer, som vi besatte inden aktionen bl.a. for at have et meldested og en telefon. En enkelt villa på nordsiden blev også besat på den anden side af Roskildevej over for hovedindgangen til fabrikken. På sydsiden var der en frugtplantage, der gjorde det muligt at kravle næsten helt hen til hegnet.
Angrebsholdet kom 2-3 mand ad gangen og gik i stilling på de tre sider af fabrikken i villaerne og i frugtplantagen. Klokken 1900 præcis skulle angrebsholdet være på plads, og holdet ved Roskildevej skulle starte angrebet med at nedskyde vagterne ved porten. Der var talt 5 mand på post, og de stod alle i nærheden af deres bunkers. Selv lå jeg sammen med Brandt og 4-5 mand mere i plantagen syd for fabrikken. Vi var krøbet så langt frem mod vagten, der gik frem og tilbage, som vi turde, og vi kunne høre og af og til se ham.
Klokken blev et par minutter over 1900, og der var intet sket, men pludselig råbte vores vagt “hvem der”, samtidig med at han svingede sin maskinpistol ned og pegede på os. Jeg skød på ham med det samme, og de andre fulgte efter. Jeg tror ikke, at vi ramte ham, men vi for hen til vestsiden af fabrikken, hvor vi via et skur kom over hegnet. Så dækkede vi hinanden med ild, mens vi for frem mod vores bunkers for at nedkæmpe vagter, der eventuelt var nået ind i den. Da jeg var en snes meter fra vores bunker, så jeg gennem bagåbningen en næse stikke ud. Jeg fyrede med det samme og ramte karmen, men så råbte vedkommende “Nu må du ikke skyde mere Knud”. Det var en af mine egne folk, men han blev ikke ramt. Vi bar i øvrigt alle en hvid klud om halsen, så vi kunne kende vore egne folk.
Så snart vi havde åbnet ild, begyndte også de andre hold angrebet. Vagten foran porten var nedkæmpet, og holdet havde kastet en håndgranat ind ad vinduet i en lejlighed på første sal af fabrikken. Her boede en tysk ingeniør, som vi vidste var bevæbnet og havde telefon. Der gik ild i lejligheden, og både han og hans kone kom styrtende ud og råbte, at vi måtte slukke ilden. “Hva’ fanden, tror du jeg er brandmand ?” svarede Johnny, en af mine gruppeførere. Mandskabet i vagtstuen overgav sig efter kortvarig beskydning. De råbte om nåde og kom ud med hænderne i vejret og blev samlet sammen.
Der var nu gået ca. 25 minutter, fra vi startede angrebet. Jeg var gået over til bagsiden af vagtbygningen for at se efter, om der skulle være flere vagter i bygningen. Da jeg forsigtigt kiggede ind ad et vindue med min maskinpistol klar, så jeg lige ind i mundingen på en maskinpistol. Jeg så længe dybt ind i øjet bag maskinpistolen, klar til at skyde, da jeg fandt ud af, at det var Brandt, der fra den anden side af bygningen kiggede ind. Så sendte vi bud efter lastbilerne med sprængstof, de kom ind fra vejen i sydenden af fabrikken, hvor vi afvæbnede og visiterede vagterne, der havde overgivet sig. Pludselig sprang en vagt frem med pistol i hånd lige mod lastbilerne. Jeg skød ham ned med et par byger fra hoften. Vi havde hjemmefra planlagt at skyde alle vagterne, der var Sommerfolk, frigivet til henrettelse. Men vi kunne ikke få os til at skyde på folk, der havde overgivet sig.
Der blev så anbragt 3 bomber i hver af de to store fabriksbygninger. I alt 175 kg pulverformigt trotyl. I hver bygning blev de tre bomber forbundet indbyrdes, så de ville detonere samtidig. Da vi var færdige med anbringelsen af bomberne, blev der sendt besked til dækningsgrupperne, der begyndte at trække sig tilbage mod Roskildevej. Mod Vestvolden havde vi syd for fabrikken anbragt en gruppe med maskingevær, der havde til opgave at standse den tyske postering på volden. Men de viste sig aldrig. Et par km syd for fabrikken havde en gruppe minere vejen, så de kunne opholde en tysk udrykningsstyrke fra Avedøre kaserne, men derfra kom heller ingen. Sprængladningerne blev antændt, hvorefter vi kørte bort i de to lastvogne og 5 personbilen under endeløs jubel fra de mange hundrede danskere, der var stoppet i sikker afstand fra fabrikken af vore dækningsfolk på Roskildevej. 2 af vore biler kunne ikke starte efter aktionen, de var sandsynligvis blevet ramt under ildkampen.
En gruppe af vore dækningsfolk beslaglagde en rutebil for at komme væk. Med gruppen var doktor Hagens, der havde deltaget i aktionen for at tage sig af eventuelle sårede. Hagens kørte vognen, men da de passerede fabrikken Carltorp, beskød vagterne, der også her var Sommerfolk, vognen og ramte Hagens, der blev dræbt på stedet. Vore folk besvarede ilden, og en af dem fik rettet vognen op og kørte væk. Det var en sørgelig afslutning på en ellers meget vellykket aktion. Hagens havde altid været parat til at hjælpe os på enhver måde. Det var skæbnens ironi, at han, der var med for at lappe sammen på os, skulle blive vores eneste tab. Vi havde ellers regnet med, at tab var uundgåelige.
Efter meddelelsen om vagternes beskydning af vores folk fortrød vi , at vi havde været blødsødne overfor vagterne på Globus og havde ladet dem slippe med livet. Invasionen i Normandiet begyndte den dag, men det var et helt tilfælde, vi vidste intet om det, men det gav jo ekstra humør hos deltagere og tilskuere. Et par dage efter aktionen fik vi telegram fra general Eisenhowers hovedkvarter: Congratulation to Danish saboteurs reference Grundahl Hansen S.H.A.E.F. Grundahl Hansen var ejer af Globus.
Tyskerne svarede omgående med en stribe henrettelser af modstandsfolk og med forbud mod taxakørsel m.v. Planlægningen af en sådan aktion var et stort og omfattende arbejde. Det blev ikke udført af en stab eller af lederne, men i et samarbejde. Ved mindre aktioner var det normalt gruppen, der planlagde egen aktion, fik den og aktionsplanen godkendt af leder og sabotageudvalg, og så udførte den. Var aktionen af større omfang, skete planlægningen i samarbejde med overgruppeføreren og evt. andre grupper. Ofte blev objektet valgt af gruppen, fordi den havde kendskab til det, enten gennem gruppemedlemmer eller gennem andre kontakter.
Dette lokalkendskab var afgørende vigtigt for en fornuftig planlægning. Af sikkerhedsgrunde blev så få som muligt blandet ind i planlægningen. Ofte blev gruppemedlemmerne først orienteret om egne opgaver umiddelbart før aktionen eller på vej til den. Vi havde ingen radioer, så kommunikation under selve aktionen var med råb og tegn og derfor vanskelig. Den burde indskrænkes til det allermest nødvendige, men ofte opstod der vanskeligheder under aktionen, der krævede ændringer, hvilket stillede store krav til en forudseende planlægning, og at alle deltagerne forstod angrebsplanen og kunne handle selvstændigt. Men selv om der blev samarbejdet, var det ofte nødvendigt for lederne at gribe ind under aktionen og for deltagerne om at efterkomme ordrerne.
