Brøndby Strand
Brøndby Strand-bebyggelsen er den største af de planlagte byer langs Køge Bugt. 2800 boliger er hjem for ca. 8000 mennesker. Formsproget i Brøndby Strand er markant: der er 12 højhuse med 16 etager, 66 blokke med fire etager og otte terrassehuse med to etager.
Brøndby Strand blev opført i 1970’ernes mest avancerede, præfabrikerede betonelementsystem. Lejlighederne var store med tidens mest moderne boligudstyr. F.eks. er der to toiletter i flere af lejlighedstyperne.
Arkitekten ønskede at bebyggelsen fremstod i den rene beton. Så kunne beboerne selv sætte farver på med grønne planter, blomster og parasoller.
Manglende indkøbsmuligheder, S-togsstationen som først åbnede to år efter de første flyttede ind og den høje rente samt stigende husleje, betød at det var svært at udleje lejlighederne. Som et forsøg på at promovere Brøndby Strand som familievenlig blev huslejen sænket. Det hjalp lidt, men først i 1987 var alle lejlighederne beboede.
Brøndby Strand var i mange år blot et udkantsområde. En lavtliggende eng, hvor den københavnske arbejderbefolkning fandt et fristed om sommeren. Men med afslutningen af 2. verdenskrig opstod der en kæmpe mangel på boliger i København, og snart blev flere store byggeprojekter sat i gang, specielt i forstæderne. I maj 1964 præsenterede man ”Plan for et område ved Brøndby Strand”, som skitserede et byggeri til 17.000 indbyggere. Det nye og centrale for planen af byen var anlægget af en 2,5 km lang og ca. 50 m bred forsænket esplanade, og langs den skulle et omfattende boligbyggeri opføres. På begge sider af Esplanaden ville der blive anlagt gang- og cykelstier, og den nye S-togsstation ville komme til at ligge midt i kvarteret. Opførelsen begyndte i 1969 og blev fuldført omkring 1974. Langsomt, men sikkert forandredes området langs Køgevejen nu fra sommerhusområde til moderne forstad.
Fingerplanen
Efterkrigstidens København var præget af massiv boligmangel og elendige boligforhold. Mørke og fugtige lejligheder i 2. og 3. baggård med lokum i gården var ikke ualmindeligt. Med ”Fingerplanen” fra 1947, kom der en plan for, hvordan hovedstadsmetropolen skulle vokse i tiden efter 2. Verdenskrig. Idéen med planen var, at fremtidige bebyggelser skulle placeres langs S-banerne, der ville strække sig ud i omegnen fra København som fem fingre på en hånd. Boligbyggeriet skulle koncentreres omkring S-togsstationerne, og dermed kunne beboerne i forstæderne nemt transportere sig mellem bolig og arbejdsplads. De grønne områder mellem fingrene var et centralt element i fingerplanen. Folk skulle nu ud til lys, luft og grønne områder. Planen for Køge Bugt, altså tommelfingeren, blev vedtaget i 1961.
Det varierede betonelement
Selvom bebyggelsen havde alle de nye moderne fordele, kom man dog ikke udenom, at byggeriet var stort, ensartet og bar tydeligt præg af massefremstilling. Arkitekterne havde dog gjort alt, hvad de kunne for at dæmpe præget af ”betonforstad”. På den ene side lagde man ikke skjul på, at der var tale om betonbyggeri. Her var ingen skalmuring, der fik husene til at ligne murstensbygninger. På den anden side arbejdede arkitekterne med at indføre variation i bebyggelsen. Husene varierede i højden fra store 16-etagers højhuse til de lave 2-etages rækkehuse. Man forsøgte også at skabe variation i facaderne, der blev formet af fremskudte elementer, så lys og skygge fik lov til at spille på murfladerne. Lejlighederne havde mange størrelser, så de kunne bruges af forskellige familietyper, og lejlighederne kunne ændres i størrelsen, da kun få vægge var faste.
Det gode liv i forstaden
Der var store forventninger til nyt boligbyggeri i 1970’erne. Folk ville have store og rummelige lejligheder med alle de moderne faciliteter som køleskab, fryser, vaskemaskine og opvaskemaskine. Boligen måtte gerne ligge tæt ved strand og grønne områder. Der skulle være plads til at parkere bilen, og daginstitutioner skulle alle ligge tæt på. I konkurrencen med parcelhusene måtte det almene boligbyggeri således tilbyde de mest moderne faciliteter. Beboerne kom oftest fra små lejligheder inde i byen og ønskede derfor lys og rummelighed. En sund opvækst for arbejderklassens børn var en måde at bekæmpe uligheden i samfundet på og sikre mulighederne for at skabe et godt liv med trygge rammer. Brøndby Strand opfyldte alle disse krav! Hvert kvarter fik endda også sin egen vuggestue og børnehaver samt legepladser og boldbaner.
Biler i byen
I 1960’erne var bilen efterhånden så udbredt, at den måtte indtænkes i planlægningen af de nye moderne bydele. Derfor blev Brøndby Strand bebyggelsen løftet op til 1. sals niveau. På den måde skabte man en tredimensional bydel med klar adskillelse af biler og fodgængere. Bilerne parkerede man i kældrene, og fodgængerne bevægede sig på niveau med husene. Ideen var at skabe et fredeligt område, hvor børn og voksne kunne færdes frit uden at være bekymret for at blive kørt ned. Det var samtidigt brugervenligt for bilisterne, der nemt kunne komme ind til parkeringspladserne.
S-toget kommer til Brøndby Strand
S-banen havde været længe undervejs. Allerede i 1948 blev der vedtaget en lov, der gav DSB mulighed for at opkøbe jord til den kommende Køge Bugt bane. Omkring 1960 satte man for alvor gang i de store S-banebyggerier i Storkøbenhavn, men der var mange vækstområder, der krævede S-tog, og Køge Bugt banen stod desværre ikke øverst på DSB’s liste. Så det var med stor glæde hos lokalbefolkningen, da det første tog kørte ind på Brøndby Strand Station den 30. september 1972. Blandt de første passagerer var den unge dronning Margrethe, der foretog sin første indvielse af en jernbanestrækning sammen med Prins Henrik. Kl. 11:35 ankom de til Brøndby Strand, hvor borgmester Kjeld Rasmussen tog imod. Et orkester spillede, og blandt de mange tilskuere stod en mand med et hjemmelavet skilt, hvorpå der stod: Endelig!
