Dengang på fattiggården

Det første kommunale valg i Brøndby blev afholdt i 1841. Brøndby var den gang en lille landkommune med lidt over 1000 indbyggere, og de kommunale opgaver var til at overse. Havde man et ærinde hos kommunen, bankede man på hjemme hos sognerådsformanden, og da han i 1917 indførte kontortid, medførte det en vis bestyrtelse
blandt borgerne. Efterhånden som sognerådets opgaver voksede, blev der med tiden indrettet et lille kommunekontor med en fast ansat sekretær på fattiggården, som lå omtrent, hvor Park Allé i dag krydser motorvejen. I 1930’erne var opgaverne på kontoret dog blevet så omfattende, at sekretæren bad om yderligere hjælp og fik dermed en løst ansat vikar tilknyttet som assistent.

På tærsklen til rivende udvikling

Allerede inden 2. Verdenskrig var man i gang med at planlægge fremtiden for Brøndby og Københavns andre forstadskommuner. Befolkningstallet ville stige, og det var nødvendigt at udbygge forstæderne med boliger, institutioner, veje og kloakker. Brøndby var da stadig blot et lille landbrugssamfund, men udviklingen til moderne forstad stod for døren.
I 1939 blev Brøndbys første stadsingenør ansat til at håndtere de mange nye anlæg og nybyggerier. Hermed havde Brøndby fået en Teknisk Forvaltning, og snart var opgaverne på kontoret så omfattende, at der ikke var plads nok. I 1942 flyttede den kommunale administration til den gamle skole på Sognevej (nu Gildhøj 190) i Brøndbyvester.

Brøndby Rådhus – “Ingen Pragtkaabe, men en jævn, smuk Frakke”

I 1950 havde Brøndby Kommune små 5000 indbyggere. Fem år senere var det steget til det dobbelte, og der var ikke udsigt til, at udviklingen ville stoppe dér, snarere tværtimod. Faktisk regnede man med, at Brøndby Kommune ville være vokset til 20.000 indbyggere i 1960.

Med et indbyggertal på 20.000 ville antallet af kommunalt ansatte også vokse. Der skulle kloakeres, anlægges veje, bygges skoler og børneinstitutioner, idrætsanlæg, alderdomshjem osv. Opgaver der i den grad krævede kommunalt personale og administration. Det varede derfor heller ikke længe, inden man indså, at det gamle kommunekontor på Brøndbyvester Skole på Sognevej snart ville blive for lille.

I 1955 besluttede kommunalbestyrelsen i Brøndby derfor, at der skulle opføres et nyt rådhus. For første gang i kommunens historie skulle der opføres en kommunal administrationsbygning bygget til sit formål. Ved erhvervelsen af Gildhøjgård og dens marker ved den nyåbnede Park Allé havde kommunen fået et centralt beliggende areal, der egnede sig til formålet, og i 1957 tog man fat på at bygge det nuværende rådhus.

Den 30. november 1959 kl. 15 blev den nye administrationsbygning indviet. Første etape af rådhusbyggeriet omfattede kun en femtedel af det samlede byggeri, og i første omgang var det derfor kun Borgmesterkontoret og Økonomisk Forvaltning, der flyttede over i den nye bygning, mens Teknisk Forvaltning og Socialafdelingen blev tilbage på den gamle skole.

Til gengæld var rådhuset opført, så det nemt kunne udvides uden at genere det eksisterende byggeri, og det endelige resultat skulle således gerne give plads til samtlige kommunale administrationer. Allerede fire måneder efter indvielsen blev det derfor vedtaget, at byggeafsnit II skulle igangsættes, så administrationsarealet ville blive fordoblet, og tilsvarende i 1964 lå byggeafsnit III for det kun fem år gamle rådhus klar.

Således er Brøndby Rådhus blevet udvidet igennem årene, efterhånden som byen voksede. Hvor det startede med en enkelt kontorfløj, mødesalsfløjen og en betjentbolig, har Brøndby Rådhus i dag yderligere tre kontorfløje foruden den gamle retsbygning. Den sidste udvidelse blev foretaget i det nye årtusinde. Det var overbygningen på den nordlige fløj – en løsning, der var med på de oprindelige tegninger fra midten af 1950’erne.

Svenn Eske Kristensen

Arkitekten, man hyrede til at tegne Brøndby Rådhus, hed Svenn Eske Kristensen. Han var en af den tids banebrydende arkitekter og var blandt andet kendt for at have opført højhusene på Bellahøj. En af Svenn Ekse Kristensens helt store mærkesager var hans omsorg for det enkelte menneske. Et arkitektonisk ideal han havde med i sine ideer og tanker, da han tegnede og opførte Brøndby Rådhus. Han var vidende om, hvordan kontakten mellem borger og myndighed ville stige i takt med, at velfærdssamfundet blev udbygget med skoler, alderdomshjem, rådhuse etc. Som udgangspunkt var det derfor hans ønske at tegne et rådhus, der tog hensyn til borgeren, uanset om man kom “for at yde bidrag eller for at nyde hjælp”.

Det vigtigste var, ifølge Svenn Eske Kristensen, at den enkelte borger skulle “bibringes en fornemmelse af at være en kærkommen gæst i administrationens hus (…). Rådhuset er derfor bygget i en enkelt etage på den bare mark, således at der fra alle lokaler er direkte kontakt med det fri, og således at miljøet udstråler venlighed.”. Det skulle være et rådhus, hvor der var udsigt og lys til alle sidder, og hvor ingen hverken skulle “sidde i eller vente i mørke rum.”

For at borgerne ikke skulle tage fejl af bygningens funktion som rådhus, lagde Svenn Eske Kristensen tillige vægt på, at især de repræsentative lokaler blev indrettet så smukt som muligt og med en kvalitet, der understregede kommunalbestyrelsens placering i samfundet.

Dertil kom, at kommunalbestyrelsen ikke ønskede en “pragtkaabe svøbt om et imponerende og dominerende bygningsanlæg, men en jævn, smuk frakke om en beskeden og velfungerende bygning.”. For at imødekomme dette ønske valgte Svenn Eske Kristensen et prunkløst hus, hvor der var taget højde for funktionerne. Rådhuset skulle være uden høje trapper, så det var nemt at færdes i, og det skulle være nemt at udbygge, så det kunne følge med resten af kommunens udvikling. Resultatet blev et fuldendt anlæg opført i gule håndstrøgne sten, og i 1963 tildeltes Brøndby Rådhus diplom fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.

Brøndby Rådhus er den dag i dag stadig en lille helstøbt perle, udbygget og moderniseret med respekt for Svenn Eske Kristensens oprindelige tanker om et beskedent, men flot og funktionelt rådhus. I 2009 kunne Brøndby Rådhus fejre sit 50-års jubilæum – fortsat lige flot som en jævn, smuk frakke.