af Hans Chr. Thomsen

Under besættelsen havde døden nogle lokale fortætningspunkter, der hang sammen med infrastrukturen og Hvidovres placering i den. Hvidovre havde en pendlerkultur, hvor man arbejdede i København og holdt fri i forstaden. For at komme frem og tilbage benyttede man Roskildevej, Gl. Køge Landevej eller radialvejen Vigerslev Alle. Og det samme mønster gjorde sig gældende, hvis man var illegal: Man saboterede i København og gik under jorden i Hvidovre.

Det betød, at tyskerne kunne prøve at ramme forstadens illegale gennem vejspærringer og razziaer på hovedtrafikårene. Ind- og udfaldsvejene blev farlige for modstandsfolk, men ikke kun for dem. Det kom til veritable ildkampe mellem modstandsbevægelsen og Hipoer på vejene, med døden til følge for såvel de involverede som for tilfældige forbipasserende. Og til det lokale aspekt kom det større: Tyskerne kom bl.a. ind ad Roskildevej og Gl. Køge Landevej som sejrherrer i 1940, og de drog den modsatte vej som tabere i maj 1945.

De illegale pendlere

Helge Wiese, som var bodyguard for Hvidovrekompagniets chef Svenning Lykke Petersen, kommer cyklende på sin politicykel ad Roskildevej med illegale våben på bagagebæreren.

Forude ser han en tysk razzia, og det lykkes ham at droppe sin last af våben bag et træ. Han kører derefter frem, bliver undersøgt, og så: Weiterfahren, schnell, schnell. Og det var så det! Efterfølgende vender han tilbage, samler sine sten-guns op og fortsætter sin opgave.

En anden gang er Wiese på vej hjem på cykel mod Hvidovre sammen med den civile afsnitsleder Carl Nielsen. På sig har han tegninger over Gestapos hovedkvarter på Shellhuset, som skal afleveres til den militære afsnitsleder Arthur Nielsen.

Forude er igen en razzia i gang, og Wiese og Carl Nielsen må stoppe op. Tyskerne er ved at udtage en gruppe til nærmere undersøgelse, da Wiese pludselig får et slag på skulderen, hvorefter en stemme på gebrokkent dansk siger noget i retning af: ,,Hvad fanden holder I her efter? Se så at komme videre.”

Wiese siger til Carl Nielsen: “Nu kører vi ganske roligt og uden panik”, og det gør de så. Ved den første sidevej drejer de fra og sætter derefter tempoet betragteligt i vejret. Betragteligt.

To andre medlemmer af kompagniet, Jørgen Schou og Kjeld Yde, kører lige ind i en Hipo-afspærring på Roskildevej. Yde taler sig fri, men Hipoerne tager Jørgen Schou med sig. Det får de nu ikke noget ud af, og den næste dag er han atter fri.

Men arrestationen får et efterspil, idet de samme Hipoer umiddelbart efter igen arresterer Jørgen Schou – denne gang på Hvidovrevej. Han er sammen med sin bror Carl Erik, og han sidder på bagsædet af broderens motorcykel med et indpakket gevær – en 89’er – under armen. Hvordan brødrene klarer den arrestation, er for øvrigt en af de mest fantastiske historier fra besættelsen i Hvidovre, og den skal ikke berettes her. For interesserede skal der henvises til videoen: ,,Wiese – en modstandsmand” – den kan lånes på bibliotekerne.

Døden i trafikkorridorerne

Men det var ikke kun for modstandsfolkene, at trafikkorridorerne var farlige. Den 29. december 1944 findes lærling P.O. Nielsen dræbt på Gl. Køge Landevej – han er formodentlig tidligere medlem af DNSAP. Nogle måneder efter finder man ligene af2 unge mænd på Roskildevej, og de er begge uden legitimation. Lørdag den 24. februar 1945 indberettes til Københavns Rådhus:

“I går ved 14.30-tiden blev flere tyske soldater dræbt ved en episode på Roskildevej i rundkørslen ved nr. 184. En lille grå bil med 4 personer blev forfulgt af tyske politifolk i to andre vogne. I rundkørslen kørte den forfulgte vogn mod kantstenen, passagererne sprang ud og gik i dækning bag bilen, over hvis tag de fyrede løs med deres maskinpistoler. I det samme kom et hold tyske soldater forbi på vej ud til Carltorp-fabrikken, hvor de skulle afløse et vagthold. Delingen kom ind i skudlinien, og allerede ved den første salve dræbtes 4 soldater, medens 2 såredes. Kampen blev derefter spredt over terrænet. Det menes, at en enkelt af de 4 forfulgte blev taget, medens de øvrige skal være undsluppet. I de følgende timer foretog det tyske politi indgående eftersøgninger i kvarteret, men resultatet heraf kendes ikke.”

Senere på dagen indgår kampen for øvrigt i en mærkværdig samtale i Gestapos hovedkvarter på Shellhuset, hvor Mogens Fog fra Frihedsrådet sad arresteret.

Han havde fået besøg, og til stede ved besøget var også en tysker, en Dr. H. Det følgende er fra Mogens Fogs erindringer: Efterskrift 1904-45: ,,Dr. H. meddelte videre, at der samme dag på Roskilde Landevej var blevet skudt på en afdeling tyske tropper, og erklærede, at episoder af den art uvægerligt ville føre til de voldsomste repressalier. ,,Jeg har”, sagde han, “altid været modstander af blodsudgydelse. For mig er tyskerne og danskerne trods alt germanske brødrefolk, og det har altid været min mening, at blod mellem brødrefolk mere end noget andet forgifter forholdet gennem århundreder”. Og det var jo gode ord sagt af den forkerte mand, det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Den 7. april 1945 indberettes der igen til Københavns Rådhus om en hændelse i trafikkorridoren:

“Ved 15-tiden i går blev to af Hipos udrykningsvogne beskudt, da de kom kørende ad Gl. Køge Landevej ved Ellebjergvej-Folehaven. Vognene blev beskudt fra en dækstilling ved siden af vejen, og fem Hipomænd blev hårdt såret; desuden dræbtes en eller to. Københavns Brandvæsen blev af Hipo beordret til at sende ambulancer, og for at være sikker på, at vognene kom så hurtigt som overhovedet muligt, ledsagedes ordren med en meget drastisk trussel.

Foruden Hipofolkene, som var sårede eller dræbt, måtte den 75-årige fru Ludisa D. Otto, Brostykkevej 18, Hvidovre, og en anden forbipasserende, Poul Stougaard, Broagervej 8, 3. sal, køres på hospitalet. Fru Otto er senere død af sine sår. Under skudvekslingen dræbtes også en af Hipos modstandere, desuden anholdtes en ung mand, som i øvrigt straks fik en meget hård behandling.”

Slutspillet på udfaldsvejene

Det var en almindelig antagelse i illegale kredse, at det ville komme til åben militær konfrontation i Danmark mod krigens slutning. Afsnit 6, d.v.s. kompagnierne i Rødovre, Hvidovre og Glostrup var blevet trænet med henblik herpå.

Rødovre- og Hvidovrekompagniet skulle stoppe et tysk udbrud fra København henholdsvis ved Vestvolden på Roskildevej og Gl. Køge Landevej. Stadsrendens militære muligheder i selve Hvidovre var blevet vurderet så tidligt som i 1944 af officerer fra Københavnsledelsen, og de fandt stadsrenden velegnet – også over for et tysk udfald fra Avedøre Kaserne.

Nu blev det slutspil som bekendt ikke til noget, og godt det samme. De uprofessionelle militære ventegrupper ville formodentlig være blevet slagtet af de kampvante tyske tropper.

Til gengæld kom dele af Hvidovrekompagniet til at overvåge de tyske troppers hjemrejse, og Hvidovrekompagniets chef har givet en beskrivelse af nederlaget på udfaldsvejene:

“Lederen af vor vejspærring ved Køgevejen, standsede den 6. maj en gruppe på 8-10 tyske flyvere, der kom syngende deres “vemodige” sange og ville videre af en rute, som vor leder fandt var for risikabelt for dem … de insisterede på at fortsætte og ville eventuelt skyde sig igennem. Deres optræden var utrolig arrogant”.

Blandt tropperne er også forklædte Hipoer på flugt – ,,omklædte” Hipoer kaldte kompagnichefen dem: ,,De var ofte bevæbnet med pistol. Større grupper i biler velforsynede med våben og med beslutning om at slå sig igennem, var vi også ude for. Sådanne forsøg blev gjort to gange hos os, og begge forsøg mislykkedes. Et medlem af en sådan gruppe, havde endda et gruppebillede af ca. 20 Hipoer på sig, der gav vort politi gode tips.”

Sluttelig nævner kompagnichefen, at der også var tyske soldater, der ,,ikke alene blev udsat for chikane men også for overfald, der kunne resultere i meningsløse drab.”