af Hans Chr. Thomsen
Det såkaldte sociale spørgsmål har været et af det 20. århundredes store politiske temaer i Danmark – og i Europa med for den sags skyld. Det afstedkom mange politiske kampe, og der kom ny social lovgivning ud af det, og et bedre Danmark.
En af de mest markante politikere i den sammenhæng var Peter Sabroe (1867-1913). Han arbejdede især for at forbedre børns og tyendes forhold, og han nød en helt usædvanlig stor popularitet i befolkningen.
Digteren Jeppe Aakjær opsummerede Sabroe sådan her:
du være de fattiges værner
du være den riges ris
du får ej ordner og stjerner
men bævende læbers pris
Sabroe var en stor politisk agitator og omkring 1891 talte han ved et agitationsmøde ved Hørup Møller om den skændsel, “at Fattige børn, der sættes i Pleje, er en Vare, man handler med. Jeg staar her med et Nummer af Herning Folkeblad i Haanden, og der læser jeg en Annonce: “Det averterede Plejebarn er nu udlejet. Herning Sogneraad”. Er det ikke moderne Slavehandel? Udlejet Plejebarn! Det er samme Udtryk, der bruges af en Vognmand, der udlejer Heste, eller en Marskandiser, der udlejer Maskeradeklæder. Men der bliver handlet med Plejebørn. Større Ejendomsbesiddere tager Plejebørn for at bruge deres Arbejdskraft”.
Et brev til Hvidovre Sogneråd
Det efterfølgende brev fra 1901 til Hvidovre Sogneråd gengiver vi her i dets fulde længde, for at bringe et autentisk udtryk fra det “nederste land” i Hvidovre omkring århundredeskiftet.
Vi har fjernet navnene og adressen. Det, der er interessant, er det typiske – ikke det private.
København ……… .
Den 10. December 1901
Til
Hvidovre Sogneraad
Som det vil være Sogneraadet bekendt har jeg haft Barnet N.N i pleje siden Faderens Død i August f.A Da min Mand og jeg tog det stakkels forældreløse Barn til os, var det ikke godt at forudse at Skæbnen skulle blive mig så haard, thi min Mand var rask og stærk og havde Godt Arbejde, men ved hans pludselige Død i April d.A har Forholdene forandret sig saaledes for mig, at det vil falde mig yderst besværligt at skaffe det nødvendige til mig selv og mine tre Børn, og jeg kan derfor ikke beholde den lille Dreng uden Betaling.
Da Barnets Forældre, N.N. og Y.Y. have opholdt sig tilstrækkelig længe i Hvidovre Sogn til, at deres Barn kan være forsørgelsesberettiget der, saa tillader Jeg mig at henvende mig til det ærede Sogneraad med Anmodning om, at De godhedsfuldt vil give mig Erstatning for den Tid jeg har haft Drengen i Pleje og fremdeles yde mig et passende Vederlag så længe jeg har ham.
Nu er han blevet et kvikt Barn som jeg elsker som mit eget og det ville gøre mig inderligt Ondt om jeg skulle se ham blive sat ud, og lide Nød hos den lavest bydende, som det desværre er mange, mange uskyldige Børns Lod, derfor tillader jeg mig at haabe, at det ærede Sogneraad vil tage Hensyn til denne min Anmodning og meddele mig hvor og hvornår jeg kan underhandle med Dem om Betalingen.
Ærbødigst
A.A.
Knaphed
Der er noget sært gribende i dette sprogs spænding mellem privat tragedie og så dens offentliggørelse i tillempet kancellistil.
” .. at Skæbnen skulle blive mig så haard” står overfor “anmoder .. tillader mig .. som det vil være det ærede Sogneraad bekendt .. at De godhedsfuldt” etc. Det er fattigdom, der udtrykker sig på fremmed tungemål, og der er ingen tvivl om magtforholdet. Anmodningen staar med hatten i hånden, så at sige.
Men det er også en henvendelse, der vil “underhandle”, med kommunen for at komme en auktion og konkurrenterne i forkøbet. Derfor har skrivelsen også noget at tilbyde. “Nu er han blevet et kvikt Barn som jeg elsker som mit eget..”
I et sådant Sorteper-spil er alle principielt tabere. Det handler om knaphedens økonomi, og det er menneskelighed, der er på spil.
Sådan var vilkårene for nogle dengang, der blev pløjet i Hvidovre ved indgangen til det 20. århundrede.
