Af Bent Østergård

Besøgende på Nationalmuseet kunne indtil 1990 få den oplevelse at spadsere omkring i den prægtige Avedørestue og betragte dens vægpaneler og døre, som var dekoreret med farverige billeder af apostle og kvindefigurer, der symboliserer forskellige dyder og gode egenskaber – samt en overdådighed af blomstermotiver. Stuen var placeret i museet i hen ved 45 år, inden den sammen med andre opstillede og møblerede interiører fra den danske bondekultur. Samling blev taget ned og fjernet, fordi lokalerne skulle benyttes til andre udstillinger. Den nedlagte samling opbevares nu i et magasin i Ørholm ved Brede, sikret for fremtiden, men indtil videre utilgængelig for offentligheden.

Disse paneler og døre blev i maj 1923 solgt til Nationalmuseet af gårdejer Ferdinand Jensen fra Højgården i Avedøre for 800 kr. Her blev den opstillet i 1934-36 og møbleret med museets eget inventar fra slutningen af 1700-tallet. Gennem de følgende mange år har museets gæster kunnet fryde sig over den smukke stue. Også mange fra Avedøre har aflagt den besøg, og mindet om denne stue er fortsat levende i Avedøre.

100-året giver en passende lejlighed til at orientere grundigt om dette enestående kulturminde fra Københavns vestegn.

Bønderne fra Hedeboegnen, der boede så tæt ved den store stad med købedygtige indbyggere, blev ret velhavende, idet de kunne afsætte deres produkter til hovedstaden. De rigelige indtægter gav dem mulighed for at udstyre deres gårde med flotte møbler, udskåret og bemalet i det, der senere blev kaldt Folkekunst.

Væggene var beklædt med træpaneler. De virkede som isolering mod kulde udefra, men dekorationerne blev bestilt og betalt af ejeren, for at han kunne give sit hjem en vis status og omgive sig med smukke rammer i dagligdag og fest.

Her fremtræder øverstestuen eller storstuen fra Avedøre som et af de fornemste monumenter fra Vestegnen.

Øverstestuen

Øverstestuen i de gamle sjællandske gårde var beregnet til opbevaringsrum. I kister og skabe gemtes her husets velstand. Kom andre koner på besøg, blev de ført op i øverstestuen for at se, hvad gården havde lagt til side til døtrenes brudeudstyr og arvegods i form af hjemmevævede klæder, linned og sengetøj. Kisteklæder kaldtes stadstøjet, som kun blev taget frem og på, når man skulle til kirke eller fest Også stadsseletøjet kunne undertiden blive ophængt på en knage i øverstestuen.

Man opholdt sig ikke i øverstestuen til daglig, og der kunne lugte muggent og indeklemt, men ofte står der en gæsteseng, redt op med en overdådighed af dyner. Fik gården liggende gæster, blev dog en del af dynerne taget bort inden sengetid.

I Avedørestuen blev børnene puttet i denne seng, når der var hovedrengøring i gårdens andre rum. Så kunne de ligge der og kigge på de tolv apostle, hvis stirrende øjne og flagrende gebærder i aftenskumringen, antog uhyggelige former, og nok kunne skræmme en lille pige og give fæle drømme.

Skulle der være bryllup eller anden stor fest, blev øverstestuen ryddet, så man kunne stille op til spisning, hvorefter der blev danset til den lyse morgen, men landsbyens spillemænd holdt humøret oppe med deres musik.

Øverstestuen var normalt placeret i stuelængens yderste fag og havde en yderdør i gavlen ud til det fri. Om den dør skriver historikeren og læreren Ejvind Tofte i Glostrupbogen bd, 4 1963-67.

“Almindeligvis var den aflåst. Virkelig betydning havde den kun, når der var lig i huset; thi kisten henstod altid i øverstestuen indtil begravelsen, og havde døren ikke været der ville man have haft stort besvær med at kante kisten ud gennem den åbne forstue. En anden ting var, at; man var overbevist om, at den døde for ikke at gå igen – skulle forlade huset ad en anden dør end den, der blev brugt til daglig.”

Toftes fremstilling svarer til familieoverleveringerne i Avedøre. Ligkisten blev hensat i øverstestuen i dagene forud for begravelsen. Stuen blev også anvendt til større fester, som da man afholdt et dobbeltbryllup i 1848, hvor to sønner fra gården blev viet samme dag.

Nationalmuseet rykker hurtigt ud.

Nationalmuseets ledelse blev opmærksom på Avedørestuen, da man den 6. december 1922 fik en opringning fra Provst Peter Johannes Munch i Brøndbyvester. Han havde også et godt kendskab til sine sognebørn i Avedøre landsby.

Provst Munchs henvendelse

Telefonbesked af 6. december 1922:

“Kære Olrik!  Fra 1. afdeling har vi i Dag modtaget nedenstående Telefonbesked:

“Provst Munch i Brøndbyvester meddeler telefonisk til Museets 1. Afdeling, at der i Gaardejer Ferdinand Jensens Storstue i Avedøre findes en Del gamle Malerier paa Træ af de 12 Apostle og af Fru Fortuna og af Tro, Haab og Kærlighed. Efter Sagnet skal de stamme fra et Kapel i Avedøre. Gaarden skal nedbrydes i Løbet af kort Tid, hvorfor Sagen ønskes undersøgt snarest. De kan antageligvis erhverves.”

Vi har her oppe fra takket Provst Munch, men forøvrigt beder jeg Dem om at tage Dem af Sagen, der jo sikkert angaar Folkemuseet. Provst Munchs Telefonnummer er Brøndbyvester 38.

Deres hengivne

(sign)”

Modtageren af telefon-beskeden sendte omgående et notat til museumsinspektør Jørgen Olrik og meddelte som hastesag, at “at der i Ferdinand Jensens storstue i Avedøre findes en del gamle malerier på træ af de 12 apostle og af fru Fortuna og af Tro, Håb og Kærlighed. Efter sagnet skal de stamme fra et kapel i Avedøre. Gården skal nedbrydes i løbet af kort tid. Sagen ønskes undersøgt snarest. De kan antageligvis erhverves.”

Notaskriveren tilføjer, at man allerede har takket provsten, og at hans telefonnummer er Brøndbyvester 38.

Det var én af Nationalmuseets forpligtelser at rykke hurtigt ud, når en akut redningsopgave melder sig. De ansvarlige handlede da også omgående og sendte to dage efter de særdeles kompetente medarbejdere, Kaj Uldall og H. Zangenberg, ud for at besigtige stuehuset, samt fotografere, opmåle og beskrive bygningen og dens udstyr.

En grå decemberdag rullede en automobil – som man dengang kaldte dette befordringsmiddel – ad den grusede Kettevej mod Avedøre.

Åbne, flade marker bredte sig på begge sider af vejen, og mod syd skimtedes nogle enligt beliggende bondegårde og den blågrå bræmme af Køge bugt. Forude tegnede sig konturerne af Avedøre landsby med de stråtækte gårdlænger og silhuetterne af de høje, bladløse træer under de drivende skyer.

Bilen kørte ind i landsbyen; ned ad Storegade, forbi gadekæret og det lille kalkede hus med byens brandsprøjte. Lidt længere fremme drejede den til venstre, forbi gårdens iøjnefaldende mødding ud til vejen, og ind mod målet, Ferdinand Jensens fire længer. Af en senere ejer fik gården sit nuværende navn, Højgård.

De to herrer fra Museet steg ud og blev modtaget af gårdejeren, der ledsagede dem over gårdspladsen forbi brønddækslet med vandpumpen og hen til gangdøren stuehusets østfløj.

Ferdinand Jensen kunne korrigere en lille misforståelse i provstens henvendelse. Det var en anden længe, der skulle nedrives, men det gamle stuehus skulle fremover benyttes som udhus – så museet var velkommen til at vurdere panelerne.
Gennem gangdøren trådte de ind i mellemstuen, hvorefter de åbnede døren til gårdens øverstestue.

Det farverige interiør, der mødte de indtrædende, kunne tage vejret fra selv hærdede museumsfolk. Vi må formode, at de, da de trådte ind i stuen og så de dekorerede paneler og døre, omgående udbrød: Det tager vi!

Stuen fotograferet udefra

De to museumsfolk gik i gang med at bese rummet og dets ydre omgivelser for at vurdere hvilke vinkler, der var velegnede til optagelser. Det var dengang museets linje at optage få, men udsøgte billeder, når man arbejdede ude i marken.

Den 22-årige Kaj Uldall, der netop var blevet ansat ved Nationalmuseets 3. afdeling, Dansk Folkemuseum, pakkede sit omfangsrige fotogrej ud. Negativerne blev optaget på glasplader og siden fremkaldt i museets mørkekammer. Uldall mestrede kunsten at se motiverne og få dem til at fremstå prægnant på sine fotografier. Han blev siden overinspektør ved Frilandsmuseet i Lyngby og tog meget tidlig initiativ til også at optage, hvad man dengang kaldte “levende film” for at skildre kulturhistoriske optrin.

Hans seks optagelser fra Avedøre er eminente og giver os i dag et fornemt indtryk af bygningens og stuens kvaliteter.

Efter at have taget et billede af hele nord længen, set ude fra i Storegade gik han gennem de vintervåde græstotter langs stuehuset hen mod den østlige fløj. Stuehuset lå dengang ganske tæt ved skellet til nabogården (i dag Damgården), og her fandtes ingen have. Her optog han et billede af øverstestuens fire fag.

Zangenbergs beskrivelse

Halvor Zangenberg gik i gang med tommestok og blyant. Han skulle opmåle og beskrive alle enkeltheder i stuen.

Han var da 39 år gammel og oprindelig håndværker uddannet som tømrer. Siden havde han læst til arkitekt. Dette var den helt rigtige baggrund for hans senere virke ved museet med speciale i gamle bondebygninger. Han har skrevet en række grundige værker om ældre tiders byggeskik på landet på nogle store folioark, der nu befinder sig i Nationalmuseet, har han med sin klare håndskrift givet en udførlig beskrivelse af stuen og dens udstyr, suppleret med tegninger af grundplan, vægge mm.

Alle mål er opgivet ikke blot efter metersystemet, der var indført i Danmark ved lov af 1907, men også i alen og tommer.

De ældre mål blev anvendt af tømrere og andre bygningshåndværkere langt op i 1900-tallet, og gennem et par generationer fandt mange det mere naturligt at tale om en kvart mils vej og et halvt pund smør.

Avedørestuen målte 6,5 meter i længden, 4,7 i bredden og var 2,3 meter fra gulv til loft.

Gulvet bestod af hvidskurede brædder, fasttømrede med snudede søm med en hage i stedet for et sømhovede. Da fyldingerne på nordvæggen manglede rammestykket forneden, antog Zangenberg, at det fandtes “under det nuværende fjælegulv”, der måtte være anlagt senere end det oprindelige lerstampede gulv.

I den østlige væg fandtes den smukke yderdør med svungne ruder foroven og nedenunder en fyldning med et maleri af en pyntelig dame med spade og rive. På hver side af døren var der et vinduesfag. Under vinduerne billeder af Tro, Håb, Kærlighed, og andre dydefigurer.

Østgavlen med ydermuren mellem de to vinduer og fyldningerne med malerier af seks dydefigurer under vinduerne.

På dette storslåede billede af sydvesthjørnet ser man et udsnit af apostelbillederne, blomstermotiver og den fornemt dekorerede dør. Fotografen har også formået at medtage et udtryk af stuens markante bjælkeloft.

Den vinduesløse sydvæg har også fanget hans interesse, domineret som den var af ti apostel billeder, malet på træfyldinger i en række øverst på væggen. Under dem var placeret andre fyldinger, udsmykket med blomstermotiver – roser og liljer. Nederst fulgte marmorerede mønstre. Friserne fortsatte i to afsnit på væggen ved døren ud til mellemstuen. Her havde de to sidste apostle fundet deres plads.

Døren ind til mellemstuen havde to fyldinger, også med blomstermotiver, dernæst fulgte en bilæggerovn i støbejern, som Zangenberg ikke omtaler, derefter bemalede paneler i forskellige størrelser.

Vestvæggens første fag var uden vinduer – pladsen her var beregnet til en seng eller et skab. De tre følgende fag havde vinduer med bemalede paneler under. De torammede vinduer hver med seks ruder var beskyttet af yderskodder, som ved et beslag, der var ført ind gennem vinduets midterpost, kunne åbnes og lukkes inde fra stuen.

Avedørestuens alder og oprindelse

En af Zangenbergs opgaver var naturligvis også at tidsbestemme stuen og den udsmykning der er.

Om døren ud til mellemstuen præciserer han, at den var forsynet med et empire-messingskilt og messinghåndtag. Empirestilen var fremherskende fra begyndelsen af 1800-tallet og til hen imod 1825.

Det falder sammen med årstallet 1821, som han fandt indridset i en klinet lervæg i et skillerum i den vestlige del af huset. Men dette siger intet sikkert om stuens oprindelse og nøjagtige alder – dørhåndtag eller hele døren kan jo være indsat på et senere tidspunkt. Og Zangenberg skriver om døren i stuens modsatte ende “ud til det frie”, at “håndtaget er ovalt i et glat rokoko-dørskilt af messing”. Om selve døren med det svungne rudeparti over et fyldingsmaleri af en kvinde med spade og rive, fastslår Zangenberg, at billedet af hende er “udpræget rokoko”, en stilart, der dominerede fra ca. 1730 til 1775.

Bjælkeloftet synes dog endnu ældre. Herom siger Zangenberg, at “det er et bræddeloft, rødmalet med to rektangulære felter i hvert hovedfag. Felterne er indrammet af flade rokokoslyngninger og inden for disse marmoreret med blå og hvide årer”.

Jeg har forelagt et farvefoto af dette marmorerede mønster for konservator og malermester Arne Bäck, der skriver: “Med hensyn til en datering af det marmorerede loft udfra medsendte fotos og materiale, mener jeg, at marmoreringen er barokpræget, så jeg tror bemalingen er tidligere end 1790, nok snarere fra 1730-1750.”

Zangenberg er da også forsigtig i sin konklusion, når han skriver: “Hele panelet gør indtryk af at have været anvendt andetsteds tidligere og er rimeligvis malet og lavet senere end loftet, vinduerne og yderdøren i østgavlen.”

Billederne i Avedørestuen

Zangenberg afleverede sin beskrivelse af Avedørestuen allerede den 13. december. Her har han også noteret, at stuen blev købt af Nationalmuseet i maj 1923. Nationalmuseets opgave er, at sikre truede kulturminder- og genstande, at sikre det opbevarede materiale forsvarligt og gennem udstillinger og skriftlige fremstillinger at give offentligheden solid orientering om det samlede materiale og dets historie. Endelig og essentielt er naturligvis museets forpligtelse til at varetage et grundigt og omfattende forskningsarbejde.

Som tidligere omtalt blev stuen opstillet i Bondekultursamlingerne gennem en lang årrække. I museets kataloger og billedtekster angives stuens malede dekorationer til tiden omkring 1790.

En sådan tidsbestemmelse skal dog tages med et vist forbehold.

Bønderne på Hedeboegnen og andre steder i landet lod efter evne og smag deres stuer dekorere med forskellige farverige motiver. Blomstermalerier var yndede, men også bibelske billeder eller andre forbilleder til påmindelse og opbyggelse for husstanden og gårdens gæster.

Fra kirkerne eller under besøg i byen kunne de finde modeller, som en lokal eller omvandrende maler så blev sat til at eftergøre.

Kunstneren kunne også ud fra egne forlæg i bogform give sit forslag til aftageren. Hvis et hus blev nedbrudt eller udskiftede inventaret, kunne gamle paneler og døre sælges til genbrug.

Undertiden fjernede en kirkeejer en del af gudshusets inventar, gamle, bemalede pulpiturer og andet udstyr, der ikke længere fandtes helt tidssvarende eller direkte for gammeldags og naive.I så fald var der ofte en aftager i nærheden, der for en rimelig pris ville overtage træværket til eget brug.

Zangenberg mente, at panelerne havde været anvendt andetsteds og derefter placeret i Avedørestuen. Det understreges af hans bemærkning om, at en af fyldingerne i vestvæggen måske var en tidligere alkovedør.

Museet har ladet enkelte af billederne og interiøret fra udstillingen optage i sort-hvide fotografier, som er mere holdbare end farvefotos. Men en systematisk affotografering af samtlige motiver har Nationalmuseet ikke iværksat – heller ikke i forbindelse med nedtagelsen og placering i magasin. En egentlig forskning omkring stuen og dens baggrund har der heller ikke kunnet afgives ressourcer til, bortset fra Zangenbergs rapport fra 1922.

I midten af 1980erne besøgte Maria Jørgensen, der var født og opvokset på gården, Nationalmuseet sammen med sin niece Hanne Klitgaard. De foretog en grundig gennemfotografering af stuen og panelerne også samtlige apostelbilleder. Takket være denne indsats er det muligt nu at give et udførligt indtryk af stuen og dens kunstværker.

Blomster, dyder og apostle

Avedørestuens udsmykninger er sammensat af en broget og fantasirig mangfoldighed af forskellige motiver. Blomsterbillederne kan minde om folkekunsten som man ser den fra mange andre bondehjem i en lang periode før og efter år 1800, men nogle af kunstværkerne, især billederne på døren til mellemstuen ligger på et niveau langt fra det jævne gennemsnit.

Dyderne var det magtpåliggende at have for øje – også i dagligdagen. Vi ser i Avedøre symbolerne for Tro, Håb og Kærlighed udtrykt i allegoriske kvindegestalter- om end disse figurer afviger fra den øvrige udsmykning i deres naive og lidt klodsede udformning. Justitia, retfærdighedens gudinde, var et gammelkendt symbol.

Men tidstypisk for slutningen af 1700-tallet, oplysningstiden, er det blandt de traditionelle dyder også at se “Naturloven” indlemmet imellem de traditionelle allegorier.

Det ældgamle symbol Fortuna, skæbnen eller lykken, usikkert balancerende på en rullende kugle, er i Avedøre blevet udstyret med en Dannebrogsvimpel – et udtryk for den patriotiske og fædrelandskærlige begejstring, som blomstrede frem i 1790erne.

For bonden var også bibelske begivenheder og personer et naturligt og selvfølgeligt indslag i dagligdagens forestillingsverden. De var velkendte fra egen læsning eller oplæsning i hjemmet og fra præstens gennemgang under gudstjenesten. Fra den katolske tid var mange sagn og legender stadig i omløb. Den enkelte helgen og apostel havde sin faste dato i almanakken, som alle kendte. Som året skred frem, tog man på disse mærkedage varsler for, hvordan vejret ville blive i den kommende tid eller for hele det følgende år. Apostlene havde derfor fået en række tilnavne og betegnelser, der er ukendte i bibelen, men vidner om almuens fantasi, sans for ordsprog og leg med ord.

Apostelbillederne i Avedøre virker ældre end den øvrige udsmykning. Stilarten minder om slutningen af l600 – og begyndelsen af 1700-tallet. Kunstneren kan have benyttet et ældre forlæg, men det er mere sandsynligt, at disse tolv billeder tidligere har været placeret andetsteds for så senere at være indkøbt til anvendelse i Avedøre.

Foto: Nationalmuseet v Kaj Uldall 1922 og Hanne Klitgaard 1985