af Poul Sverrild

Det er ikke rart at stå alene, når man bliver generet, men er man mange nok, kan det næsten blive til en styrke.

Sådan er Avedøres skæbne, for historien fortæller os entydigt, at folk fra Avedøre ikke var Guds bedste børn. Det forlyder fra Vikingetiden, fra 1700-tallet, fra 1800-tallet og fra vores egen tid.

Denne opfattelse af Avedøre har været så massiv og vedholdende, at den fortjener at blive draget frem i lyset fra mytedannelsens mørke hjørner. Det er nemlig ikke usandsynligt, at der her ligger et fundament for Avedøre-borgernes særlige identitet og selvfølelse.

Begyndelsen

Hvordan den allerførste fordom om Avedøre opstod fortaber sig i forhistorien, men de første sære frasagn om de sære mennesker i Avedøre handler om tiden omkring kristendommens indførelse i Danmark, altså omkring år 1.000.

Et sagn fortæller, at Klintekongen på Stevns ville forhindre bygningen af Glostrup Kirke. Han kastede en stor sten mod bygningen, men på grund af den lange afstand ramte han ved siden af – og ramte Avedøre. Når sagnet lige netop lader stenen ramme ned i Avedøre, må det skyldes, at eftertiden undrede sig over, at Avedøre Landsby ikke havde nogen kirke, og det må der være en forklaring på.

Forklaringen blev givet i et andet sagn, som i midten af forrige århundrede blev skrevet ned. Ifølge den overlevering forholdt det sig således, at Avedøre-boerne var værre vikinger end andre danskere. De fortsatte med deres sørøverier lang tid, efter at andre var holdt op. Og som om det ikke var nok fortæller sagnet, at de også lod sig døbe gang på gang for at få fingre i dåbs-skjorten, som de så solgte bagefter og lod sig døbe igen.

Historien fortæller videre, at de endelig begyndte at indse, at de hellere måtte komme med i kirken, men da var deres rygte så dårligt, at man hverken ville lade dem komme ind i Brøndbyøster eller Brøndbyvester. Først helt ovre i Glostrup ville præsten tage imod dem.

Sagnet slutter dog med, at Avedøre-boerne forbedrede sig og blev gode flittige kristne, men den slutning glemte man tilsyneladende senere, da nye fordomme skulle markedsføres.

Propaganda imod Avedøre

I 1700-tallet var den gal igen. Her møder vi en samtidig tekst, der utvetydigt fortæller, hvordan folk fra Avedøre var.

Der blev på det tidspunkt lavet en ny vej fra København til Køge, og i den forbindelse blev der bygget en ny kro på grænsen mellem Hvidovre og Vigerslev. Den kro skulle konkurrere med den gamle kro i Avedøre.

Den nye kromand på Flaskekroen, for den var det, var en snedig rad, der nok vidste, hvordan han skulle slå mønt af fordommene. Han havde ret til at kræve bompenge af de vejfarende, og ved bommen ved Harrestrup Å satte han et reklameskilt op med et vers rettet til de vejfarende.

At Avedøre mænd ej baske skal dit øre
og med tørre lap din rejsekappe tørre
har Thomas Hansen her opbygt nu denne bro
misund ham derfor ej en skilling eller to.

Selv om skiltet spillede på Avedøre-boernes dårlige rygte og stillede i udsigt, at man kunne slippe for at møde dem ved at tage den nye vej syd om Avedøre Landsby, så gik det ofte anderledes.

De landeveje, der blev lavet i begyndelsen af 1700-tallet, var ret dårlige og kunne slet ikke holde i vådt og regnfuldt vejr Det var også tilfældet med Køgevejen gennem Avedøre. De rejsende, der skulle gennem mudderet, valgte derfor ofte at køre ved siden af vejen inde på markerne. Her blev kornet ødelagt, og det reagerede bønderne naturligvis på, så det kom til en del skærmydsler og slagsmål mellem de rejsende og bønderne fra Avedøre. Det gavnede ikke ligefrem Avedøre-boernes ry ude omkring.

Fremmedarbejdere i Avedøre

I slutningen af forrige århundrede blev Avedøre genstand for den første bølge af tilvandrere. Det lille landbosamfund blev ganske enkelt oversvømmet af gæstearbejdere, der strømmede til for at deltage i det årelange arbejde med at anlægge Vestvolden.

Svenske arbejdere flygtede fra den voldsomme fattigdom i Sverige, hvorfra Danmark lignede et smørhul for fattigfolk. I en årrække fyldte udlændingene bastant op i Avedøre, og f.eks. udgjorde de ved folketællingen i 1890 ikke mindre end 26% af befolkningen.

De fleste af svenskerne forsvandt igen, da arbejdet med fæstningen var slut, men de havde da fået sat deres præg på lokalsamfundet, og enkelte blev hængende tilbage.

Arbejderne var for en stor del jernbanebørster, der rejste omkring fra det ene større anlægsprojekt til det andet, og ifølge de samtidige politirapporter, var det rå folk, der ikke gik af vejen for et slagsmål. Folketællingskommissærerne, der skulle registrere alle, måtte opgive at få navn på en del af svenskerne, så de er blot opført med fornavn eller et tilnavn som f.eks. ,,Kongen”.

Så mange arbejdere uden familier samlet på et lille område gav ballade, og det kunne ikke undgå at give hele området et dårligt ry.

Tilflytterbølgen

Da de første udstykninger til sommer- og helårshuse begyndte i Avedøre i 1920’erne, var man i Avedøre selv klar til at levere fordomme mod de nye tilflyttere, så de gamle Avedøre-beboere døbte en af de nye udstykninger “Sibirien”.

Det syn på tilflytterne, som tilnavnet udtrykker, kom også til udtryk ved, at de oprindelige Avedøre-beboere var sikre på, at der nu måtte være behov for at få stationeret politi i de nye beboelsesområder.

Fra denne periode stammer traditionen med ikke blot at være genstand for omverdenens fordomme, men også have fordomme omkring hinanden i selve Avedøre.

Baggrunden var naturligvis, at det var nogle mennesker, der ikke lignede en selv, der flyttede til. De nye tilflyttere var arbejdere, håndværkere og funktionærer, hvor de gamle indbyggere var bønder og gartnere.

Bedre blev det ikke i årtierne efter besættelsen, hvor de nye etageejendomme begyndte at skyde op. Nu var der en ny gruppe, man kunne tage afstand fra. Folk, der boede anderledes, end man nu engang gjorde i Avedøre, og som sikkert også havde en forskellig kultur, fra dem, der boede i Avedøre i forvejen. Det kunne beboerne i både landsbyen og villakvartererne være enige om, selv om det ikke gav noget særligt fællesskab mellem dem at have de samme fordomme.

Det bliver ved

Helt galt blev det, da Avedøre Stationsby blev opført i 1970’erne. Her byggede man en by, der så lukket ud udefra, en by, der så helt anderledes ud, og en by, hvor der igen flyttede anderledes mennesker ind.

Nu var der mange flere, der som Avedøre-boere kunne gå og se den nye by, der blev befolket. Både de oprindelige fra landsbyen, de gamle tilflyttere fra villakvartererne og de senere tilkommende tilflyttere fra etageejendommene. De kunne alle sammen føle sig som rigtige indbyggere i forhold til de nye, som kom.

Oveni kunne de føle sig stødt af, at den nye by gav Avedøre et dårligt rygte for meget få af dem var så indfødte, at de vidste, at Avedøres ry havde været blakket gennem hele historien. Men det skulle hermed være dokumenteret, at Avedøres dårlige rygte går længere tilbage, end nogen af tilflytterbølgerne. Et dårligt rygte er faktisk en central del af Avedøres historie, så central, at man må forholde sig til det.

Det må mane til eftertanke overfor de opgaver, som Hvidovre Kommune står overfor i Avedøre her i slutningen af 1900-tallet. Tusinde års fordomme klarer man nok ikke lige med et statstilskud til en håndfuld sociale og kulturelle projekter. Med historiens bagklogskab i lommen forekommer det oplagt, at den eneste vej ud af den negative sump af myter (og nogle sandheder) er information om, hvordan og hvorfor man er anderledes – hvis man er det. Vigtigst af alt i denne sammenhæng er det at skabe en virkelighed, som kan dokumentere, at fordommene mod Avedøre faktisk er fordomme og myter.